Følgende er et uddrag af et møde mellem F. Rene Laurentin og Vassula i 1989.
F. Laurentin: ……. det er ikke engang din håndskrift længere: det er en andens. Og selvom det er din hånd, ville en grafolog ikke turde sige, at det er den samme person.
Vassula: Ja, men Jesus har fortalt mig og tydeligt vist mig, at denne håndskrift ikke er automatskrift, som nogle mennesker forestiller sig. En dag fortalte Han mig, “I dag vil du skrive Mit budskab med din håndskrift, så de, der ikke virkelig har forstået denne nåde, som jeg giver dig, kan forstå, og indse, at Jeg også har givet dig nåden til at høre Min stemme. Tillad Mig i dag kun at diktere. Du lytter og skriver.”
F. Laurentin: På dette tidspunkt viste Vassula mig sin notesbog, hvor håndskriften er anderledes i det efterfølgende budskab. Hendes egen, lille, sensitive håndskrift begynder:
‘Vassula, dagene er nu talte.’
Dette budskab fortsætter derefter med Vassulas normale håndskrift på de følgende to sider og afsluttes derefter med ordene:
‘Dette er for alle dem, der tror, at det er Mig der bevæger din hånd uden at du hører eller forstår at det er Jeg Herren, der inspirerer dig. Lad os fortsætte på den måde, Jeg kan lide, Min Vassula.’
Så dukker den store håndskrift op igen:
‘Modtag Min Fred, vær årvågne og på vagt.’
Nej, Vassula er ikke i en robotlignende mekanisk afhængighed. Hun er inspireret, ikke manipuleret. Hun udtrykker sig med en perfekt spontanitet. Hun er fri, rolig og glad. Det er mere modtagelighed end afhængighed. Der er ingen slags begrænsninger; der er snarere modtagelighed i kærlighed. Jeg bad hende om at klarlægge sagen.
Men vedrørende disse budskaber, er det din hånd, der bevæger sig, eller bliver det rettere dikteret til din hørelse?
Vassula: Det bliver dikteret.
F. Laurentin: Men du sagde, at din hånd blev bevæget på en eller anden måde.
Vassula: Ja, det foregår samtidig. Først styrede Han min hånd uden at diktere. En dag sagde Han til mig: ‘Jeg vil gerne have, at du lærer at lytte til Min stemme, den indre stemme.’ Og på bare seks uger lærte jeg at høre Hans stemme. Det bliver dikteret ord for ord; og til tider er der ord, som jeg ikke engang kender. Jeg er nødt til at slå dem op i ordbogen.
F. Laurentin: Selv på engelsk er der nogle ord, der er en gåde for dig?
Vassula: Ja, der er nogle ord, som jeg ikke kender. Andre gange giver han mig et helt afsnit på én gang, og jeg skal skynde mig at skrive det, før jeg glemmer det. Men hvis jeg glemmer det, minder Han mig om det ord, jeg sprang over. En dag inviterede Han mig til at gå til skrifte. Jeg var imod det. Jeg ville slette den sætning, jeg var begyndt på, men Han blokerede min hånd. Det var som om blyanten sad fast i et hul. Så skubbede jeg med den anden hånd, der føltes mere fri. Så drejede blyanten bare rundt i min hånd, fløj til den ene side, og min hånd blev kastet tilbage.
F. Laurentin: Forskellen i håndskrift er tydelig. Når Vassula skriver under diktat, er håndskriften stor med meget høje bogstaver. Når hun skriver noget selv for at kommentere eller fremhæve noget, er det hendes egen lille, sarte, sensitive håndskrift. Udover dette skriver Vassula ting to gange. Første gang skriver hun hurtigt: derefter fjerner hun det, der er personligt, og genskriver resten på en mere omhyggelig måde.
Vassula: Når jeg genskriver det, retter Han mig.
F. Laurentin: Men blandt ordene tegner du undertiden hjerter, mange hjerter.
Vassula: Det er symbolet på det Hellige Hjerte.
F. Laurentin: Og er det også pålagt din hånd?
Vassula: Ja. Og andre gange tegner jeg en fisk. (Et symbol på Kristus.)
F. Laurentin: Du fortalte, at Gud både er transcendent og nær, tilbedelsesværdig og fortrolig. Hvordan forener du denne fortrolighed med tilbedelse?
Vassula: Først plejede jeg at skrive mens jeg sad ned. Nu skriver jeg alt imens jeg knæler foran et lille bord på mit værelse med et dusin ikoner. Først knælede jeg ikke ned, men da jeg virkelig forstod budskabet, indså jeg også Kristi storhed. Han sagde til mig: ‘Vassula, fortjener Jeg ikke mere end det?’ Siden da har jeg altid knælet.
F. Laurentin: Og hvor længe varer det?
Vassula: Fire eller fem timer, undertiden seks: fire om morgenen og to om eftermiddagen.
