12. oktober 1986

Fred være med dig; Lyset giver dig vejledning; elskede, lev i fred;

Jeg vil gerne fortælle Dig, at jeg følte fred og havde det godt med min engel.

(jeg savnede min engel meget).

Forlad ham, for han er kun Min tjener, Jeg er din Skaber, Gud den Almægtige;

Jeg er nødt til at fortælle Dig, at jeg følte en fred med Dan, og at jeg elsker ham.

Det ved Jeg, men forlad ham;

Han sagde engang til mig: “Intet menneske har nogensinde elsket sin engel så meget, som du gør.” Sagde han virkelig det; mente han det?

Det mente han; men forlad ham nu og vær hos Mig; læn dit hoved mod Mig; føl hvordan Jeg elsker dig; du er Min datter; Jeg er din Himmelske Fader, og Jeg velsigner dig; du er Min; Jeg er Jahve, og Jeg vil aldrig nogensinde gøre dig skade; føl den kærlighed, Jeg har til dig; lyt til Mig;

Jeg iagttog dig fra du var spæd; Jeg holdt dig tæt til Mig og så, at du var behagelig for Mine øjne, Jeg så, du voksede som de vilde blomster, Jeg skabte; Mit Hjerte var fyldt af glæde over at se, at du levede i Mit Lys; og Jeg forblev i din nærhed; Min blomsterknop begyndte at springe ud, og din tid var inde til at blive elsket; Jeg ønskede dig, og du henrykkede Mig; Jeg kendte dit hjerte, og Jeg velsignede dig. Jeg læste dine ønsker, og Jeg elskede at lytte til dem; Jeg forblev i nærheden af dig og hjalp dig med at bevare din skønhed.

Jeg så, at du blomstrede, så Jeg kaldte på dig, men du hørte Mig ikke; Jeg kaldte igen, men du ignorerede Mig; Nu og da kom du for at se mig, og Mit hjerte glædede sig over at se dig, og de få gange du kom til Mig, ¹ var Jeg helt fyldt af glæde! Jeg vidste, du var Min, men det så ud som om, du havde glemt Mig; du følte aldrig, at Jeg var i nærheden af dig;

Årene gik, og din duft forlod dig, dine blade, der var udsat for den strenge vinter, begyndte at falde, dit hoved var bøjet og dine kronblade tabte deres fløjlsbløde friskhed og skønhed; solen var begyndt at brænde dig, og dine følelser blev hårde; hør på Mig, Jeg iagttog dig med medlidenhed, Jeg kunne ikke klare det meget længere; Jeg nærmede Mig dig mange gange, og rørte ved dig, men du var for langt væk, du kunne ikke genkende Mig; du kendte ikke længere Den Ene, der bøjede sig over dig, og som holdt om dig og kaldte dit navn;

Jeg græd over at se, at din skønhed var væk, at se at jeg holdt et stakkels barn i Mine arme, ynkeligt at se på; synet af dig fik Mit Hjerte til at græde, for Jeg kunne i dine øjne stadigvæk se et svagt skær af kærlighed, din ungdoms kærlighed, du engang havde til Mig; Jeg følte Mig befriet ved at se, at Mit barn stadig trængte til Mig; Jeg tog dig hjem og helbredte dig med al Min Kærlighed; Jeg gav dig vand for at slukke din tørst; Jeg gav dig næring, og langsomt fik du dit helbred tilbage;

Jeg er den, der helbredte dig; Jeg er din Forløser; det vil jeg altid være; Jeg vil aldrig forlade dig; Jeg elsker dig; Jeg, Gud, vil aldrig lade dig gå vild igen; glæd Mig nu og bliv hos Mig; Jeg opvækkede dig, Min elskede; støt dig til Mig, vend dig mod Mig og se på Mig; Jeg er Gud, din Himmelske Fader; forstå hvorfor Jeg er kommet til dig; Jeg, Gud, vil gøre det samme for alle Mine andre sønner og døtre, for I er alle Mine; Jeg vil ikke lade dem blive brændt af solen, Jeg vil beskytte dem og genoprette dem; Jeg vil ikke vente, til Jeg ser deres blade er faldet, Jeg vil ikke vente, til Jeg ser, I tørster; husk på, Jeg, Gud, elsker jer alle; Jeg vil forene jer alle.

(Medens Han talte, viste Gud mig i et syn min sjæls tilstand. Hvis jeg var død på det tidspunkt, ville min sjæl have været i et meget mørkt område. Det, jeg så, var: Jeg så mig selv som et lille barn på ca. seks år. Jeg så mig selv ligge udstrakt på jorden på min højre side. Jeg var meget tynd, og jeg havde næsten ingen hår; det så meget, meget kort ud. Stedet var meget mørkt og skyerne mørke.

Så hørte jeg mig selv. Det smertede mig at ånde, ligesom en, der har astma. I nærheden af mig stod der en person. Hans blotte tilstedeværelse trøstede mig. Jeg så Ham bøje sig over mig og løfte mig hele vejen op til Sit bryst. Jeg følte Hans enorme kærlighed, og jeg så, det lille menneske, som var mig, kigge mod venstre for at se Ham. Det hvide i mine øjne var gult, og jeg blev chokeret over at se, hvor syg jeg var! Med den svage styrke jeg havde tilbage, og hvad der ellers var tilbage af mig, udstrakte jeg min udmagrede hånd og klamrede mig desperat til Hans lange ærmer. Straks ved denne håndbevægelse følte jeg Den Helliges Hjerte: Hans Hjerte græd af medlidenhed og kærlighed! Han bar mig med omsorg og ømhed til Sit Hus. Som en vagt forlod Hans øjne mig aldrig. Og som den ømmeste moder passede Han mig. Og med Sin kærlighed helbredte Han Mig.)

1 I kirken.