12. økumeniske pilgrimsrejse med Sandt Liv i Gud i Grækenland

“Opdag helgenernes land” 26. oktober 2019 – 3. november 2019

(Det græske folk kaldes ‘hellenere’ – hvilket betyder: det folk, der vandrer med Gud).
Som optakt til denne beretning om vores pilgrimsrejse i Grækenland er et budskab fra Sandt Liv i Gud, som blev givet til en pilgrimsgruppe, der kom fra Athen og Rhodos for at bede og lære rosenkransen på Patmos – Apokalypsens ø – den 25. juli 1989, tilfældigvis direkte relateret til vores uges højdepunkter:

“… vågn op, mine elskede; jeg er jeres frelser, den korsfæstede, jeres forløser; føl min kærlighed …
for jeres skyld er jeg kommet for at øge kærligheden og mindske ondskaben; jeg er kommet for at give jeres sjæl alt det, den mangler; frygt ikke, mine små, er jeg ikke gavmild? er Jeg ikke den Højeste? så hav tillid, for I er i jeres Faders Arme; Jeg, den Hellige Treenighed, er Én og Den Samme;

overgiv jer selv fuldstændigt i Mine Arme og tillad Mig at forme jer til Levende Søjler af Lys, tillad Mig at dele alt, Jeg har, med jer; Jeg elsker jer! ” (Sandt Liv i Gud budskab, 25. juli 1989)

Om aftenen den 26. oktober 2019 begyndte vores 12. Sandt Liv i Gud økumeniske pilgrimsrejse, denne gang i Grækenland. Vores strandhotel lå i Marathon: en ældgammel by nær Athen, hvor slaget ved Marathon stod og blev vundet af athenerne i år 490 f.v.t. Omgivelsernes skønhed var betagende. Vores hotelkompleks var bygget til at ligne en lille landsby med enkeltstående hotelsuiter, der lignede små byhuse. Stierne af slebne natursten var omgivet af smukt blomstrende træer, der stimulerede vores sanser med betagende dufte. Guds skønhed i naturen afspejlede hans skønhed i vores sjæle, mens vi dag for dag voksede tættere på ham under vores otte dage lange pilgrimsrejse. 720 mennesker fra hele kloden ankom til Golden Coast Hotellet for at deltage i og dele denne rejse mod enhed med Gud og hinanden. Det blev et livligt gensyn, hvor folk præsenterede sig selv, genoplivede venskaber og genkendte hinanden. Blandt deltagerne var der 89 kristne præster, 3 muslimske sheiker, 3 muslimske talere, 1 rabbiner og 2 buddhistiske munke. Samlet set omfattede selskabet 21 kristne trosretninger og 8 ikke-kristne repræsentanter: buddhister, jøder, muslimer (druzere, sunnier og shiamuslimer). Nogle yderligere præster, som havde til hensigt at komme, kunne ikke få deres visum i tide til begivenheden. Jesu arbejde for enhed er altomfattende, da han gang på gang fortalte Vassula, at han vil få det til at ske. Han udtaler:

“…Vassula, hav tålmodighed; Jeg har sagt, at Mit Ord er som en rislende bæk; så fra en rislende bæk vil det begynde at strømme til en flod, blive bredere, så vil det strømme, og Mit Ord vil blive til et stort hav, et Kærlighedens Hav, der fordyber jeres hjerter med kærlighed, og Kærligheden vil være blandt jer som Kærlighed;” (True Life in God Messages, 4. februar 1988)
Det var tydeligt, at vi alle følte et øjeblikkeligt sus af Helligånden som en varm vind, der fejede gennem os og i vores samspil med hinanden. Det gennemsyrede vores sammenkomst den aften og hele ugen igennem.

Søndag den 27. oktober 2019

Hele programmet for ugen begyndte den følgende morgen, søndag den 27. oktober 2019 med en meget tidlig morgenmad og et velkomstoptog ledet af Vassula, der bar krucifikset fulgt af alle de gejstlige. Hver af de gejstlige præsenterede sig selv og gav os et glimt af sit religiøse tilhørsforhold og bopæl. Vi understregede vigtigheden af deres kald ved at vise respekt for deres gejstlige statur. De er Guds hyrder, lederne af hans hjord.

 

Efter processionen bød Vassula alle pilgrimme velkommen. I sin tale mindede hun os om, at Gud ikke skelner mellem sine skabninger, og at vi bør tage hans kald og advarsler alvorligt: “Så hvis mennesker stod over for kærlighedens virkelighed i Gud og i mennesker, ville de blive ført til at elske Gud og hinanden… Hvis alle indså, at vi lever i øjeblikke med utrolig nåde og barmhjertighed, og at Gud med fuld kraft fornyer sin skabelse, ville vi aldrig ophøre med at herliggøre Gud nat og dag, og vores hjerter ville blive optændt af gejst! Hvis folk var opmærksomme på Herrens kald til anger, ville alle mænd og kvinder allerede være hellige.”

Efter Vassulas velkomst læste fader Vincent listen over pilgrimsrejsens deltagende lande. Hver gang et landsnavn blev læst, rejste pilgrimmene fra det land sig med et glædesråb. Det var rørende at se mennesker fra en mangfoldighed af lande forenet kærligt i ét rum.

Grækenland, vores værtsland, har haft sine ledere, både i kirken og i dets militær. En stor athensk leder, Miltiades, førte sine tropper til sejr – ‘Niki’ – (det græske ord for sejr) mod den persiske hær, der ønskede at erobre Grækenland i det 5. århundrede f.Kr. Slaget ved Marathon, en dokumentar om det, som vi så via video, skildrede tydeligt den stærke ånd for at bevare det græske. Det bemærkede vi i dokumentaren om Battle of Marathon. Det græske folk valgte at kæmpe for deres ånd, deres værdier og deres kultur med hele deres styrke, hele deres væsen; 3.000 soldater marcherede i ly af natten ind i Athen for at fuldføre deres sejr efter at have besejret tropperne i Marathon. De er et folk med en passion for deres overbevisninger og lader med al magt ikke noget tage den fra dem. Den persiske hær var tre gange så stor som den athenske, men alligevel lagde athenerne, ved at bruge næsten overmenneskelig energi, en heroisk strategi og førte tropperne til sejr. For os kommer vores nutidige åndelige sejr gennem Kristus; og denne dag, efter videodokumentaren, vækkede fire talere fra forskellige kirkesamfund os åndeligt.

Den første taler var Ærkebiskop Simon Atallah fra den maronitiske kirke. Ærkebiskop Atallah fokuserede sin tale på Jesu kærlighedsbud. Han uddybede det nye i denne lektion og forklarede, hvordan enhed er frugten af kærlighed: “Denne enhed, både i familien, samfundet, kirken og menneskeheden, er tegnet på det indre menneske, udviklet i os af Kristi kærlighed og vores forankring i ham.”

Den anden taler var Biskop Riah Abu El Assal fra den anglikanske kirke. Han mindede os om, at: “Der er blevet brugt mange år på at søge efter ENHED i Kristi Legeme. Tusindvis af sider er blevet skrevet om dette emne. Vi har forskellige opfattelser af, hvordan Ånden kan skabe enhed i mangfoldighed. Nogle forsøger at udelukke dem fra Guds betingelsesløse kærlighed, som Gud insisterer på at inkludere i Sin guddommelige barmhjertighed og nåde. Men på den første pinsedag i Jerusalem talte apostlene på hver enkelt modtagers modersmål (ApG 2,6). Man kan undre sig over, om det er vores mangel på guddommelig kærlighed, der har bragt os tilbage til Babel.” Han sluttede af med en bøn fra Romerbrevet om enhed.

Metropolit G. Haddad fra den melkitiske kirke forklarede i sin tale, hvordan åndelig kærlighed er betingelsesløs og uden forventninger. Han fremhævede, at stolthed og den kritiske ånd er enhedens store fjende. Som dagens sidste tale præsenterede Rabbiner Alon Goshen-Gottstein en jødisk lære om sammenhængen mellem visdom og fred.

Efter vi var færdige med morgenens taler, gik turen til Akropolis ved Parthenon, hvor vi så Athen fra oven. Efter Kristi komme gav det græske folk “hellenerne” Vor Moder Maria det samme navn “Parthena” for at ære hendes jomfruelighed. Her, nær Akropolis, på Aeropagus-højen, holdt Paulus sin berømte prædiken til Athen. Paulus holdt sin velkendte prædiken for athenerne og talte om skriftstedet “til en ukendt gud”. (jf. Apostlenes Gerninger 17:22) Vi havde mulighed for at se og høre, hvordan den græske oldtid forberedte sig på at modtage kristendommen som sit fundament. For at få et glimt af denne historie tog vores bustur os forbi nogle af seværdighederne i det moderne Athen.

Ved hjemkomsten til hotellet, sluttede vi dagen med at fejre en romersk-katolsk messe.

Mandag den 28. oktober 2019

Dag 3, den 28. oktober 2019, indvarslede endnu en strålende dag, der blev velsignet ved sin begyndelse med en syrisk-ortodoks liturgi, efter at vi i fællesskab havde sunget “Fadervor” på aramæisk. Mens vi sang, inspirerede vores meditation over Jesus os til at forstå, at vi, som Kristi sande, forenede Legeme, tilbyder Faderen vores bøn gennem sang. Vi er Kristi ydre fremtoning, Hans manifesterede arbejde for Guds Rige. Ved gudstjenestens afslutning sang et par englestemmer en meget åndeligt betonet sang. Som et minde om at bede hver morgen gav arrangørerne os et kort med tre daglige bønner, der var lagt på hvert sæde og vedlagt ikonbilleder af Kristus og Jomfru Maria. I slutningen af liturgien/messen løftede vi vores kort i fællesskab, og præsten velsignede dem. De blev betragtet som en souvenir fra vores pilgrimsrejse og ville hver især tilføje en velsignelse til vores hjem. På dette tidspunkt modtog Vassula desuden en særlig pris fra ærkebiskop Mor Silwanos Boutros. Tre foredrag efter gudstjenesten lokkede os til at lytte, lære og dybere forstå Guds plan for menneskeheden.

Metropolit Athanasios Canepa fra den koptiske kirke talte om Kristi fred: “For at skabe fred omkring os, er vi nødt til først at skabe den i vores egne hjerter og i vores forstand.” Han sagde, at “uden næstekærlighed er der ingen religiøse handlinger, der behager Gud.” Han forklarede, at Helligånden er den vigtigste kraft for enhed baseret på Cyprians ord, martyr og biskop af Kartago fra 258 e.Kr: “Helligånden havde denne ene kirke i tankerne, da han i Højsangen sagde: min due mit ét og alt hun er den eneste for sin mor.” De troende har derfor kun ét hus, kun én kirke. Det er dette hus, det er den harmoni, der hersker her, som Helligånden har i tankerne, når vi hører Salmerne: Gud forener i det samme hus dem, der er forenet ved den samme tanke, den samme følelse; det vil sige, at Guds hus, Kristi kirke, er beboet af ganske almindelige sjæle, der er forenet ved en fælles tros bånd. Derfor viser Helligånden sig i form af en due.

Pastor Jarle Tangstad fra Pinsekirken i Danmark sluttede sin tale med en smuk konklusion:
“Og husk altid hjulprincippet:
– Alt starter med centrum
– Enheden er tættest på centrum
– Jo bedre vi forstår hinanden og tør stole på hinanden, jo længere ud kan vi nå, og jo større kan hjulet blive.

Frank Sinatra sang “I did it my way”.
Undskyld, for os er der ikke min vej, men kun hans vej – Guds vej.”

Vores tredje tale fra Sheikh Mohamed Ali El Hajj – shiamuslim – blev læst op, da han aldrig havde fået sit visum til at være sammen med os. Det begyndte med at nævne den muslimske fortælling: “Er religion noget andet end kærlighed?” Han forbandt denne fortælling med Jesu lære om kærlighed. Han foreslog også en vision for arbejdet i Sandt Liv i Gud og sluttede sin tale med at sige, at det er vores pligt og ansvar at udbrede vores måde at tænke på over hele kloden.

Mens vi lod den store mængde information og indsigt fra dagens foredrag synke ind, tog vi afsted til det antikke Korinth for at besøge dets ruiner, Korinth-museet, Epidaurus, dets antikke teater og Asclepius-helligdommen.

Paulus boede i nærheden af agoraen i det gamle Korinth i omkring halvandet år. Folk fra mange samfundslag kom til Korinth, så han var i stand til at udbrede sit budskab til dem fra andre områder og andre lande. Den hæderkronede Sankt Pauls Kirke er nu opført på det sted, hvor han prædikede. Desuden arbejdede Paulus under sit ophold i Korinth. Vi så dele af en gammel havn, hvor Paulus ankom, og hvor han arbejdede. Korinth er en landtange, så der var nem adgang for rejsende. Ud fra ruinerne kunne vi se, at dette var et af de bedste steder i Korinth, hvor Paulus’ budskab om den opstandne Kristus kunne få genklang og blive udbredt til hele verden på det tidspunkt. Korinth ligger i udkanten af den nordvestlige del af Peloponnes. Det var her, alle varer og mennesker kunne sendes videre til de Ioniske Øer og til Italien. Det blev kaldt ‘akro’ (kanten). Peloponnes har et utroligt smukt landskab med floder, høje bjerge og naturlige, varme kilder. Det er fyldt med oliven- og figentræer. Fra Korinth kørte vi til Epidaurus, et enormt anlagt område: vi så antikkens ældste scene og derefter et ældgammelt helseområde bygget i den nærliggende skov. Komplekset, dateret mellem år 600-800 f.Kr., var dedikeret til guden Asclepius, og det lignede fundamentet til et kursted. Det var enormt stort, med soveafdelinger og bade. De, der kom for at blive helbredt, sov med hovedet mod jorden i et dertil indrettet rum og forsøgte at drømme om guden Asclepius, som skulle kunne helbrede dem. Gennem denne historie så og hørte vi, hvordan denne gamle kultur værdsatte helbredelse fra det guddommelige. Den forberedte sig på endelig at modtage Kristus og den hellige treenighed i sin kultur og finde helbredelse den dag i dag gennem Kristi indgriben i deres liv. Da vi vendte tilbage til hotellet, spiste vi og fik senere lejlighed til at tilbede Kristus i eukaristien med en aftentilbedelse.

Tirsdag den 29. oktober 2019

Tirsdag den 29. oktober bød på en tidlig opvågnen til solopgangen. Da vi hoppede på bussen kl. 6.30 i håb om ikke at være kommet for sent, blev vi budt velkommen af glade ansigter og entusiasme. Det vækkede os til noget, der virkede som styrke fra en kraft ud over os selv. Vi begyndte vores tur bagerst i bussen, da en passager kiggede over på os og sagde “Endnu en dag. Gudskelov har vi en ny dag.” Gud giver os virkelig hvile, endda på selve rejsen, så vi kan deltage i hans gaver. Vores energi kommer fra den enhed, der findes iblandt os. Alle 720 pilgrimme gik ombord på en færge i havnen i Piræus og satte kursen mod øen Aegina. Aegina ligger midt i den Saroniske Bugt mellem Attikas kyst og Peloponnes (lige midt i). Den kaldes Argo-Saronic Øen. Det er den største af de saroniske øer, 85 kvadratkilometer med 13.000 indbyggere, mange fra Athen, som har et andet hjem i Aegina. Det berømte kloster Sankt Nectarios, med en nybygget kirke af denne moderne helgen, står i Aegina som den største kirke i hele Grækenland. Bag Sankt Nectarios’ Kirke ligger Den Hellige Treenigheds Kirke. Ved klostret tog vi noget vand fra de velsignede kilder i nærheden af Sankt Nectarios’ grav og gik derefter til det rum, der husede hans grav. Vi lagde vores hoveder mod helgenens gravkiste. Vi hørte faktisk hans hjerteslag! (Der var en bestemt lyd af et hjerteslag.) Andre pilgrimme hørte bankelyde. Denne hændelse er et fænomen, som mange besøgende oplever.

Vi lyttede og sugede historier til os fra vores rejseledere om græsk tradition gennem dens helgener. Den Hellige Nectarios, et eksempel på helgenerne i Grækenland, er kendt som skytshelgen for helbredelse, såvel som for atleter og gymnastikinstruktører. Han fokuserede på kroppens såvel som sjælens sundhed. Hele livet fulgte han en personlig træningsrutine i sit daglige program. Han blev uddannet på øen Chios og blev bedt om at undervise på en seminarium i Athen. Han var elsket af mange, men blev voldsomt forfulgt af andre præster fra den ortodokse kirke på grund af den nærhed, han havde til andre. Når drengene på seminarskolen sloges, fastede han. Derfor ville drengene ikke slås, fordi de ikke ønskede, at han skulle lide uden mad. Til sidst blev Den Hellige Nectarios bedt om at komme og hjælpe med at bygge dette spektakulære kloster, som blev grundlagt i begyndelsen af århundredeskiftet, 1904. Til eftertanke kan vi formode, at Sankt Nectarios var en mand, der levede sit liv i tjeneste for andre og til ære for Gud. Hans ofre bragte dem, han mødte, tættere på Guds kærlighed.

Det er almindeligt, at helgenerne er åndeligt værdsat i den græsk-ortodokse tradition. Så meget, at det græske folk fejrer navnedage i stedet for fødselsdage. Frem til år 1983 ville den ortodokse kirke, og derfor som standard, de græske forældre, opkalde deres børn efter en helgen. Hvis et barn tilfældigvis ikke havde fået et helgennavn, ville kirken ændre det til et helgennavn til barnets dåb. Efter 1983 tillod kirken, at andre kristne navne blev brugt. Ligesom Miltiades og hans heroiske athenske hær ved slaget ved Marathon, betragtes de græsk-ortodokse helgener samlet set som landets beskyttere. På vejen hjem begyndte vores venner at synge hen ved slutningen af vores to timer lange bustur. Melodien af deres stemmer bidrog med en trøstende, beroligende følelse af, at vi er i forenede og vandrer mod Gud. Gud er iblandt os, og vi vælger at gå med ham, som ‘hellenere.’ Vores takkedag blev afrundet med mulighed for at tilbede Jesus i eukaristien efter vores katolske messe.

Onsdag den 30. oktober 2019

Vi bød vores 5. dag, onsdag den 30. oktober, velkommen med en maronitisk højmesse efter i fællesskab at have sunget “Fadervor” på aramæisk (Abun Dbashmayo). Denne messes prædiken understregede, at det, vi siger, bestemmer, hvem vi er. Med Helligåndens hjælp er vores ord Åndens ord. Hvis vi giver slip på os selv: vores vilje, vores lidenskaber, vores ønsker, vil Helligånden løfte os mod indre fred. Den måde, vi ser på og reagerer på andre, bestemmer, hvordan vi ser og finder Gud i andre, som hans skabelse. Målet er at legemliggøre et Sandt Liv i Gud. De taler, der fulgte, inspirerede os til at leve vores tro, vores værdier og vores ydmyghed dybere over for andre.

Ærværdige Suddhananda Mahatteros tale (buddhistisk munk) blev læst af hans assistent, da den ærværdiges helbred forbød ham at være hos os. Hans tale bibragte en opfordring til at respektere hinandens overbevisning som en måde at løse konflikter. “Alle religioner udlægger en vej, der fører til en åndelig sindstilstand, der er fredelig, disciplineret, etisk og klog … Guddommelig kærlighed er den største gave i hele universet.” Han udtalte endvidere, at han har bevaret et fremragende forhold til Vassula i mere end tyve år, og tildelte hende og vennerne af Sandt Liv i Gud fredsprisen. Han opfordrer os til fortsat at skabe en atmosfære befordrende for fred, da vi alle er én stor familie.

En tale holdt af Camel Bechikh, sunnimuslim, bragte os til bevidsthed om, at modernitet driver hjerter væk fra Gud. Taleren definerede mere præcist, hvad kærlighed er, aldrig før har det menneskelige individ følt sig så alene, som han/hun gør i vore dage. Religion forbinder mennesket og Gud vertikalt. Med Gud har vi en forbindelse, et guddommeligt bånd. Forbindelsen kræver en indsats; vi skal bygge, bevare, puste nyt liv i og vedligeholde den. Når vi stoler på Ham, vokser vi i Ham – hjerte til hjerte – og Han inviterer os til at dele den samme virkelighed med andre mennesker. Guddommelig kærlighed er tilgængelig overalt, da det er katalysatoren, der forbinder os til at nå den guddommelige essens af dem, som vi kommunikerer med. Vassulas gigantiske arbejde med at udbrede Sandt Liv i Gud budskaberne er en impuls af sjælens kærlighed. Gennem vores bønner påkalder vi Guds nåde til at komme over alle mennesker for at give Ham styrke til at fortsætte sit kærlighedsværk.

Den næste taler, ærkebiskop Antonio Ledesma, fra den romersk-katolske kirke, talte om et middel til at opnå kristen enhed. Når vi kollektivt påkalder Helligånden, opfordrer vi enhedsånden til at indlejre vores kultur og vores traditioner. I vores dialoger deler vi os selv og respekterer traditionerne hos dem, vi taler med. Vi er alle beriget af vores oplevelser i livet, og vi deler vores glæder og sorger. Desuden ledsager næstekærlighed, vejledningen mod diskrimination, os mod fred i nutidens sårede verden.

Biskop Markos Gebremedhin CM, katolik, fra Etiopien, hævdede, at “Guds kærlighed er standhaftig, uforanderlig, betingelsesløs og forankret i Hans egen natur… Det faktum, at kærligheden udspringer af Guds natur, er af største betydning for vores forståelse af vores pligt; vi skal elske Gud og elske vores næste … At elske Gud inviterer os til at genspejle og se andre gennem Guds øjne og hans oplevelser. Kun gudscentreret samarbejde og sammenhold kan bringe ægte sammenhold og enhed… Vi skal alle arbejde hen imod enhed for alle kristne og ikke-kristne brødre og søstre, så alt kan blive frembragt, som Gud vil; Han, der er kærlighed.”

Dagens fjerde taler, sheik Daneel Abdel Khaleq, druser, antydede, at Gud skabte os for at herliggøre ham. Hans kærlighed til Sin skabelse er vores skat, og den vokser og udvikler sig i mennesker og viser sig i vores kærlighed til hinanden. Vores tro er vores oprigtighed i at elske Gud. Han skabte en verden, der kommer af kærlighed uden egeninteresse.

Biskop Choucrallah Nabil El Hajj, Maronitterkirken, tilføjede som dagens femte taler endnu en vinkel. Vores kærlighedsgud har én plan, og det er at nå ånden i hver af os, så vi kan leve sammen på en komplementerende måde, i broderskab. Vores broderskabsånd rækker ud over vores forskelligheder.

I pausen i cafeen ved stranden overværede vi noget, der kunne være en analogi på, hvad vi hørte ved den morgens foredrag. To franske damer modtog den kaffe, de havde bestilt, men efter at have set, hvad baristaen gav os, opdagede de noget nyt: frappé – en berømt græsk kold kaffe. De spurgte os samtidig, hvad det var, og sagde, at de så frem til at prøve en, mens de var i Grækenland. Vores oplevelser på denne pilgrimsrejse er en fornyelse, en modtagelse af noget nyt, som fører os til en mulighed for at trække os væk fra vores stålsatte perspektiver for at reflektere, slappe af og flytte lidt om inde i os selv. Deltagerne virkede modtagelige for den følelse af velvære, de fik på denne pilgrimsrejse; det var noget, der ganske vist ellers ikke er tilgængeligt for dem. Ligesom en præst uden videre fortalte os i sin tale, “kommer vi alle med et ødelagt jeg for at slukke vores tørst efter helhed – efter at et guddommeligt element skal trænge ind og rense os.” Hver dag syntes begivenhederne at udfolde sig naturligt. Udvekslingerne mellem deltagerne så ud til at have et formål, en bevægelse mod noget større. Det var tydeligt, at sludderen og samtalerne deltagerne imellem ikke var forgæves eller med skjult agenda for en eller anden personlig ambition. Nogle deltagere inviterede en tilfældig anden til at drikke en kop kaffe sammen bare for at mødes.

Vores tur til Nea Makri senere denne dag viste os, at når vi kommer tættere på Gud, erkender vi, at de hellige lever og lever iblandt os. Den Hellige Ephraim af Nea Makri blev født som en fattig dreng i begyndelsen af.1400-tallet. Hans forældre tog ham med til at bo i et kloster for at forhindre ham i at blive en ‘genitsaros’. Under den tyrkiske besættelse ville den tyrkiske hær kidnappe de græske drenge og opdrage dem til at dræbe deres slægtninge og gav dem derfor navnet ‘genitsaros.’ Han voksede og lærte at elske Gud, viede meget tid på bøn, skjulte sig for fare, men blev fundet af det osmanniske styre og hængt på hovedet i et træ for at dø. Hans relikvier og forbøn har hjulpet mange. Han er skytshelgen for afhængighed. Den Hellige Ephraim havde evnen til at helbrede dem, han mødte, og mens vi lærer og vokser i vores kærlighed til Gud, med de hellige som vores forbilleder, søger vi at hjælpe hinanden. De pilgrimsrejsende ønskede at tilbyde hinanden følelsesmæssig bistand, trøst og helbredelse. Jeg hørte f.eks. folk tilfældigt sige “Du må få mit tørklæde” … eller “Jeg har en aspirin.” Generøsitet i hjerte og ånd er en anerkendt gave fra Gud.

`

Torsdag den 31. oktober 2019

Torsdag morgen, den 31. oktober, sang vi den elskede “Abun Dbashmayo” (Fadervor på aramæisk) og fejrede derefter eukaristien med en melkitisk-byzantinsk messe. Alle kunne følge den engelske tekst til den byzantinske liturgi gennem en PowerPoint-projektion. Prædikenen fokuserede på sakramenternes betydning.
De efterfølgende samtaler inspirerede os til at vokse ind i en forståelse af Guds vilje. Ærkebiskop Mor Silwanos Boutros – syrisk-ortodoks, mindede os om, at kærlighed ikke kun må være ord, som vi udtaler, men handlinger, som vi gør i efterligning af vor Herre Jesus Kristus; det er vores ansvar at elske vores næste i vores samfund. Fader Bo Westergaard, lutheraner, delte den svenske oplevelse af et Sandt Liv i Gud fællesskab levet i kærlighed. Sheikh Iyad Abdallah – sunnimuslim, introducerede os til to mystikere indenfor islam, Rabia Al-Adawiyya og Jalal ad-Din al-Rumi, og fortalte hvordan de elskede Gud og længtes efter ham. Pastor Said Oujibou, evangelisk, fortalte os historien om, hvordan hans tro skubbede ham til at elske en person, som han normalt ville hade. Til sidst delte ærværdige Michael Tao Chan – buddhist, med os, hvordan han tager sig af sin mor, der lider af Alzheimers syndrom. Hans tålmodighed og indsigt var meget værdifuld. Vi havde aldrig hørt om nogen, der havde en sådan kærlighed til en Alzheimers patient.

Det er en velsignelse at modtage en åndelig føde, som disse taler har givet os, men alligevel er der mange med fysiske behov, der har brug for vores hjælp til næring. I 1998 modtog Vassula et budskab fra Jomfrumoderen, der bad hende om at brødføde de fattige, hvilket blev efterfulgt af et efterfølgende budskab fra Jesus den 27. marts 2002 om Beth Myriam-projektet:
“… etabler vores Beth Myriams overalt, hvor I kan; løft de undertrykte og hjælp de forældreløse; beskyt mig, red mig fra rendestenen, giv mig husly og mad, aflæs min byrde og træthed, støt mig og opmuntr mig, men frem for alt elsk mig; alt, hvad I gør mod den mindste af mine brødre, gør I mod mig …” (Budskaber om det sande liv i Gud, 27. marts 2002)
Vores taler på vegne af denne mission, Heidi Kyhl, vores Beth Myriam-koordinator, informerede os om, at 25 Beth Myriam-steder i otte lande betjener en halv million mennesker om året. De, der får hjælp, er socialt udsatte, syge og ældre. Beth Myriam giver dem tøj, medicinske behandlinger og skolegang. Programmet drives udelukkende af frivillige; Derfor vil det vokse, hvis flere mennesker deler det praktiske arbejde: at lave mad, købe og donere nødvendige genstande, donere midler eller tale om og/eller bede for programmet. En støtte på kun seksten euro pr. måned kan gøre en forskel for de trængende.

Vores åndelige næring giver os energien til at give af os selv. Sara Annunziata, vores bogdistributionskoordinator, præsenterede en tale om Sandt Liv i Gud-bøgerne, vores åndelige næring; de er tilgængelige for os via webstedet True Life in God. Endelig, gennem Mark Jordan, Fader Vincent Cosatti og Neil Labbé de Montais, vores hjemmesidedesignere, blev vi velsignet med at høre, at vores nye True Life in God-hjemmeside vil blive lanceret den 28. november 2019.
Samtidig blev der afholdt et rundbordsmøde for præsterne fra de forskellige religioner og kirkesamfund i kælderen under konferencesalen. Den blev filmet af Noursat den libanesiske kirkes TV. Værten, Lea Maamari, stillede de gejstlige forskellige spørgsmål om enhed, sameksistens, fred og Sandt Liv i Gud.

Efter frokost tog vi alle med bussen for at besøge klosteret Sankt Porphyrios, der hævdes at være helgenen, der helbreder dem, der har depression. Busserne kørte lidt tidligere end forventet; vi kom for sent til vores bus, men vi hoppede heldigvis på den sidste bus, og fangede den, efter at alle var gået ombord, og den bevægede sig mod udkørslen. Som nytilkomne på ‘den franske bus’ var vi lamslåede over passagerernes energi. De var alle meget livlige: snakkede, sang, bad rosenkransen i kor. Mod slutningen af turen greb flere dem mikrofonen for at fortælle om deres pilgrimsindtryk eller om noget særligt, der var sket for dem på denne pilgrimsrejse. Deres åndelige trofasthed syntes at frembringe denne åbenlyst enorme energi.

Vi fandt vores bus-gruppe efter at have nået klostret og blev taget med ind i hovedkirken af vores rejseleder. Den Hellige Porphyrios er en moderne helgen, ligesom Den Hellige Nectarios. Han var også en healer med klarsyn. Ordineret til præst i en alder af 20, blev han til sidst en ‘geronda’ (en ældre i klostret). Han havde evnen til at læse og helbrede sjæle: se, hvad der var sket i hver sjæls fortid, foruden at læse sjælens bekymringer for dagen i dag. Kirken, vi gik ind i, var meget ny; vi så ikonografen tegne det murede ikon af ‘Theotokos’ (Jomfru Maria) bag ‘ikonostasion’ (helligdommen). Vi ærede derefter Den Hellige Porphyrios: knælede ved sengen i hans celle og bad for dem, der havde brug for det. Da vi begyndte at forlade klostret, sludrede vi kort med vores busguide, som afslørede, at vores pilgrimsrejse havde inspirereret hende til at gå til skrifte for første gang i sit liv! Lovet være Gud. På vej til hotellet besøgte vi en lokal vingård i området Malakasa. Mange pilgrimme købte vin, ouzo og andre meget lækre eddikeprodukter. Samtidigt, mens vi besøgte Den Hellige Porphyrios’ kloster, rejste vores ikke-kristne deltagere til Sounio for at besøge Poseidons tempel og nyde endnu en juvel indenfor græsk historie. Vi vendte tilbage til hotellet med historierne om Den Hellige Porphyrios i tankerne, idet vi erkendte, at vores vej mod vor Herre ledes ved vore helgener. Vi takker Herren for deres vejledning. Vores dag blev fuldendt med tid til tilbedelse.

Fredag den 1. november 2019

Dag 7, fredag den 1. november, varslede den første i måneden. Det græske folk hilser på hinanden og siger “Kalo Mina” (hav en god måned) den første i hver måned. Den ortodokse kirke fejrer også den første dag i hver måned med en liturgi. Vi begyndte vores dag med lovsange og ære til Gud ved at synge ‘Abun Dbashmayo.’ Vi blev vækket til en ny dag og en ny måned og blev inspireret af to betydningsfulde foredrag. Fr. Cosatti – Den romersk-katolske Kirke, holdt en meget smuk tale, der byggede på denne sætning “Kærlighed er ikke længere kærlighed, hvis den ikke bliver delt.” Sheikh Nizam – Druz, forklarede, at for at nå Guds Kærlighed har vores rejse brug for flere elementer: Kærlighed – skønhed – askese – tilbedelse – moral. Han forklarede hvert element separat. En etiopisk messe fulgte, som gav os liv til at tage af sted til Daphni-klostret.

Daphni-klostret omfattede en kirke, der blev bygget i 1008 e.Kr. Det var en forbløffende stor betonkonstruktion med rester af indmurede ikoner, nogle renoverede. En hel sektion af ikoner ved indgangen (‘Narthexen’) var dedikeret til ‘Theotokos’ (jomfru Marias) liv, og ‘Pantocrator’ (Jesus’) ikonet placeret i loftet af kirkens skib, så lidt streng ud. Kristus så mere ‘græsk’ ud på dette billede. Vi udforskede ruinerne, der skildrede klosterlivet og så frem til at dagens begivenheder ville skride frem. Tilbageturen til hotellet sammen med vores frokost og tilbedelses-tid førte os til at tage del i individuelle velsignelser, der cirkulerede med det velsignede sakramente, og bønner, der påkalder Helligånden ledet af fader Teófilo Rodríguez. Efter tilbedelsestiden blev der vist en videopræsentation af vores Sandt Liv i Gud venner og støtter, der var gået til Herren: præster og dedikerede lægfolk. Aftenen kulminerede med en gudstjeneste med bøn for helbredelse givet til alle pilgrimme, én ad gangen. Medlemmer af gejstligheden og Vassula stod langs scenen og velsignede hver pilgrim på panden efter tur. Nogle pilgrimme faldt til jorden ‘hvilende i Ånden.’ Vores begivenheder for dagen sluttede, men det, der blev tilbage i vores hjerter, var, at ydmyghed giver os mulighed for at forstå et andet menneske, og hvad det indebærer af Guds vilje.

Lørdag den 2. november 2019
På vores sidste udflugtsdag, lørdag den 2. november, dag 8 – dagen før vores pilgrimsrejse – ved morgenmadstid, før vi samledes til bøn, mens vi følte en længsel efter at holde fast i den enhed, vi har oplevet i denne uge, hilste en af vores pilgrimsvenner smilende og entusiastisk på os ved at sige, at det er vigtigt at dele den oplevelse, vi har følt i denne uge, med andre. Vi behøver ikke at forlade denne oplevelse af enhed; vi udvider den. Denne interaktion var et eksempel på, hvordan vi kommunikerede med hinanden i løbet af ugen. På en eller anden måde var den kommunikation, der fandt sted mellem individer, det, man havde brug for at høre eller sige til en følelsesmæssig, fysisk eller åndelig fordel. Dagens begivenheder begyndte med vores morgenbøn: ‘Abun Dbashmayo’ og morgentaler for at revse os ind i dagen.

Vi blev velsignet med at høre patriark Sakos tale, en kardinal fra den romersk-katolske kirke og lederen af den kaldæiske kirke. I sin tale definerede patriarken kærlighed med disse ord:
– Kærlighed lever i sandhed og ikke i en illusion; den er ærlig og oprigtig; den kender ingen falskhed og ingen komplekser.
– Kærligheden er uselvisk; den ser ikke efter egeninteresse, og den ignorerer mentaliteten “Giv mig, og jeg vil give dig tilbage!”
– Når kærligheden overvælder vores væsen, får den os til at vokse vidunderligt sundt.
– Når kærligheden lever i os, binder den vores liv fast, selv når der er noget, der er brudt sammen! Er eukaristien ikke kærlighedens mysterium? Kristus ofrede sig selv i nåde for os, som han elskede så højt (jf. Joh 13:1).
– Kærlighed er følelsesladet, den er ikke deprimerende, bekymrende eller frustrerende; den er storhjertet og tålmodig, forfriskende, deltagende, kreativ og altid fornyet. Den kan ikke gøres til en “salgsvare”!
– Kærlighed gør ikke nogen ked af det og udvisker ikke ens personlighed; den gør ikke noget negativt og svækkes ikke i mødet med modgang og smerte; den tror ikke på livets ophør, men får håb, tillid, vitalitet, energi, fred og glæde til at skinne i os. Kærligheden er en fest, en fest og åbenhed over for den lovende fremtid!
– Kærlighed er en fuldstændig og harmonisk modenhed. Kærligheden behøver ikke at tale, den udtrykker sig selv! Bogstavet dræber, men Ånden giver liv (2 Kor 3,6), den bliver ikke slidt op, den bliver ikke træt eller indadvendt.
– Kærlighed giver styrke og momentum til at møde udfordringer og overvinde vanskeligheder, og den er det stærkeste bånd mellem os som mennesker og mellem os og Gud, vores Skaber.
– Dyb og ægte kærlighed er en afspejling af Guds kærlighed til os, så vi er kaldet til at uddanne os selv.
– Kærlighed er et dynamisk projekt, der forbløffer, glæder, løfter og overskrider gennem gradvis, ikke mekanisk, integration.
– Kærlighed er fri selvhengivelse: En person, der elsker, er ikke bange for at give sig selv hen i et kreativt, livselskende ægteskab eller i en fri og frugtbar indvielse i præstegerningens eller klostrets tjeneste: gennem krop, sjæl, hjerte og sind. Vi ofrer os selv for den, vi elsker, og ledsager dem til enden.

Fra dette perspektiv bør vi forstå Jesu ord: “Den, der mister sin sjæl, skal finde den” (Matt 16:25).
– Kærlighed er medfølende nærhed, der gør alt til et stort gode. Det er derfor, Paulus hævder, at kærligheden aldrig svigter!

Efter ovenstående tale talte fader Teófilo Rodríguez, den romersk-katolske kirke, om præstedømmets enhed i treenighedens mysterium.

Dernæst sagde Sheikh Ayad Kazem – shiitisk muslim i sit foredrag: “Essensen af det guddommelige formål med de himmelske religioner er at sprede kærlighed i samfund og blandt mennesker baseret på moral; dette er, hvad profeterne og apostlene har legemliggjort gennem historien. (…) Derfor er opgaven for alle apostlene (budbringerne), som følger Jesu og Muhammeds og resten af profeternes eksempel, at konsolidere begreberne om kærlighed i Gud og om alle sjælenes “kommen nærmere”, gennem kærlighed blandt alle religioner, i jagten på et samfund med fred, kærlighed og velstand.”

Sheikh Valsan – Sufi-muslim fortalte os derefter om sin smukke oplevelse med de katolske munke, som er hans naboer.

Da det kom til Vassulas afskedstale, vores finale, kunne vi sige, at det var Jesu tale, fordi det hele var baseret på Hans hymne: Sandt Liv i Gud. Det følgende er taget fra hendes foredrag:
Spørgsmålet er: Er det så svært at forstå, at vi alle stammer fra én kilde, nemlig fra det guddommelige, selvom vi er forskellige i form, farve, tradition,
tro og kultur? Hvordan kan det være, at vi så let har glemt, hvem det er, der åndede den samme livsånde i os, som han åndede i alle væsener?

Vi skal være et eksempel for andre og vise, at mennesker kan leve i fred og harmoni og kan forsone sig med hinanden. Vi skal lære at være barmhjertige og lære at tilgive. Kan vi virkelig forene os og forsone os med hinanden? Ja! Ja, vi kan forene os, så længe vi lærer at elske ved at minde os selv om vores guddommelige oprindelse, ved at minde os selv om, hvad Jesus sagde til sine disciple: ”Jeg giver jer et nyt bud; elsk hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Det er ved den kærlighed, I har til hinanden, at alle vil vide, at I er mine disciple.” (Joh13:34-35) Vi må minde os selv om at blive billedet på den levende Gud, som ikke har spor af urenhed, intet spor af fordomme, intet spor af hævn, intet spor af had. Efter at have absorberet disse foredrag, følte en pilgrimsdeltager, en mangeårig læser af Sandt Liv i Gud budskaberne, ganske vist Helligånden over sig.

Efter Vassulas sidste tale, uddybede vores tur til Mykene og de efterfølgende begivenheder vores bevidsthed om oldgræsk historie og om os selv. De gamle grækeres konstante, vedvarende tilknytning til noget guddommeligt større end dem selv farvede alt, hvad vi så og hørte. De mykenske klipper blev kaldt ‘kykloperne’; de er så store, tunge og høje, at, som den verbalt overleverede historie fortæller os, den gamle mykenske mur må være bygget af kykloperne. Overfor den mykenske mur står ansigtet af den store peloponnesiske kong Agamemnon som en del af den store bjergkæde. Fra Mykene kørte vi til den berømte, maleriske by, Nafplio, der engang blev valgt som en mulig hovedstad i Grækenland, før vi udnævnte Athen som hovedstad.

Da vi vendte tilbage til hotellet, fejrede vi eukaristien med en katolsk messe. Præstens prædiken talte om Zakæus: en skatteopkræver, en velhavende mand med status, betragtet som en synder af sine jævnaldrende og lav af statur. Han erkendte, at der manglede noget i ham selv; derfor klatrede han op i et træ for at finde Kristus, så han kunne udfylde sit tomrum. Hans ønske førte ham til Kristus. (jf. Luk. 19:1-10) Fra denne beretning bemærker vi, at eftersom vi alle er en legemliggørelse af hans skabelse, er vi nødt til at acceptere, respektere og elske dem, som ellers kunne betragtes som adskilt fra Gud. Vi har til gengæld brug for at ønske at finde Kristus i os selv. Vi har alle et tomrum at udfylde.

Vores pilgrimsrejse forsøgte at udfylde dette tomrum. Nogle lunkne pilgrimme, med ringe tilknytning til budskaberne om Sandt Liv i Gud, som bare kom for afslapning, følte Helligånden røre dem. De fandt et ønske om at høre mere om Sandt Liv i Gud budskaberne. En anden nybegynder hævdede, at pilgrimsrejsen uddybede hans forståelse af enhed mellem kirkerne. Desuden erklærede en tredje nybegynder, at hun følte, at Guds Ånd gennemsyrede vores kollektive ånd. Hun følte enhed, samarbejde og fællesskab fra pilgrimme fra forskellige lande, stammer og trosretninger. Derudover mødte nytilkomne andre førstegangsdeltagere, der blev tændt af pilgrimsrejsens kærlige ild. Kommunikationen mellem mennesker var så forbundet, at en ikke-engelsktalende dame erkendte: “Jeg fandt ud af, at mit begrænsede ordforråd på engelsk ikke var et problem; folk hjalp mig med at udtrykke mig. Jeg var så glad for at møde brødre og søstre fra hele verden!” En pilgrimsveteran indrømmede begejstret: “Jeg mærkede udgydelsen af Jesu Kærlighedsflamme omfavne og trænge ind i min sjæl så dybt, meget blidt og at den bragte mig så meget glæde! Han forvandlede min gang til en dans med sine harper! Lovpris den hellige treenighed.” En anden Sandt Liv i Gud-læser hævdede, at mens han var på denne pilgrimsrejse, følte han, at Gud virkelig var “Livet”; han oplevede liv, glæde og fred under denne uges begivenheder. En af vore præster, en nytilkommen, hævdede, at han aldrig havde følt så meget kærlighed i hele sit liv! Den overordnede følelse, der kom fra dem, der har deltaget i mange andre pilgrimsrejser, var, at hele denne pilgrimsrejse var mere end forventet. Vi afsluttede det ugelange arrangement med livlig græsk dans. Vores fælles line-dance satte det løft, vi havde mærket hele ugen, på plads!

Vi kan virkelig sige, at vores pilgrimsværter arbejdede utrætteligt, så vi kunne tage del i denne ugelange oplevelse af sammenhold. Generelt forventer Sandt Liv i Gud frivillige, som organiserer møder for Vassula, oversætter budskaberne, frivilligt giver deres tid til at sælge bøger, oprette hjemmeside og administrere Beth Myriam, intet til gengæld. Deres arbejde er i sig selv meningsfuldt. Frem for alt må vi sige et varmt og vedvarende ’tak’ til Vassula, som utrætteligt overbringer Jesu kærlighedshymne til vores kærlighedshungrende verden! Gud velsigne Vassula rigeligt og altid!

“… Min Ånd fylder virkelig hele verden for at oplyse dette mørke og give håb til dem, der famler sig frem i denne endeløse nat; elskede, med himlen som dit hjemland og jorden som din pilgrimsrejse er der så meget desto større grund til at glæde sig og håbe;” (True Life in God Message, 7. februar 1991)
Priset være Gud og vores intime Herre, Jesus Kristus!

Skrevet af SLIG-frivillige- Magdalene og Jonathan Kosoy, med assistance fra Magda Skalová, Lucien Lombard, Laura Panayotou, Theodora Konidari, Chadi Choufani, Lisa Arman, Marianne Poulos, Sara Annunziata, Tereza Perri og Georgia Klamson.