Den følgende artikel fra Fr Joseph Iannuzzi, S.Th.D. er en respons på de to breve, der blev sendt den 13. og 15. november om Pave Frans. Vassula har beskrevet den som “en fremragende artikel” og tilskynder til oversættelse til andre sprog.

I de seneste dage har Sandt Liv i Gud, den profetiske åbenbaring af Vassula Rydén om Kristi Stedfortræder, modtaget en strøm af opmærksomhed og positive tilkendegivelser.Åbenbaringen er godkendt af to ærkebiskopper. Vassula udsendte for nylig to breve, der gentog den betydning, Jesus lægger på at forblive trofast over for paven, og advarer de trofaste om de frygtelige konsekvenser, det vil få for menneskeheden og hele Kirken, hvis de ikke gør det.

Som doktor fra det pavelige universitet i Rom er det min pligt som teolog 1 at informere de troende om de lærdomme, der er indeholdt i de nævnte åbenbaringer og breve, som stemmer 100% overens med bibelske profetier og den godkendte profetiske litteratur fra snesevis af helgener i kirken. Man kan finde disse profetier i det seneste True Life in God Magazine, nummer 43, oktober 2019

Mere præcist udgør indholdet af Vassulas breve om Pave Frans en kraftig appel til dem, der vælger at være ulydige, tale nedsættende om, bagvaske, forfølge eller fordømme Pave Frans, eller som skamfuldt kræver hans fratræden. Jeg husker her Jesu nylige ord fra 16 august 2019:“Vogt dig for dem, der fordømmer Paven … enhver, der fordømmer Min Kirkes Pave, kan ikke være min discipel” Mere bekymrende er de sataniske planer om at vælte Paven, som vil nedbringe en katastrofe for hele menneskeheden. Jesus åbenbarer for Vassula: “Oprøret er allerede i gang, men i hemmelighed, og den, som holder det tilbage, [the Pope] skal først fjernes, inden oprøreren viser sig åbent”; “Hvis nogen kommer til dig og siger dig “opgiv din troskab mod denne pave og gå til en andens sunde bevægelse”; vær da urokkelig! Vogt jer! Bedragerens surdej kan være kraftfuld og smager måske godt, men i virkeligheden er den et dødeligt bedrag!”

Lad os huske på, at Pave Frans i modsætning til sine forgængere ikke opnåede en S.Th.D. i teologi, og alligevel skrev den mest lærde teolog, Pave Benedikt XVI, som svar på en række bøger, der fremfører Pave Frans’ teologiske tilgang til kirken og den kristne enhed:

“Jeg bifalder dette initiativ. Det modsiger de tåbelige fordomme hos dem, der ser pave Frans som én, der mangler en bestemt teologisk og filosofisk dannelse, mens jeg udelukkende ville have været en teologisk teoretiker med ringe forståelse for nutidens kristnes konkrete liv …” (disse bøger) “angiver med rimelighed, at Pave Frans er en mand med dyb filosofisk og teologisk dannelse og er behjælpelig med at se den indre kontinuitet mellem de to pavedømmer, selv på tværs af alle forskelle i stil og temperament.”

Mens Kirken lærer os, at “skisma er afvisning af underkastelse under paven eller fællesskabet med de Ham undergivne medlemmer”, 2 fremmer de, der forfølger Pave Frans, det nævnte skisma og også, skønt ubevidst, Satans planer om at vælte pavedømmet og bringe en katastrofe ned over menneskeheden. Dette gav Vassula meget klart udtryk for i sine seneste breve. Til skam for dem, der hævder, at Pave Frans ikke er en rigtig pave, advarede Jesus eftertrykkeligt alle SLIG læsere om legitimiteten af Pave Frans’ pavedømme og om deres moralske forpligtelse til at ære ham som sådan (jf. SLIG 16. august 2019). Vassula bemærkede også i sine seneste breve, at Jesus gjorde de troende opmærksom på Satans djævelske plan, der finder sted i dag, nemlig at fjerne paven (“han, der endnu holder igen” i 2 Thes 2:7) og eukaristien (“det daglige offer” i Dan. 9:27, 11:31, 12:11; Mattæus 24:15), og erstatte den med den profeterede “Ødelæggelsens Vederstyggelighed” (Dan. 11:31) og derved nedbringe katastrofe over menneskeheden og Kirken ( jf. SLIG budskaberne af 12. februar 1987 og 20. december 1993). Disse advarsler fra Jesus, gentaget af Vassula, er tilstrækkelig grund til, at enkeltpersoner må afstå fra at forfølge Pave Frans.

Mens man kan tage afstand fra den grammatiske form, som Pave Frans udtrykker sig med, da han ikke har den knivskarpe formelle teologiske og grammatiske præcision som Kardinal Ratzinger, er det forkasteligt at bagvaske ham 3 offentligt eller i medierne. Som teolog kan jeg éntydigt bekræfte, at Pave Frans aldrig har forkyndt eller skrevet noget, der er doktrinært fejlagtigt, uanset hvad paveforfølgerne hævder. Her kommer vi til sondringen mellem form og indhold. Som Vassula bemærkede i sine seneste breve, er Bibelen ikke fritaget for tvetydig og fejlagtig grammatik (form), men dens lære (indhold) er uangribeligt. For mere information om denne form-grammatiske binomiske sondring kan du referere til den kirkeligt godkendte udgivelse, “A Theoretical Review of the Ecclesiastically Approved True Life i God Prophetic Revelations“

Det er moralsk forkasteligt for enhver, og endnu værre for tilhængere af Sandt Liv i Gud, at tale ondt om paven, og samtidig hævde at være en Kristi discipel. Derfor var det med kristent mod og skarp åndelig indsigt, at Vassula gav påbud til alle Sandt Liv i Gud medlemmer om enten at holde op med fejlagtigt at påstå, at Pave Frans ikke er en gyldig pave og at forfølge ham, eller også forlade Sandt Liv i Gud. For selve kernen i den kristne enhed, som Jesus formulerede i Sandt Liv i Gud budskaberne, er baseret på enheden mellem paven og alle medlemmerne af Kristi mystiske legeme, som omfatter patriarker, biskopper, præster og lægfolk. At afvise paven er at afvise Sandt Liv i Gud budskaberne. Man må enten acceptere alt det, som Jesus åbenbarer i Sandt Liv i Gud budskaberne, eller være ærlig over for Gud og mennesker og trække sig til fordel for andre; “Slet omgang fordærver gode sæder” (1 Kor. 15:33).

 

1. Jf. den magistrale lære indeholdt i Troslærekongregationens Instruktion, Donum Veritatis om teologens kirkelige kald.
2. Katolske Kirkes Katekismus, artikel 2089; jf. CIC, can. 751 751.
3. Ibid., artikel 30: “Hvis der trods en loyal indsats fra teologens side fortsat er vanskeligheder, har teologen pligt til at gøre de magistrale myndigheder bekendt med de problemer, undervisningen rejser i sig selv, med de argumenter, der foreslås til at begrunde det, eller endda med den måde, det foreslås at blive præsenteret på. Han bør gøre dette i en evangelisk ånd og med et dybtgående ønske om at løse vanskelighederne. Hans indvendinger kunne derefter bidrage til reelle fremskridt og stimulere magistraten til at foreslå kirkelæren med større dybde og med en klarere fremstilling af argumenterne.
I sager som disse bør teologen undgå at henvende sig til “massemedierne”, men har brug for den ansvarlige myndighed, for det er ikke ved at bruge den offentlige mening som påskud, at man bidrager til afklaring af doktrinære spørgsmål og giver udtryk for sin tjeneste for sandheden”


31. Det kan også ved afslutningen på en seriøs undersøgelse, der blev foretaget med ønsket om uden tøven at følge magistratens lærdom, ske, at teologens vanskeligheder fortsætter, fordi argumenterne for det modsatte synspunkt synes mere overbevisende for ham. Over for et forslag, som han ikke føler, at han kan give sit intellektuelle samtykke til, har teologen ikke desto mindre pligt til at forblive åben for en dybere undersøgelse af spørgsmålet.

For en loyal ånd, der er bevæget af kærlighed til Kirken, kan en sådan situation bestemt vise sig at blive en vanskelig prøvelse. Det kan være et kald til at lide for sandheden, i stilhed og bøn, men med visheden om, at hvis sandheden virkelig er på spil, vil den i sidste ende sejre.”

Rev. Joseph Iannuzzi, S.T.L., S.Th.D.