20. juli 1992

Min blomst, Jeg, Jesus, velsigner dig og giver dig Min Fred;

helt fra begyndelsen har Jeg bedt jer alle om at leve et helligt liv, eftersom Jeg er hellig; Jeg har bedt jer om, I kære, at forandre jeres liv, så I vil arve Mit Rige; da Mine engle, som var blevet givet den højeste myndighed, gjorde oprør imod Mig, og destruktion ødelagde det bedste i dem, skånede Min Retfærdighed dem ikke; de blev kastet ned i underverdenen for at vente på Dommens Dag; også de vil blive dømt foran alles øjne; og, åh! … hvilket frygteligt syn det vil være! Jeg vil dømme enhver efter, hvad han har gjort eller ikke gjort; alle vil stå i stilhed og med ærefrygt foran Min Trone, for den endelige Dommedag vil være så skrækkelig, at alle vil ryste af skræk foran den Højeste Dommer, som Jeg Er;

I vil se et enormt antal faldne engle, som blev drevet ud fra Himlen og kæmpede bittert og trodsigt mod Ærkeenglen Mikael og hans Engle; ja; ja, jeres øjne vil se Mine Rivaler, den Helliges Rivaler, den Salvedes Rivaler; I vil se alle de faldne engle, Lucifers mestre, urslangen som prøvede at lede Mine sønner og Mine døtre helt på afveje; I vil se skarer af dem, som besudlede Mit Navn og overtrådte Min Lov; de som nægtede at blive opdraget og opfostret af Min Hellighed og foretrak at blive mærket på panden af Bedrageren: …1 ja, Vassula, en barsk vision er blevet vist dig;

Jeg siger dig: snart vil Jeg komme med Mine helgener for at forkynde dommen over verden og straffe de skyldige; I dag åbenbares Min Nåde for hele menneskeheden for at forny jer alle med Min Helligånd inden Dagen kommer og for at minde jer om Min Lov;

Jeg vil på den dag gengælde alle og enhver i overensstemmelse med, hvad han fortjener; Jeg har sagt, at Jeg vil straffe alle meget hårdt, som har hånet Nådens Ånd og behandlet Min Ånd som tåbelig; det er derfor, I bør holde jer vågne; i dag mere end nogensinde før, beder Jeg jer om at indvie jer selv, jeres familier og jeres lande til Vore To Hjerter;

tillad Mig at forsegle din pande med Min Helligånds segl; tiden for udskilningen er inde, regnskabets time er kommet; Jeg sagde til alle, at Jeg skal komme over jer som en tyv, når Jeg kommer tilbage, vil ingen mistænke noget; så tages den ene af to mænd med, og den anden lades tilbage, den ene af to kvinder tages med, og den anden lades tilbage; Høsten er næsten klar til at blive høstet, og utallige lig vil lades tilbage, når Jeg siger:

”Jeg Er her!”

derpå vil Jeg sige til Min Engel:2 ”timen er kommet til at sortere og udskille alle, som ikke er Mine, udskil alle dem, som vedkendte sig Mig, fra dem, som ikke har villet følge Min Lov, udskil dem, som tillod og tog imod Min Helligånd til at være deres Vejleder og deres Fakkel, fra dem, som i deres frafald gjorde oprør imod Mig;3 udskil dem, som er mærket med Lammets Segl på deres pande, fra alle dem med dyrets navn eller med nummeret 666;” Tiden er inde, og Jeg mærker Selv Mit folk med Mit Navn og Min Faders Navn;

Vassula, åbnede Jeg ikke himlens sluser for at udøse Mine velsignelser i overflod til dig alene, men nu bliver Mine velsignelser udøst over hele menneskeheden inden Min Store Tilbagekomst; I lever, som Jeg har sagt, i en tid med stor barmhjertighed og nåde, men Dagen kommer nu, brændende som en smelteovn; og alle de, som ikke er blevet forseglet med Mit Navn på deres pande, vil ende som stubbe på denne Dag; Jeg afslører for dig, hvad der kommer, før Jeg bryder det sjette segl;4

kom, og indvi jer til Mit Hellige Hjerte og til jeres Moders Rene Hjerte; som Jeg har sagt, lever I i en periode med Nåde og Barmhjertighed; datter, ligesom du forandredes fra at være ulydig mod Mig, har forsonet dig og stiftet fred med Mig, og nu glæder dig over barmhjertighed, sådan vil det blive for dem, som stadigvæk gør oprør imod Mig; Jeg vil vise Min Uendelige Kærlighed og Barmhjertighed til hele menneskeheden, før Jeg sender Mine fire engle til verdens fire hjørner,5 hvis opgave det er at ødelægge land og hav; Jeg har givet disse engle ordre til at vente med at gøre nogen skade på land, hav eller træer, indtil Jeg har sat Mit Segl på panden af dem, som har rettet sig efter Min Lov;6 på dem som har taget imod Mine Nådegaver og Barmhjertighed, til disse siger Jeg: tjen, og vent ikke at blive betjent, således at Min Fader i himlen vil tildele jer en plads i Sit Telt;

ved at være tro mod Mig vil I gennemgå svære forfølgelser, men har Jeg ikke lovet jer hvide klæder i himlen? har Jeg ikke lovet jer, at I ikke længere skal sulte eller tørste?7 så frygt ikke, når stormene rejser sig imod jer, den Hellige Skrift bliver fuldendt; salige er I, som dør i Mig Herren; Jeg skal sandelig belønne jer;

Mit barn, Kærligheden er nær dig, og Min Ånd er over dig; Håb, Mit barn, finder du i Mit Hellige Hjerte; Kærlighed, Min egen, er givet frit til dig; og Tro er en Nådegave fra Mig;

Min Ånd fryder sig over din betydningsløshed, og Min Sjæl glæder sig over din skrøbelighed; Jeg har opfostret dig til at trøste Mig og glæde Mig; Jeg har udvalgt dig af nåde til at slukke Min tørst efter Kærlighed; det har intet at gøre med dine fortjenester, eftersom du ikke har nogen;

er du parat, Mit barn, til at behage din Frelser?

Ja, Herre, jeg ønsker at behage Dig!

for hvilken som helst pris?

For hvilken som helst pris, Alt hvad jeg har, som er godt, er Dit. Du er min altid Trofaste Gud, den Hellige.

Jeg vil lede dig med en følsom hånd, og Jeg vil ånde på dig, så du spreder Min søde vellugt omkring dig; vær opmærksom, når Jeg taler, Min elev, Jeg har tilbagevist en legion af dæmoner, som var på vej til at plyndre Min ejendom,8

Lovet være Jesus!

kom, datter, vi har arbejde at gøre; vær forenet med Os; 9

Ja!


1 Jeg fik her en vision af disse faldne engle, som stod foran Gods Trone på Dommens Dag. Det var forfærdeligt, og meget sørgeligt.
2 Hentydning til lignelsen om ugræsset: Matthæusevangeliet 13:24-30
3 Dette sted bekræfter St. Pauls profeti i 2. Th. 2:1-12. De to tegn som forudsiger tidens slutning. Det store oprør (frafaldet) og den Lovløse (Oprørets Ånd)
4 Joh Åbenbaring 6:12-17
5 Joh Åbenbaring 7:1
6 Joh Åbenbaring 7:2-3
7 Henvisning til Joh Åbenbaring 7:9-17
8 Mig.
9 Jesus og vor Hellige Moder.