(fra et protestantisk synspunkt)

Denne tale blev holdt ved det internationale Sandt Liv i Gud-møde i Jerusalem i maj 1998.

Jeg er blevet bedt om at tale om Kirkens enhed og vor Frue ud fra et protestantisk synspunkt. Først skal jeg sige noget om at være protestant eller lutheraner.

Hele den svenske kirke blev løsrevet fra den romerske kirke og paven under reformationen i det 16. århundrede. Det var kongen, som ville være enehersker i sit land, og han ville ikke have nogen indblanding udefra, altså fra paven og biskopperne, som faktisk også havde en hel del verdslig magt.

Martin Luthers lære passede særdeles godt til kongens formål. Kongen indtog pavens plads. Fra Tyskland, reformationens hovedland, blev den vigtigste af reformationens bekendelser indført – Den Augsburgske Bekendelse, som var kritisk over for misbrug i den sene middelalderkirke, men ellers var meget traditionel og ikke havde til hensigt at lære noget nyt, men kun var et vidnesbyrd om troen på den ene, hellige, katolske (også romerske) og apostoliske kirke. Den Augsburgske Bekendelse anses i dag af den officielle katolske og lutherske økumeniske kommission for at have en katolsk intention og en økumenisk vilje.

Der skete bestemt en stor forandring af kirken i Sverige og for de troende i reformationstiden, men der var også en vis kontinuitet. Nogle præster og biskopper forlod landet, men nogle blev og reddede, hvad reddes kunne.

Efter reformationens turbulens var der kun én kirke i Sverige. Der var stadig biskopper og præster, som nu kunne være gift. Gudstjenesten blev holdt, men den var på svensk i stedet for latin, og folket kunne nu også drikke af kalken. Maria og helgenerne forsvandt snart. Og det samme gjorde klostrene, ofte ved vold. Bibelen blev oversat, og der blev arbejdet med katekese i skolerne. I tre hundrede år var der ikke noget alternativ. At være svensker betød at være lutheraner.

I dag er de fleste svenskere trods en radikal sekularisering medlem af kirken, som ikke længere styres af kongen, men af demokratisk valgte politikere og deres partier. Jeg kan ikke kalde mig protestant eller lutheraner, men jeg tilhører Svenska Kyrkan.

Jeg tænker ikke, at reformationen i Sverige ud fra et religiøst synspunkt kunne retfærdiggøres eller var nødvendig eller til gavn for kirken, men jeg kan se nogle gode ting i den på trods af de uomtvisteligt dårlige ting, og også hvad disse gode ting kom til at betyde for fremtiden.

Bibelen, læst inden for rammerne af den gamle tradition og Den Augsburgske Bekendelse, blev bevaret som troens første og sidste autoritet. Det var det, der bevarede kirken i Sverige som en nogenlunde ortodoks kristendom, på trods af adskillelsen fra Rom. Men man kan jo forestille sig, hvad der sker i dag, når Bibelen, i hvert fald i praksis, ikke længere er en autoritet, og hvis den overhovedet bliver taget til efterretning, bliver den fortolket i overensstemmelse med tidens meninger.

I eksemplet med den svenske kirke kan man på både positiv og negativ vis se den afgørende nødvendighed af kirkens enhed, både i rum og tid, at være forbundet med alle de andre lokale kirker over hele verden, i biskoppernes enhed med biskoppen i Rom, men også at være forbundet med de hellige til alle tider, hvilket betyder en aktiv erindring af traditionen. Når en kirke både har mistet sin hukommelse og er afskåret fra den universelle kirke, er den udsat for verdens pres og den moderne sekulære mening uden det gudgivne forsvar og modspil. Jeg tror, at kun en genforening med Rom kan redde og bevare Svenska Kyrkan som en kristen kirke.

Dette er nævnt som eksempel. Nu noget mere generelt om kristen enhed: Der er bestemt mange ting, der holder sammen på de kristne, også på tværs af kirkesamfund. Vi tror på og beder til den samme treenige Gud. Vi tror på Guds Søns inkarnation. Vi tror alle på Jesu Kristi frelsende død og opstandelse. Vi er døbt med den samme dåb, og selv om alle kristne ikke kan gå til nadver sammen, tror vi på, at vi modtager og er forenet med det ene og samme Kristi Legeme i de forskellige kirker. Med små variationer deler vi den samme tro. Er det ikke nok? Vor Herre beder til Faderen i sin præstebøn i Johannes’ syttende kapitel og siger: ” At de alle må være ét … så verden kan tro, at det er dig, der har sendt mig (v21).

Den enhed, som Jesus beder om, er ikke kun en åndelig enhed, men en synlig enhed i denne synlige verden, “for at verden skal tro”. Kirken er helt sikkert et instrument i Guds hænder til verdens frelse. Det er Guds kirke. Han har skabt den efter sin plan og til sine formål. At kirken skal være ét og synligt ét er helt sikkert en del af grundlæggerens vilje og hensigt. Den synlige enhed hører til kirkens natur og er meget vigtig – en højeste prioritet. Synlig enhed kræver et synligt center for enhed. For lokalsamfundet er det sognepræsten. For bispedømmet er det biskoppen. For patriarkatet er det patriarken. Og for hele folden, for den universelle kirke, er det paven.

At der skal være en pave, er en del af Kristi planer for sin kirke. Det var ikke det, som reformatorerne anfægtede fra begyndelsen, kun misbruget af den pavelige magt. At der er og bør være et paveligt primatsæde, fremgår klart af evangelierne. Og lige så sikkert som der er en apostolisk linje fra apostlene til biskopperne, lige så sikkert er der en pavelig linje fra Sankt Peter til hans efterfølgere på den apostoliske trone i Romerkirken.

Kan en protestant virkelig sige sådan? Der er liberale, som ikke vil, fordi de vil sige, at pavedømmet er en del af en patriarkalsk struktur. Der er andre, som ville gentage trosbekendelserne fra det 16. århundrede og i sidste ende sige, at paven er antikrist. Men hvis man med ‘protestant’ mener en person, der ønsker at være tro mod Bibelen, læst med den gamle ortodokse og katolske traditions briller, kan en protestant sagtens sige, at pavedømmet er indstiftet af Kristus.

I den pavelige rundskrivelse fra 1995, “Ut Unum Sint”, beder Johannes Paul II de ikke-romersk-katolske kirkeledere om sammen med ham at overveje de former, hvorunder det pavelige herredømme bedst kan tjene sin mission, “at de alle må være ét … så verden kan tro …”. For Den Svenske Kirke og de anglikanske kirker burde denne invitation have været meget interessant tre år tidligere, men i 1995 var der allerede sket ting i disse kirker, som fik dialogen til at virke umulig.

Den økumeniske dialog mellem Den Svenske Kirke og Rom var i nogle år, mellem 1989 og 1993, meget lovende. Den svenske ærkebiskop erklærede fra højalteret i Peterskirken i overværelse af Johannes Paul II: “Øjeblikket er kommet til at erklære, at fordømmelserne fra reformationstiden ikke længere er gyldige.” Paven besøgte Sverige, og kardinal Cassidy, lederen af det pavelige kontor for kristen enhed, ønskede en undersøgelse af og en dialog om den apostoliske tradition i Finlands og Sveriges kirker for at se, hvad der var nødvendigt for en fuld anerkendelse.

I spørgsmålet om den vigtige reformatoriske doktrin om “retfærdiggørelse ved tro” er der opnået enighed mellem Rom og lutheranerne. En mindst lige så lovende dialog var også i gang mellem Rom og Den Engelske Kirke. Men i begge tilfælde sluttede den på grund af nye splittende begivenheder. Johannes Paul II erklærede i pinsen 1994, at kirken ikke har nogen som helst ret til at ordinere kvinder til præster, og at denne beslutning er definitiv for alle de troende i kirken. Kun fire en halv måned senere erklærede biskopperne og andre ledere i Svenska Kyrkan, at “man kan ikke blive ordineret til præst, medmindre man anerkender kvinder som præster.”

Det Lutherske Verdensforbund erklærede, at de ikke ville undvære eller ofre kvindelige præster for enhedens skyld. Efter dette er to kvinder blevet udnævnt til biskopper i Sverige, og flere kvinder end mænd er ordinerede eller på vej til at blive det. Der er også en meget højrøstet feministisk teologi, som laver nye fortolkninger af troen og også af moralen. Denne udvikling har gjort en total relativisme nødvendig. Man kan ikke kritisere og sige, at det ikke er i overensstemmelse med Bibelen. De vil svare: Det er bare billeder og symboler, og alt kan lade sig gøre. Man kan lige så godt sige, at Gud er vores mor som vores far.

Denne udvikling (i Sverige og England og også i andre lande) har gjort det nødvendigt at splitte kirkerne i Sverige og England, og nu forsøger de forskellige grupper at gå deres egne veje. Øjnene er naturligvis rettet mod Rom. Situationen opleves som så alvorlig for Svenska Kyrkan, at mange spørger, om den overhovedet vil overleve. Det er min personlige fornemmelse, at kun det at være sammen med den kirke, som Kristus har bygget på Peter, kan redde os fra at blive omdannet til noget andet end en kristen kirke eller fra at blive udslettet. Kun en kirke i fællesskab med Peter kan med rette sætte sin lid til Kristi løfte: “Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke. Og underverdenens porte kan aldrig holde stand mod den” (Mt,16:18).

Vor hellige moder Maria bliver sammen med paven af den typiske protestant anset for at være noget, typisk katolsk, og som derfor skal undgås. Paven blev med et enkelt sværdslag skilt fra kirken i Sverige. Maria forblev sandsynligvis i hjerterne på de troende i den første generation efter reformationen. Det var en ting, kongen ikke kunne gøre noget ved. Men da rosenkransen blev forbudt, og de fleste Mariastatuer blev fjernet, var der heller ikke plads til Maria i de protestantiske svenske hjerter. Man kan kun gisne om, hvad det har betydet. At leve uden den Moder, som Vor Herre har givet sin Kirke.

Typisk nok er Jesus i den liberale protestantisme ikke Immanuel, det vil sige Gud med mennesket, men han er mennesket med Gud, og det er, hvad Maria i virkeligheden er. At leve uden Maria som mor og ideal har gjort protestantisk kristendom mere til en lære, der skal forstås, end et liv, der skal leves. Kirken blev under reformationen mere en skole end et sted for bøn og tilbedelse. Samtidig skal det siges, at Maria ikke blev forvist fra kirkens lære, selv om hendes plads var meget i baggrunden.

Således kan man i bekendelsesskrifterne, i salmerne og i Martin Luthers skrifter finde sætninger, der på den ene eller anden måde bekræfter læren om alle de marianske dogmer, om end ikke som dogmer. Dette, sammen med andre lignende katolske elementer, har ikke været uden betydning for en mariansk renæssance i Svenska Kyrkan, og det har også gjort det muligt at forblive i Svenska Kyrkan med en katolsk tro uden at komme i konflikt med den officielle lære.

Da der ikke er nogen problemer med Peter og paven, er der ingen vanskeligheder for en bibelsk protestant, der tilhører det, som vores gamle økumeniske ærkebiskop Nathan Söderblom kaldte den evangelisk-katolske tradition, med at dele den katolske og ortodokse tro på Jomfru Maria. Problemet med nutidens protestanter er, at mange af dem – jeg taler først og fremmest om Svenska Kyrkan, men måske kunne man også sige det om lutheranere og anglikanere i Vesteuropa og USA – ikke længere lader til at tro på Guds åbenbaring eller på Bibelen som Guds Ord. Men hvis Guds Ord er en lygte for dine fødder og et lys på din vej, vil det føre dig til at ære og velsigne Maria.

Vi kan være sikre på, at alle Vorherres handlinger og ord havde en betydning, ikke bare for den enkelte situation, hvor de blev udført eller sagt, men var ment for den kirke, han grundlagde, og derfor havde en universel betydning og skulle have gyldighed til tidernes ende. Derfor er det meget naturligt at se, at Jesus fra korset gav Maria til at være mor ikke kun for Johannes, men for alle apostlene og for hele kirken til alle tider og på alle steder.

Dernæst ledes vi af Guds ord til sammen med Johannes at se “det store tegn, som viste sig på himlen: en kvinde smykket med solen, stående på månen og med de tolv stjerner på hovedet som en krone”. Det er selvfølgelig Maria. Hun er levende, hun er taget op til himlen med sin krop og kronet som himlens og jordens dronning. Vi kan henvende os til hende og bede om hendes moderlige omsorg og hendes bønner for os. Maria er Kirkens mor, men hun er også Kirken – vores mor. Hun er en personificering af Kirken. I hende er alt det, vi venter på, allerede opfyldt, og hun er allerede der, hvor vi håber at møde hende og hendes søn, i himlen.

Sådan kunne jeg blive ved, fra Bibelen til det katolske dogme. Og i tilfældet med f.eks. dogmet om den ubesmittede undfangelse, hvor det ikke er helt indlysende ud fra Bibelen, at “Gratia Plena” – “fuld af nåde” – betyder, at der aldrig var plads til synd i Maria, har jeg fuld tillid til, at Helligånden har ført kirken til den fulde sandhed i henhold til Jesu løfte. (Joh,16:13)

Blandt vor Frues mange titler og blandt alle de ting, hun er, så lad os bede hende om at være enhedens moder for Kirken. Den enhed, som Jesus bad om, og som virker så vanskelig, nogle gange endda umulig. Lad os overlade den til hendes omsorg og hendes bønner, så den må komme snart, på det tidspunkt og på den måde, som er i overensstemmelse med Guds vilje.

Jeg er også blevet bedt om at sige, hvorfor jeg tilslutter mig Sandt Liv i Gud-budskaberne. Hvis nogen havde fortalt mig om Vassula, før jeg selv havde hørt hende eller læst budskaberne, ville jeg formentlig ikke have været interesseret men ville have troet, at det var endnu en fjollet sekt. Jeg ville ikke have sagt, at det var umuligt med profetier, åbenbaringer eller budskaber som disse; jeg havde bare aldrig mødt noget lignende. Men siden jeg for første gang hørte Vassula i Rom i marts 1995, har jeg været overbevist om, at det hele er sandt.

Måske kan jeg sige, at jeg genkendte Stemmen, jeg var meget bevæget og havde tårer i øjnene. Siden da har jeg læst budskaberne, og jeg er aldrig stødt på noget, der lød mærkeligt eller fremmed for det, jeg har lært fra Bibelen og kirkens tradition. Det, der har betydet mest for mig, er selvfølgelig budskabernes intimitet. Marias vigtige position. Det centrale i kirkens enhed omkring paven og også formaningerne om at være ét med Johannes Paul II. Som I måske har forstået, synes jeg, at jeg har set eksempler på det frafald, som Jesus har talt om i budskaberne. Hvad der ikke er uvæsentligt for mig, er også det faktum, at Vassula ikke formelt er romersk-katolsk, men lever et katolsk liv og har den katolske tro. Sådan er min situation også, og sådan er det for mange i Svenska Kyrkan.