12. økumeniske pilgrimsrejse med Sandt Liv i Gud i Grækenland

“Opdag helgenernes land” 26. oktober 2019 – 3. november 2019

(Det græske folk kaldes ‘hellenere’ – hvilket betyder: det folk, der vandrer med Gud).
Som optakt til denne beretning om vores pilgrimsrejse i Grækenland er et budskab fra Sandt Liv i Gud, som blev givet til en pilgrimsgruppe, der kom fra Athen og Rhodos for at bede og lære rosenkransen på Patmos – Apokalypsens ø – den 25. juli 1989, tilfældigvis direkte relateret til vores uges højdepunkter:

“… vågn op, mine elskede; jeg er jeres frelser, den korsfæstede, jeres forløser; føl min kærlighed …
for jeres skyld er jeg kommet for at øge kærligheden og mindske ondskaben; jeg er kommet for at give jeres sjæl alt det, den mangler; frygt ikke, mine små, er jeg ikke gavmild? er Jeg ikke den Højeste? så hav tillid, for I er i jeres Faders Arme; Jeg, den Hellige Treenighed, er Én og Den Samme;

overgiv jer selv fuldstændigt i Mine Arme og tillad Mig at forme jer til Levende Søjler af Lys, tillad Mig at dele alt, Jeg har, med jer; Jeg elsker jer! ” (Sandt Liv i Gud budskab, 25. juli 1989)

Om aftenen den 26. oktober 2019 begyndte vores 12. Sandt Liv i Gud økumeniske pilgrimsrejse, denne gang i Grækenland. Vores strandhotel lå i Marathon: en ældgammel by nær Athen, hvor slaget ved Marathon stod og blev vundet af athenerne i år 490 f.v.t. Omgivelsernes skønhed var betagende. Vores hotelkompleks var bygget til at ligne en lille landsby med enkeltstående hotelsuiter, der lignede små byhuse. Stierne af slebne natursten var omgivet af smukt blomstrende træer, der stimulerede vores sanser med betagende dufte. Guds skønhed i naturen afspejlede hans skønhed i vores sjæle, mens vi dag for dag voksede tættere på ham under vores otte dage lange pilgrimsrejse. 720 mennesker fra hele kloden ankom til Golden Coast Hotellet for at deltage i og dele denne rejse mod enhed med Gud og hinanden. Det blev et livligt gensyn, hvor folk præsenterede sig selv, genoplivede venskaber og genkendte hinanden. Blandt deltagerne var der 89 kristne præster, 3 muslimske sheiker, 3 muslimske talere, 1 rabbiner og 2 buddhistiske munke. Samlet set omfattede selskabet 21 kristne trosretninger og 8 ikke-kristne repræsentanter: buddhister, jøder, muslimer (druzere, sunnier og shiamuslimer). Nogle yderligere præster, som havde til hensigt at komme, kunne ikke få deres visum i tide til begivenheden. Jesu arbejde for enhed er altomfattende, da han gang på gang fortalte Vassula, at han vil få det til at ske. Han udtaler:

“…Vassula, hav tålmodighed; Jeg har sagt, at Mit Ord er som en rislende bæk; så fra en rislende bæk vil det begynde at strømme til en flod, blive bredere, så vil det strømme, og Mit Ord vil blive til et stort hav, et Kærlighedens Hav, der fordyber jeres hjerter med kærlighed, og Kærligheden vil være blandt jer som Kærlighed;” (True Life in God Messages, 4. februar 1988)
Det var tydeligt, at vi alle følte et øjeblikkeligt sus af Helligånden som en varm vind, der fejede gennem os og i vores samspil med hinanden. Det gennemsyrede vores sammenkomst den aften og hele ugen igennem.

Søndag den 27. oktober 2019

Hele programmet for ugen begyndte den følgende morgen, søndag den 27. oktober 2019 med en meget tidlig morgenmad og et velkomstoptog ledet af Vassula, der bar krucifikset fulgt af alle de gejstlige. Hver af de gejstlige præsenterede sig selv og gav os et glimt af sit religiøse tilhørsforhold og bopæl. Vi understregede vigtigheden af deres kald ved at vise respekt for deres gejstlige statur. De er Guds hyrder, lederne af hans hjord.

 

Efter processionen bød Vassula alle pilgrimme velkommen. I sin tale mindede hun os om, at Gud ikke skelner mellem sine skabninger, og at vi bør tage hans kald og advarsler alvorligt: “Så hvis mennesker stod over for kærlighedens virkelighed i Gud og i mennesker, ville de blive ført til at elske Gud og hinanden… Hvis alle indså, at vi lever i øjeblikke med utrolig nåde og barmhjertighed, og at Gud med fuld kraft fornyer sin skabelse, ville vi aldrig ophøre med at herliggøre Gud nat og dag, og vores hjerter ville blive optændt af gejst! Hvis folk var opmærksomme på Herrens kald til anger, ville alle mænd og kvinder allerede være hellige.”

Efter Vassulas velkomst læste fader Vincent listen over pilgrimsrejsens deltagende lande. Hver gang et landsnavn blev læst, rejste pilgrimmene fra det land sig med et glædesråb. Det var rørende at se mennesker fra en mangfoldighed af lande forenet kærligt i ét rum.

Grækenland, vores værtsland, har haft sine ledere, både i kirken og i dets militær. En stor athensk leder, Miltiades, førte sine tropper til sejr – ‘Niki’ – (det græske ord for sejr) mod den persiske hær, der ønskede at erobre Grækenland i det 5. århundrede f.Kr. Slaget ved Marathon, en dokumentar om det, som vi så via video, skildrede tydeligt den stærke ånd for at bevare det græske. Det bemærkede vi i dokumentaren om Battle of Marathon. Det græske folk valgte at kæmpe for deres ånd, deres værdier og deres kultur med hele deres styrke, hele deres væsen; 3.000 soldater marcherede i ly af natten ind i Athen for at fuldføre deres sejr efter at have besejret tropperne i Marathon. De er et folk med en passion for deres overbevisninger og lader med al magt ikke noget tage den fra dem. Den persiske hær var tre gange så stor som den athenske, men alligevel lagde athenerne, ved at bruge næsten overmenneskelig energi, en heroisk strategi og førte tropperne til sejr. For os kommer vores nutidige åndelige sejr gennem Kristus; og denne dag, efter videodokumentaren, vækkede fire talere fra forskellige kirkesamfund os åndeligt.

Den første taler var Ærkebiskop Simon Atallah fra den maronitiske kirke. Ærkebiskop Atallah fokuserede sin tale på Jesu kærlighedsbud. Han uddybede det nye i denne lektion og forklarede, hvordan enhed er frugten af kærlighed: “Denne enhed, både i familien, samfundet, kirken og menneskeheden, er tegnet på det indre menneske, udviklet i os af Kristi kærlighed og vores forankring i ham.”

Den anden taler var Biskop Riah Abu El Assal fra den anglikanske kirke. Han mindede os om, at: “Der er blevet brugt mange år på at søge efter ENHED i Kristi Legeme. Tusindvis af sider er blevet skrevet om dette emne. Vi har forskellige opfattelser af, hvordan Ånden kan skabe enhed i mangfoldighed. Nogle forsøger at udelukke dem fra Guds betingelsesløse kærlighed, som Gud insisterer på at inkludere i Sin guddommelige barmhjertighed og nåde. Men på den første pinsedag i Jerusalem talte apostlene på hver enkelt modtagers modersmål (ApG 2,6). Man kan undre sig over, om det er vores mangel på guddommelig kærlighed, der har bragt os tilbage til Babel.” Han sluttede af med en bøn fra Romerbrevet om enhed.

Metropolit G. Haddad fra den melkitiske kirke forklarede i sin tale, hvordan åndelig kærlighed er betingelsesløs og uden forventninger. Han fremhævede, at stolthed og den kritiske ånd er enhedens store fjende. Som dagens sidste tale præsenterede Rabbiner Alon Goshen-Gottstein en jødisk lære om sammenhængen mellem visdom og fred.

Efter vi var færdige med morgenens taler, gik turen til Akropolis ved Parthenon, hvor vi så Athen fra oven. Efter Kristi komme gav det græske folk “hellenerne” Vor Moder Maria det samme navn “Parthena” for at ære hendes jomfruelighed. Her, nær Akropolis, på Aeropagus-højen, holdt Paulus sin berømte prædiken til Athen. Paulus holdt sin velkendte prædiken for athenerne og talte om skriftstedet “til en ukendt gud”. (jf. Apostlenes Gerninger 17:22) Vi havde mulighed for at se og høre, hvordan den græske oldtid forberedte sig på at modtage kristendommen som sit fundament. For at få et glimt af denne historie tog vores bustur os forbi nogle af seværdighederne i det moderne Athen.

Ved hjemkomsten til hotellet, sluttede vi dagen med at fejre en romersk-katolsk messe.

Mandag den 28. oktober 2019

Dag 3, den 28. oktober 2019, indvarslede endnu en strålende dag, der blev velsignet ved sin begyndelse med en syrisk-ortodoks liturgi, efter at vi i fællesskab havde sunget “Fadervor” på aramæisk. Mens vi sang, inspirerede vores meditation over Jesus os til at forstå, at vi, som Kristi sande, forenede Legeme, tilbyder Faderen vores bøn gennem sang. Vi er Kristi ydre fremtoning, Hans manifesterede arbejde for Guds Rige. Ved gudstjenestens afslutning sang et par englestemmer en meget åndeligt betonet sang. Som et minde om at bede hver morgen gav arrangørerne os et kort med tre daglige bønner, der var lagt på hvert sæde og vedlagt ikonbilleder af Kristus og Jomfru Maria. I slutningen af liturgien/messen løftede vi vores kort i fællesskab, og præsten velsignede dem. De blev betragtet som en souvenir fra vores pilgrimsrejse og ville hver især tilføje en velsignelse til vores hjem. På dette tidspunkt modtog Vassula desuden en særlig pris fra ærkebiskop Mor Silwanos Boutros. Tre foredrag efter gudstjenesten lokkede os til at lytte, lære og dybere forstå Guds plan for menneskeheden.

Metropolit Athanasios Canepa fra den koptiske kirke talte om Kristi fred: “For at skabe fred omkring os, er vi nødt til først at skabe den i vores egne hjerter og i vores forstand.” Han sagde, at “uden næstekærlighed er der ingen religiøse handlinger, der behager Gud.” Han forklarede, at Helligånden er den vigtigste kraft for enhed baseret på Cyprians ord, martyr og biskop af Kartago fra 258 e.Kr: “Helligånden havde denne ene kirke i tankerne, da han i Højsangen sagde: min due mit ét og alt hun er den eneste for sin mor.” De troende har derfor kun ét hus, kun én kirke. Det er dette hus, det er den harmoni, der hersker her, som Helligånden har i tankerne, når vi hører Salmerne: Gud forener i det samme hus dem, der er forenet ved den samme tanke, den samme følelse; det vil sige, at Guds hus, Kristi kirke, er beboet af ganske almindelige sjæle, der er forenet ved en fælles tros bånd. Derfor viser Helligånden sig i form af en due.

Pastor Jarle Tangstad fra Pinsekirken i Danmark sluttede sin tale med en smuk konklusion:
“Og husk altid hjulprincippet:
– Alt starter med centrum
– Enheden er tættest på centrum
– Jo bedre vi forstår hinanden og tør stole på hinanden, jo længere ud kan vi nå, og jo større kan hjulet blive.

Frank Sinatra sang “I did it my way”.
Undskyld, for os er der ikke min vej, men kun hans vej – Guds vej.”

Vores tredje tale fra Sheikh Mohamed Ali El Hajj – shiamuslim – blev læst op, da han aldrig havde fået sit visum til at være sammen med os. Det begyndte med at nævne den muslimske fortælling: “Er religion noget andet end kærlighed?” Han forbandt denne fortælling med Jesu lære om kærlighed. Han foreslog også en vision for arbejdet i Sandt Liv i Gud og sluttede sin tale med at sige, at det er vores pligt og ansvar at udbrede vores måde at tænke på over hele kloden.

Mens vi lod den store mængde information og indsigt fra dagens foredrag synke ind, tog vi afsted til det antikke Korinth for at besøge dets ruiner, Korinth-museet, Epidaurus, dets antikke teater og Asclepius-helligdommen.

Paulus boede i nærheden af agoraen i det gamle Korinth i omkring halvandet år. Folk fra mange samfundslag kom til Korinth, så han var i stand til at udbrede sit budskab til dem fra andre områder og andre lande. Den hæderkronede Sankt Pauls Kirke er nu opført på det sted, hvor han prædikede. Desuden arbejdede Paulus under sit ophold i Korinth. Vi så dele af en gammel havn, hvor Paulus ankom, og hvor han arbejdede. Korinth er en landtange, så der var nem adgang for rejsende. Ud fra ruinerne kunne vi se, at dette var et af de bedste steder i Korinth, hvor Paulus’ budskab om den opstandne Kristus kunne få genklang og blive udbredt til hele verden på det tidspunkt. Korinth ligger i udkanten af den nordvestlige del af Peloponnes. Det var her, alle varer og mennesker kunne sendes videre til de Ioniske Øer og til Italien. Det blev kaldt ‘akro’ (kanten). Peloponnes har et utroligt smukt landskab med floder, høje bjerge og naturlige, varme kilder. Det er fyldt med oliven- og figentræer. Fra Korinth kørte vi til Epidaurus, et enormt anlagt område: vi så antikkens ældste scene og derefter et ældgammelt helseområde bygget i den nærliggende skov. Komplekset, dateret mellem år 600-800 f.Kr., var dedikeret til guden Asclepius, og det lignede fundamentet til et kursted. Det var enormt stort, med soveafdelinger og bade. De, der kom for at blive helbredt, sov med hovedet mod jorden i et dertil indrettet rum og forsøgte at drømme om guden Asclepius, som skulle kunne helbrede dem. Gennem denne historie så og hørte vi, hvordan denne gamle kultur værdsatte helbredelse fra det guddommelige. Den forberedte sig på endelig at modtage Kristus og den hellige treenighed i sin kultur og finde helbredelse den dag i dag gennem Kristi indgriben i deres liv. Da vi vendte tilbage til hotellet, spiste vi og fik senere lejlighed til at tilbede Kristus i eukaristien med en aftentilbedelse.

Tirsdag den 29. oktober 2019

Tirsdag den 29. oktober bød på en tidlig opvågnen til solopgangen. Da vi hoppede på bussen kl. 6.30 i håb om ikke at være kommet for sent, blev vi budt velkommen af glade ansigter og entusiasme. Det vækkede os til noget, der virkede som styrke fra en kraft ud over os selv. Vi begyndte vores tur bagerst i bussen, da en passager kiggede over på os og sagde “Endnu en dag. Gudskelov har vi en ny dag.” Gud giver os virkelig hvile, endda på selve rejsen, så vi kan deltage i hans gaver. Vores energi kommer fra den enhed, der findes iblandt os. Alle 720 pilgrimme gik ombord på en færge i havnen i Piræus og satte kursen mod øen Aegina. Aegina ligger midt i den Saroniske Bugt mellem Attikas kyst og Peloponnes (lige midt i). Den kaldes Argo-Saronic Øen. Det er den største af de saroniske øer, 85 kvadratkilometer med 13.000 indbyggere, mange fra Athen, som har et andet hjem i Aegina. Det berømte kloster Sankt Nectarios, med en nybygget kirke af denne moderne helgen, står i Aegina som den største kirke i hele Grækenland. Bag Sankt Nectarios’ Kirke ligger Den Hellige Treenigheds Kirke. Ved klostret tog vi noget vand fra de velsignede kilder i nærheden af Sankt Nectarios’ grav og gik derefter til det rum, der husede hans grav. Vi lagde vores hoveder mod helgenens gravkiste. Vi hørte faktisk hans hjerteslag! (Der var