af f. John Abberton

I Johannesevangeliet beder Jesus til Faderen for Sine disciple:

“Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden. Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét”

(Kapitel 17, vers 14-20).

Jeg har læst dette i henhold til ‘New Revised Standerd Version’ (engelsk udgave af biblen). I Jerusalem bibelen læser vi ikke “helliggør dem i sandheden”, men “indvig dem”.

At blive indviet betyder at være “afsat” til et helligt formål. Det betyder også “At gøre hellig”. En indviet ting eller person er gjort hellig af Gud. Når vi er indviet: overgivet til Gud, er vi blevet skænket hellighed. Vi tilhører Gud; vi er Guds ejendom. Da vi er væsener med en fri vilje, er vores samarbejde med Gud et valg. Vi er helliggjort af Gud, men ikke imod vores vilje. Vi bliver givet hellighed, men vi må også vælge det. Hellighed er ikke en kold, klinisk tilgang til livet. Det er en disciplin men det er en disciplin af kærlighed. De helligste blandt os er de mest kærlige. Det skal også siges, at dette ikke handler om udseende eller ekshibitionisme: de, der virkelig elsker ved, hvornår de skal tale, og hvornår de skal tie.

Et musikinstrument tjener bedst sit formål, når det er stemt af den, der spiller det i forhold til de andre instrumenter i bandet eller orkestret. Instrumentet skal være fleksibelt, lydhørt og pålideligt. Strengene skal være i god form, træet af god kvalitet er metallet rent. En koncertviolinist kan for eksempel have mere end en violin. Han vil vide, hvordan man får det bedste ud af hver enkelt. Han vil håndtere hver violin på en sådan måde, at han respekterer styrken og svagheden ved hvert enkelt instrument.

Vi tilhører Jesus Kristus.

At blive konsekreret indviet til Sandheden betyder flere ting: Til at begynde med;

1. Vi må forsøge at vide nok om os selv til at forstå, hvordan vi kan være til nytte i verden.
2. Vi skal vide, at der er mere at lære.
3. Vi skal vide, hvor vi skal lede, eller hvem vi skal spørge, om de svar, vi har brug for at få besvaret om os selv.
4. Vi skal være i stand til at lytte og lære uden at blive overvundet af frygt eller fordomme af nogen art.

Vi skal være ydmyge. Ydmyghed er at være åben for Sandheden. Det er tæt på det at være føjelighed, hvilket betyder evnen til at lytte og lære. Det er ikke let at være ydmyg, men uden ydmyghed vil de andre kristne dyder ikke blomstre. Ydmyghed er den jord, hvor Gud planter de smukkeste ting i Sin have. Vi er nødt til at beskytte og udvikle ydmyghedens dyd. Det hjælper at kende et par fakta om os selv. Jeg har taget følgende fra en lille bog kaldet “Victory Over Vice” (Sejr over synd) af ærkebiskop Fulton Sheen.

”Fra et materielistisk synspunkt er vi så lidt værd. Indholdet af en menneskekrop svarer til så meget jern, som der er i et søm, så meget sukker, som der er i to sukkerknalder, så meget olie som der er i syv stykker sæbe, så meget fosfor, som der er i 2.200 tændstikker og så meget magnesium som det tager at fremkalde et fotografi. I alt er den menneskelige krop, kemisk set, kun nogle få dollars værd.” (Side 49)

Selvfølgelig er vi meget mere værd end det for vores Skaber. Vores sande værdi er baseret på Gud, som skabte os. Det er derfor korrekt at sige, “Jeg er intet” eller “Jeg er værdiløs”, hvis jeg mener “intet” eller “værdiløst” uden Gud. Den respekt, vi skal have for os selv, kommer fra vores respekt for den, der skabte os. Husk, at vi skal elske vores naboer, som vi elsker os selv. Det betyder, at vi ikke må behandle os selv som affald, ellers ville vi behandle hinanden som affald. Men uden Gud er vi skrald, der ikke er mere end et par dollars værd. Stolthed er en slags sindssyge. Hvad er jeg sammenlignet med Gud? Jeg er ringere end et støvfnug, alligevel elsker Gud dette støvfnug, og Kristus udgød Sit blod for det. Dette betyder, at jeg skal behandle andre støvfnug – dig – som guldstøv, men kun på grund af Kristus.

At blive indviet i sandheden betyder, at vi begge tilhører sandheden, og at vi er forpligtet til sandheden. At acceptere dette kald; at være instrument for sandheden betyder, at vi søger Guds vilje.

Spørgsmålet om, hvordan vi lærer Guds vilje at kende, har ikke et simpelt svar. Ikke fordi Gud er kompliceret, men fordi vi er det. Jesus fortæller os, at Sandheden er kærlighed.

I budskabet fra 22. oktober 1990 siger Han;

”Sandheden er KÆRLIGHED. Jeg er Sandheden. Vær vidner for Sandheden – modtag Sandhedens Hellige Ånd.”

Når vi ikke kan elske ordentligt, kan det skyldes, at vi ikke er åbne for sandheden.
Når vi kommer for at bede, skal vi være ærlige. Hvem er jeg virkelig?
Hvor let er det for sindet at konstruere en falsk identitet. Dette kan let ske, når en person begynder at blive dedikeret – når der har været en omvendelseserfaring – eller når en person er begyndt at vokse i bøn. St. Teresa fra Avila advarer os om, at en af de fejl, folk laver, når de gør et lille fremskridt i det åndelige liv, er at tro, at de er klar til at vejlede andre. Så vi ser de problemer, der er forårsaget af nogle mennesker, der tror, at de har et kald til at fortælle andre, hvordan de skal leve, hvordan de skal bede – eller i vores tilfælde, hvordan de skal fortolke Sandt Liv i Gud budskaberne. Dette er stolthed, forklædt som kærlighed.

Et andet eksempel: vi bør ikke antage, at alle vores motiver eller intentioner er perfekte. Vor Herre Jesus Kristus og Hans Moder havde udelte hjerter. Vi opfordres til at være ”rene af hjertet”. Én betydning af dette er determineret, en anden betydning er fuldstændig dedikeret. I et budskab fra 10. juni 1994 sagde Jesus:

“Jeg glædes over ethvert rent hjerte; Jeg glæder mig, når Jeg ser at jeres øjne kun søger himmelske ting; Min herlighed er, når I kommer til Mig og siger til Mig: ‘her er jeg … her er jeg’, og tilbyder mig jeres hjerte, så Jeg kan forvandle det til Min ejendom og siden herske over det.”

At “søge himmelske ting” betyder ikke at flygte fra vores ansvar eller hengive os til fantasier. Vi må søge Guds vilje i alle ting, og alt, hvad vi gør og alle vores lidelser skulle ofres til Guds ære. Når han giver os et stykke arbejde at fuldføre, skulle vi gøre det godt. Dette kan være alt fra at vaske op til at bygge en katedral. Hvordan vil han bedømme værdien af vores arbejde? Vil katedralen være af større værdi, hvis den er bygget af forfængelighed, eller vil Han foretrække at se en hylde fuld af rene tallerkner, der er vasket op som et udtryk for kærlighed?

Hjertets Renhed viser sig når vi er koncentrerede. Når vi er fokuseret på noget, på det arbejde, vi laver. Vi er ikke perfekte i dette liv; vi vil kende perfektion i paradis. Hvis vi ønsker at udvikle vores koncentrationsevne, har vi brug for selvdisciplin. Vi har brug for orden i vores liv. De store klostertraditioner minder os om dette. Munke, nonner som lever i klausur og klostre er vigtigere end nogensinde: vigtige for verden omkring dem. Benediktinerklostrene påvirkede Vesteuropa dybt. Munke fra øst og vest minder os om kaldet til at være ”rene af hjertet”: at være dedikerede, lydige og disciplinerede. Så vi er nødt til først og fremmest at erkende denne sandhed: Vi er normalt ufuldkomne i tanke og handling. Vi kan ikke antage, at det, vi kalder inspirationer fra Gud, ikke på en eller anden måde blandes med eller påvirkes af vores egne fejl og svagheder. Da vi normalt ikke ved, hvad der foregår i vores underbevidsthed, kan vi ikke så let afgøre, om vi bliver drevet af en eller anden skjult tilskyndelse. Vi har alle lidt i større eller mindre grad i vores barndom; hvis ikke gennem vores forældre eller brødre og søstre, så på grund af oplevelser, vi havde i skolen eller blandt vores barndomsvenner. Ved vi med sikkerhed, hvordan vores tidligere erfaringer påvirker os i dag?

Jeg siger ikke, at vi alle med vilje er halvhjertede, og jeg siger heller ikke, at vi altid er bevidste om at vi bliver styret af vores følelsesmæssige behov; hvad jeg siger er, at vi skal være ærlige over for os selv og ærlige overfor Gud. Dømmekraftens gave bliver ikke givet til alle, men hvis vi beder om det og derefter vælger en åndelig vejleder, er der en god chance for, at Gud vil give gaven til den, vi vælger. Fra tid til anden har de, der håber at komme videre i det åndelige liv, brug for gode råd. Det er tåbeligt at lade som om, at vi ikke har brug for hjælp. Det er værre end det, det er stolthed. Når vi vokser i ydmyghed, bliver vi mere opmærksomme på vores fejl, vores svagheder, vores excentriske sider. Vi lærer os selv at kende, alt eftersom Gud tillader det. Nogle gange vil Helligånden fremhæve noget. Måske vil det ske, efter at vi er faldet i synd. Måske kommer det i form af en irettesættelse eller ved at vi bliver korrigeret af en anden. Jeg har en ven, der er psykolog – en doktor i psykologi. Nogle gange siger han noget, der får mig til at rette mig op. For eksempel kan han sige noget som: “I går var du meget optaget af noget, og det gjorde dig meget stille”. Jeg kan sige, “Nej, det var jeg ikke”, og han vil fortsætte med at sige, “Hvad tænkte du på?” og så kan jeg sige, “Det er ikke din sag”. Han vil så måske sige, “Jeg finder ud af det”. Han finder måske ikke ud af hele sandheden, men han vil finde ud af noget, fordi han er uddannet til at genkende visse ting hos mennesker. For ikke så langt tid siden var vi sammen på et hotel og talte med en mand fra Skotland. Senere fortalte min ven mig, at “den mand havde manisk-depressive tendenser”. Jeg var chokeret. Jeg sagde: “Hvordan vidste du det?” Min ven fortsatte derefter med at fortælle mig sine beviser. Hvis jeg ikke kan skjule mit sande selv for en god ven, hvordan kan jeg så skjule mig for min skaber? Nogle mennesker prøver som minimum at skjule sig for sig selv, men vi kan aldrig skjule os for Kristus.

Hvis jeg fortalte, at jeg var perfekt, ville jeg enten være en løgner eller meget åndeligt umoden eller sindssyg. Hvis det er muligt for nogen at være perfekt i dette liv, vil jeg tænke, at han eller hun ikke er klar over det. Selv hvis en person vidste det, ville du aldrig høre det fra vedkommendes læber. Vi bliver bedt om at “være perfekte”, da “vor Himmelske Fader er perfekt”, men selv Paulus sagde, da han så hen mod afslutningen af sit liv:

“for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde! Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. Således skal vi tænke, vi, der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer;” (Paulus’ Brev til Filipperne 3,10-15)

At være indviet til sandheden betyder at vi er kaldet til enhed. Dette fremgår tydeligt af det afsnit, jeg citerede i starten. Jesus bad om, at hans disciple skulle blive “helliggjort i sandheden”, så de kunne bringe andre til sandheden, at de “alle må være ét”. Jeg tror, at vi kan overføre dette til os selv, ligesom også alle andre kristne som er kaldet til at have en rolle i evangeliseringsarbejdet. Alle de, der er døbt, er indviet. Alle de, der er bevidste om at de er kaldede til at sprede sandheden om Jesus Kristus, opfordres til at acceptere at være en del af evangeliseringsarbejdet. Vi opfordres til at leve i sandheden, hvilket også betyder at leve i anger. At acceptere sandheden om os selv må indebære indrømmelsen af, at vi er syndere, og skrifte af synder. Vi kan kun begynde at være samlede som et legeme i ydmyghed. Kristi Moder fortæller os i et budskab dateret 23. september 1991: “Nøglerne til Enhed er: Kærlighed og Ydmyghed”

Hvis vi accepterer kaldet til at leve i sandheden, må vi respektere hinanden og tage hinandens hånd. Sandheden vil sætte os fri. Vi kommer ikke tættere på hinanden ved at benægte vores tro. Falsk økumeni er ubrugelig. Jeg kan ikke foregive, og jeg vil heller ikke foregive, at jeg ikke holder visse ting for at være sande. For mig er det et spørgsmål om guddommelig tro. Når jeg møder kristne fra andre trossamfund, forventer jeg ikke, at de foregiver at være enige med mig i alle ting. Hvis der ikke er nogen ærlighed, hvordan kan der så komme fremskridt? Vi skal være ærlige over for hinanden. Vi må selv stille spørgsmål og tillade andre at stille spørgsmål. Hvilke minder fra fortiden bærer jeg med mig? Påvirker de vores fremskridt hen imod enhed? Har jeg virkelig brug for disse minder? Kan jeg bede om tilgivelse eller ofre det op? Hvorfor reagerer jeg overfor bestemte udsagn og overbevisninger? Hvad er der i mig eller i min baggrund, der forhindrer yderligere dialog? Har jeg en høne at plukke med vedkommende, som vi siger på dansk, eller en skjult dagsorden? Er jeg bange for dig; bange for mig selv: bange for sandheden?

Udfordrende spørgsmål opstår, når vi prøver at være åbne for sandheden. Når vi ser på hinanden, snakker og spiser sammen, genkender vi også et andet aspekt af at være indviet til sandheden. Vi er skabt for hinanden Hvis Sandheden er Kærlighed, så taler vi ikke kun om propositioner, doktrinære formler og Trosbekendelser, så taler vi om mennesker. Vi hører sammen. At være dedikeret til sandheden betyder at være dedikeret til forsoning og enhed. Derfor ved vi, at vi ikke kan gøre fremskridt, medmindre vi kan stå ansigt til ansigt med os selv, som vi er. Jeg har brug for at vide, hvem jeg er, hvis jeg skal lytte til dig. Jeg har brug for at vide, hvad der kan blokere mine ører. Medmindre jeg er parat til at se sandheden om mig selv, hvordan kan jeg så åbne mit hjerte for en anden? Vi kan gå i samme retning, fordi vi følger efter det samme lys. Nogle gange ser det ud til at vi går langt fra hinanden, men på andre tidspunkter er vi tætte nok til at holde hænder. Vi må forøge den tid, hvor vi holder hinanden i hånden og mindske de tidspunkter, hvor vi er langt fra hinanden. Diskussioner alene opnår ikke dette; vi må blive venner. Venner kan være glade i hinandens selskab, selv når de ikke ved hvad de skal sige. Når vi taler, så lad os bruge ord, der er opbyggende og aldrig ord, der ødelægger.

Hvad er vi rede til at gøre for at opnå målet om enhed? Are we prepared to tell the honest truth to ourselves? Er vi rede til at lade Helligånden finde os skyldige i synd? Er vi rede til virkelig at lade Jesus Kristus være “Vejen, Sandheden og Livet”? Hvis vi er villige til at ofre noget for enhedens skyld, så lad det være de ting, vi har blandet med vores tro, de ting, der ikke er spørgsmål om tro, men om frygt. Lad os overgive vores frygt, overgive vores fordomme, og sågar i nogle tilfælde overgive vores liv. Lad os først og fremmest bede Gud om modet til at være tro mod Sandheden, så vi aldrig må lyve for os selv, overfor hinanden eller overfor Gud.

Den 10. december 1995 sagde Herren Jesus:
“Fred være med dig. Dit mål skal være at forblive i Sandheden og drage alle mennesker til Sandheden og ind i Mit Rige. Jeg er Sandheden, og Mit Rige på Jorden er Min Kirke, og Min kirke er Mit Legeme, som fylder hele skabelsen; og Min Kirkes Liv er Min Hellige Eukaristi, Vejen til evigt liv. Jeg er Vejen, Sandheden og Livet; Jeg er Kærligheden. Elsk Mig og du skal leve; gennem Kærlighed vil din sjæl begynde at se efter himmelske ting – verden kan ikke give dig noget som helst, som tilhører Mig. Klyng dig til Mig, og du vil forblive rodfæstet i Mig og på denne måde vil du vinde det evige liv, som Jeg har lovet dig.”