13. maj 1991

Mit barn, tillad Mig at tale til Mine børn ved at give Mig dit samtykke til at bruge din hånd og din tid,

Jeg er bundet til Dig af kærlighed, Herre;
er jeg ikke Din Ejendom?
Så brug mig fuldt ud, og som Du vil,
Min Herre;
for dette er min glæde.
Kom Helligånd og indtag mig.

By!1 du, som Jeg kom for at besøge for igennem dig at proklamere Min Kærlighed til jer alle og for at helbrede jeres syge indbyggere, Jeg vil ikke lade jer omkomme i skyld, og Jeg vil heller ikke vente på at se jer forfalde; Jeg skal triumfere over jer; Jeg er jeres Konge, Jeg er den Fuldkomne, hør Mig, Jeg har i sinde at forme jer, Generation, til et spejlbillede af Min Guddommelighed; synderens afkom vil Jeg fortære med en brølende Ild, din Generation skal holde sit bryllup med Min Helligånd,2 og Jeg vil med Min fortærende Ild ændre denne jords overflade til en guddommelig, fremgangsrig og ny Jord, og verden af i dag vil være borte;

med Min fortærende Flamme vil Jeg gøre jer alle så rene som guld og gennemsigtige som glas,3 fordi jeres hjerter vil være Mine og i Mit Hjerte; Jeg og Min Fader skal være jeres Bolig,4 og I skal også være Vor bolig; Jeg har i sinde at give jer jeres guddommelighed tilbage, skabning, så at Min strålende herlighed vil være som en tændt fakkel5 inden i jer; så vil Jeg ligesom en skildvagt, der vogter en port, også vogte jer mod alt urent, som måtte ønske at komme ind i jer;6

Jeg skal gøre hver og én af jer til en strålende by, Jeg vil forny jer fuldstændigt, for dette er måden, hvorpå Jeg vil gøre jer rede til at ægte Min Helligånd; – Min Helligånd skal tage Bolig i jer og forvandle jer, så I bliver Hans Hellige By,7 Hans Domæne og Hans Ejendom; den nuværende verden vil være forsvundet, og Min Vilje vil ske på Jorden, ligesom den sker i Himlen; Kærligheden vil komme ned som kærlighed, og Jeg, den usete Gud, vil blive synlig inde i jeres hjerter; timen kommer, hvor I ikke længere skal famle jer frem i mørket, for jeres hjerter vil være oplyst af Min strålende herlighed;8 Min herlighed vil blive synlig i jeres hjerter;

kom, Mit barn, hør Min Moder nu, forbliv nær hos Mig, vi, os?

Ja, min Herre. Jeg er forført af Dig, forfør også andre …

gå i forbøn for dem, og Jeg vil komme for at opsøge og frelse, hvad der var fortabt,9 læs Esajas 41: 17-20; Kærligheden elsker dig;

(Senere:)

(Vor Hellige Moders Budskab til bedegrupperne:)

børn, Jeg kalder hver enkelt af jer i dag til at undersøge jeres hjerter; lad jeres overbærenhed være jeres vidnesbyrd; Jeg bønfalder jer om på ny at undersøge jeres hjerter;

Guds Budskab til jer alle er beviset på Hans Trofasthed; Gud viser Sig ikke for at dømme jer, Gud viser Sig for at vise Sin Trofasthed i jeres mangel på trofasthed; Gud søger jeres forsoning; Han kommer for at rykke jer ud af Mørkets Magt og vise Sit Herredømme på Jorden; den usete Gud vil blive synlig i Sin Herlighed i jeres hjerter; og de Himmelske ting vil blive synlige i jeres hjerter, og de blege genspejlinger af det, I før har anset for skygger, skal vise sig at være virkelighed;

Guds Riges Herredømme på Jorden er meget nært nu; Jeg bønfalder jer derfor om at være rede til denne Dag; hvis I siger, at I er døet bort fra jer selv og denne verdens principper, så forbyd jeres hjerter at flagre ind i verden; lev for Gud og sæt Ham først; hav ikke længere noget at gøre med skænderier, diskussioner og anklager, lad ikke jeres læber fordømme jer, frygt Herren, og Visdommen skal snart komme over jer ligesom daggryet, Herren søger og ønsker et udelt hjerte;

Jeg har bedt jer, og Jeg beder jer igen om at bede, bede, bede med jeres hjerte; en simpel samtale med Jeres Fader, som er i Himlen, for når Jeg i dag anmoder jer om at give Gud et udelt hjerte, er det for at lære jer at forblive trofaste mod de principper, Jeg har lært jer;

det, der er værdifuldt for Gud, er det hjerte, som ærer Ham ved at holde sig fri af alle fristelser, som leder til synd; hvis I har disciplineret jeres legemer ved at faste, anmoder Jeg jer om også at disciplinere jeres læber til kun at udtale bønner og lovprisninger til Herren; lad ikke jeres læber fordømme jer; indstil jeres hjerte, jeres sind, jeres øjne og jeres læber på Jesus og vær hele og udelte;

Jeg opfordrer jer, kære børn, til at omsætte alle disse ting til handling, uden dog at lade de andre af Lovens bud være ugjorte; og husk, at Lovens Hjerte er Kærlighed;

Jeg velsigner jer alle;


1 Gud forandrede pludseligt og uventet tonefald, og Hans Stemme råbte med fuld kraft til mig og kaldte mig ”By”.
2 Åb 21:2
3 Åb 21:21
4 Det hentyder til — Gud den Almægtige og Lammet var selv templet: Åb 21: 22 (indeni os ”byen”.)
5 Åb 21:23
6 Åb 21:27
7 Læs Åb 21: 1-3
8 Åb 21:24
9 Luk 19:10