8. juni 1990

Herre, det løfte, jeg har givet, hjælp mig at opfylde det.

fred være med dig; Jeg vil hjælpe dig, kæreste sjæl; modtag Min Helligånds Nåde; husk Min Undervisning; husk at Mine Veje ikke er dine veje; bed om dømmekraft;

Jeg beder Dig, Herre,
om at give mig dømmekraftens gave
for at beskytte Dit Ord
og blive i stand til at skelne
mellem sandt og falsk,
ondt og godt,
Sandhed og Løgn.

Jeg skal nære dig med dømmekraft, Jeg skal ikke efterlade dig hjælpeløs, forbliv i Min Kærlighed; hør Mig: råb til verdens lande, at Min Genkomst er jer alle nær, alle dem, der har ører, lad dem høre, og dem, der har øjne, lad dem se; Jeg, Herren, stiger ned i Min Grænseløse Barmhjertighed for at advare jer og kalde jer tilbage til Mig;

lyt, lige inden Min Genkomst skal Jeg give menneskeheden endnu større Tegn end dem, Jeg giver jer i dag; vær årvågne, for jo større Mine Tegn bliver, jo større bliver Satans raseri over jer;

Jeg har oprejst profeter til at bekendtgøre Tidernes Ende, og Jeg sender Min Moder som en Lærer for at undervise jer over hele Jorden; Jeg sender Hende for at forberede en vej i denne ødemark til Min Genkomst, en jævn landevej for Mig, jeres Gud, tværs igennem jeres ødemark; forbliv årvågne, for jo mere Jeg mangfoldiggør Mine talerør, jo mere vil Satan mangfoldiggøre falske profeter for at forvirre jer alle; bed, Mine elskede, om at kunne skelne det ene fra det andet; bed om at I ikke må blive bedraget;

Jeg har advaret jer imod at løbe efter de falske profeter; husk på at den, der sår gode frø for Min Herlighed, skal senere blive belønnet; Jeg ønsker også at minde jer om, at blandt de gode frø, der er blevet sået, og som gror og frembringer en god høst, der spilder Min fjende ikke sin tid, han sender også sine falske profeter ud for at så sine frø blandt Mine gode frø; lad dem være indtil tiden kommer for Min Høst; som Jeg sagde i lignelsen om ukrudtet,1 når I luger ukrudtet væk , kommer I til at rykke hveden op sammen med det; lad blot begge dele gro side om side indtil høsten; ved høsttid vil Jeg så sige til høstfolkene: tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i Min lade;

hold jer årvågne, og I vil altid være i stand til at tale om og kende forskellen; vær fornuftige og bed Mig om at vejlede jer, må alle lytte til Mit råd; vær på vagt, Min fjende er som et vildt dyr, der er blevet såret, og derfor bliver mere vild og farligere, for Timen for Min Genkomst er snart hos jer, og eftersom Jeg skal give jer større Tegn, end dem I får i dag, spreder Satan allerede i mine Helligdomme umiddelbart før disse Store Tegn: forvirring imellem jer for at lede jer til uenighed;

vær i fred, alle sammen; hav tillid til Mig og støt jer til Mig; gør alt hvad I kan, og resten skal Jeg fuldbyrde gennem Mine Gerninger; husk på, Jeg har alle nøgler til alle døre, og Jeg skal åbne hver eneste dør i den time, Jeg vælger;

Kærligheden elsker jer; Jeg velsigner jer; velsign Mig og elsk Mig;


1 Matt. 13:24-30.