Mine damer og herrer, kære venner,

I dette oplæg vil jeg gerne bidrage til vores overvejelser om begrebet guddommeliggørelse. Jeg ønsker at dykke ned i begrebets bibelske oprindelse, understrege forskellene mellem begreberne guddommeliggørelse og retfærdiggørelse og undersøge, hvorfor ideen om guddommeliggørelse har været mere udbredt i østlig end i vestlig teologi. Endelig vil jeg gerne diskutere den rigdom af indsigt, som Sandt Liv i Gud giver for at hjælpe os med at uddybe vores forståelse af guddommeliggørelse.

Guddommeliggørelse, også kaldet theosis, hævder, at mennesker kan opnå en lighed med Gud gennem en transformationsproces eller guddommeliggørelse, eller som udtrykt i SLIG-budskaberne, en proces med at blive guddommelig gennem deltagelse. Denne tro har været central for østlig ortodoks kristendom siden kirkens tidlige århundreder. Selvom juridisk tænkning udfordrede det i Vesten, er det også til stede i berømte tænkere af vestlig teologi.

Oprindelse i Skriften

Ideen om guddommeliggørelse kan spores tilbage til skabelsesberetningen i Første Mosebog, hvor der står, at Gud skabte mennesker i sit eget billede og lighed (Første Mosebog 1:26-27). Dette indebærer, at vi i sagens natur ligner Gud og besidder evnen til at spejle hans karakter og kvaliteter i vores liv.

I Det Nye Testamente videreudvikles begrebet guddommeliggørelse. For eksempel står der i Andet Petersbrev, at Gud har givet os »sine store dyrebare løfter så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur« (2 Pet 1:4). Dette indikerer, at vores deltagelse i den guddommelige natur ikke blot er en fjern mulighed, men snarere en mulighed, der er gjort tilgængelig for os nu gennem Guds løfter.

På samme måde står der i brevet til efeserne, at Gud »forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus« (Efeserbrevet 1:5). Denne indlemmelse i Guds familie indebærer en forvandling af vores identitet og karakter, efterhånden som vi bliver mere lig Guds søn, Jesus Kristus.

I Johannesevangeliet siger Jesus: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15:5). Denne metafor om vinstokken og grenene antyder en tæt og intim ontologisk forbindelse mellem Jesus og hans følgere, såvel som potentialet til at få del i hans liv og kraft.

Disse skriftsteder tjener sammen med andre som grundlaget for begrebet guddommeliggørelse i kristen teologi. De tilsiger, at vores deltagelse i den guddommelige natur ikke er et fjernt eller uopnåeligt mål, men snarere en mulighed, der er gjort virkelig gennem vores forhold til Gud og vores forening med Jesus Kristus.

Guddommeliggørelse har betydelige konsekvenser for vores forståelse af den menneskelige natur og vores forhold til Gud. Det minder os om, at vi er skabt i Guds billede og lighed, og at vores ultimative formål er at få del i hans guddommelige liv. Det fremhæver også vigtigheden af åndelig transformation og nådens rolle i helliggørelsesprocessen.

Østlig tækning – Maximos Bekenderen

Inden for den østlige ortodokse tradition opfattes guddommeliggørelse som en forenings-proces med det guddommelige ved at deltage i Guds guddommelige energier. Denne proces indebærer ikke opnåelse af nye træk eller kvaliteter; det indebærer snarere fuldt ud at omfavne vores iboende natur som mennesker skabt i Guds billede og lighed. Målet med guddommeliggørelse er ikke at erstatte Gud eller besidde noget, der ikke tilhører Gud, men at antage gudlignende egenskaber og dyder i vores karakter.

En nøglefigur, der repræsenterer dette ortodokse teologiske synspunkt, er Sankt Maximos Bekenderen, hvis skrifter i vid udstrækning diskuterer emnet. En berømt teolog og munk i den østlige ortodokse kirke, Maximos levede i det 7. århundrede og hævdede, at guddommeliggørelse repræsenterede det ultimative mål for et kristent liv, der kunne opnås gennem Kristi inkarnation og Helligåndens virke.

Ifølge Maximos omfatter guddommeliggørelse forvandlingen af et individs hele væsen, herunder krop og sjæl, hvilket gør dem i stand til at blive mere og mere Kristus-lignende og afspejle hans billede i deres liv. Denne transformation indebærer ikke kun at erhverve nye dyder og kvaliteter, men også at rense og oplyse ens tanker, følelser og ønsker.

Et væsentligt bidrag fra Maximos til guddommeliggørelseskonceptet er hans differentiering mellem de naturlige og overnaturlige aspekter af den menneskelige natur. Han hævdede, at mennesker blev skabt med en medfødt evne til guddommeliggørelse, en gave fra Gud ved skabelsen. Denne iboende evne til guddommeliggørelse manifesterer sig i menneskelige evner som fornuft, kærlighed og det at kunne vælge det gode.

Maximos hævdede imidlertid også, at denne medfødte guddommeliggørelsesevne blev svækket af syndefaldet, som fordærvede menneskelige ønsker og distancerede dem fra Gud, hvilket gjorde guddommeliggørelse til et vanskeligt mål at opnå uafhængigt af Gud.

For at overvinde denne udfordring understregede Maximus den afgørende rolle, som Kristi Inkarnation og Helligåndens arbejde spiller i guddommeliggørelsesprocessen. Han hævdede, at Kristus, som var helt guddommelig og menneskelig, havde genindført menneskets naturlige evne til guddommeliggørelse og givet dem mulighed for at blive Gud lig.

Maximos fastholdt også, at Helligåndens arbejde var afgørende for guddommeliggørelsen. Han hævdede, at Helligånden rensede og oplyste menneskelige tanker, følelser og ønsker, hvilket gjorde det muligt for enkeltpersoner at deltage i Guds guddommelige energier.

Desuden understregede Maximos betydningen af bøn og askese i guddommeliggørelsesprocessen. Han mente, at denne praksis hjalp med at rense menneskelige tanker, følelser og ønsker og forberede dem til Helligåndens arbejde.

Maximos hævdede, at guddommeliggørelse ikke var et fjernt eller abstrakt begreb, men et ægte og opnåeligt mål i dette liv. Han mente, at det kristne livs formål var at blive som Kristus, en forvandling muliggjort gennem Helligåndens virke i samarbejde med mennesket.

Sankt Maximos Bekenderens skrifter om guddommeliggørelse har dybt påvirket den østortodokse tradition og fortsætter med at inspirere og vejlede kristne i dag. Hans vægt på den medfødte evne til guddommeliggørelse, betydningen af Kristi inkarnation og Helligåndens gerning samt bønnens og askesens rolle i guddommeliggørelsesprocessen minder os om, at det kristne livs mål ikke blot er syndernes forladelse, men også forvandling til Kristi billede og deltagelse i hans guddommelige liv.

Selvom det er mindre fremtrædende i vestlig teologi, er guddommeliggørelsesbegrebet ofte knyttet til begrebet guddommeliggørelse gennem nåde. Teologer som Augustin og Thomas Aquinas understregede nådens betydning i helliggørelsesprocessen, forstået som en gradvis forvandling af den menneskelige person gennem Helligånden virke. Denne transformerende proces resulterer i deltagelse i den guddommelige natur og i sidste ende del i Guds evige liv.

Forskellen på guddommeliggørelse og retfærdiggørelse

Skelnen mellem guddommeliggørelse og retfærdiggørelse

Inden for kristen teologi udforskes vores forbindelse med Gud ofte gennem to indbyrdes forbundne begreber: guddommeliggørelse og retfærdiggørelse.

Retfærdiggørelse henviser til handlingen at blive erklæret retfærdig i Guds øjne gennem tro på Jesus Kristus. Ved troen bliver vores synder tilgivet, og vi betragtes som retfærdige foran Gud, selvom vi forbliver syndere, der har brug for Hans nåde.

Omvendt indebærer guddommeliggørelse at blive som Gud gennem en transformerende eller guddommelig proces. Denne forvandling omfatter ikke kun tilgivelse for vores synder, men også udviklingen af vores karakter og dyder, efterhånden som vi bliver mere og mere Kristus-lignende og afspejler hans billede i vores liv.

Selvom det er relateret, er retfærdiggørelse og guddommeliggørelse forskellige begreber. Retfærdiggørelsen markerer begyndelsen på vores forhold til Gud, der omfatter tilgivelse for vores synder og vores integration i Guds familie. Kristi død og opstandelse åbnede Himlens porte og inviterede os til at træde ind i Himlen. Guddommeliggørelse er imidlertid den kontinuerlige proces med at udvikle gudlignende karakter og dyder. Det repræsenterer den guddommelige energi, der giver os mulighed for at opnå Guds lighed og deltagelse, som vi fuldt ud vil nyde i paradis.

En nyttig tilgang til at forstå forskellen mellem retfærdiggørelse og guddommeliggørelse er at se retfærdiggørelse som det juridiske aspekt af vores forhold til Gud og guddommeliggørelse som det relationelle eller værensmæssige / ontologiske aspekt. Retfærdiggørelse vedrører vores status foran Gud, mens guddommeliggørelse involverer vores forbindelse med ham og vores deltagelse i hans guddommelige liv.

Både retfærdiggørelse og guddommeliggørelse er afgørende aspekter af vores forhold til Gud og nødvendige for vores frelse samlet set. Retfærdiggørelse minder os om, at frelse er en gave af Guds nåde, ikke noget vi kan opnå gennem vores egen indsats. Guddommeliggørelsen understreger på den anden side, at frelse indebærer mere end blot tilgivelse for vores synder – den omfatter også forvandling af vores karakter og dyder.

Vestlig vægt på retfærdiggørelse

Som nævnt har østlig teologi konsekvent fremhævet og understreget begrebet guddommeliggørelse gennem hele sin teologiske historie. Vestlig teologi har derimod overvejende fokuseret på retfærdiggørelse. Denne forskel skyldes til dels, at vestlig teologi er inspireret af retslig eller juridisk tænkning, som, selvom den har bibelsk fundament, blev videreudviklet under indflydelse af Romerretten.

Romerrettens indflydelse på kristen retfærdiggørelsesteologi kan spores tilbage til apostlen Paulus’ skrifter, som anvendte juridisk sprog og begreber til at belyse læren om retfærdiggørelse ved tro. Dette juridiske sprog afspejlede indflydelsen af romerretten, der var Romerrigets retssystem i Det Nye Testamentes tid.

Romerrettens ide om retfærdiggørelse handlede om den juridiske procedure med at erklære nogen retfærdig eller uskyldig i retten. Denne proces involverede en dommer, der undersøgte beviser og afsagde en dom baseret på sagens fakta. Derfor blev retfærdiggørelsestanker forbundet med retssager og retssalen.

Apostlen Paulus brugte dette juridiske retfærdiggørelsessprog til at forklare den kristne lære om frelse ved tro. Han sagde, at “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Romerne 3:23-24). Med andre ord argumenterede Paulus for, at vi alle er skyldige over for Gud og fortjener straf, men gennem tro på Jesus Kristus kan vi blive erklæret retfærdige eller uskyldige foran Gud, ligesom en anklaget i retten erklæres uskyldig på baggrund af at vi bliver erklæret retfærdige.

Romerrettens indflydelse på kristen retfærdiggørelsesteologi er også tydelig i udviklingen af begrebet tilregnet retfærdighed. Centralt i protestantisk teologi er den idé, at Gud erklærer os retfærdige, ikke på grund af vores iboende retfærdighed, men på grund af Kristi retfærdighed, som tilregnes eller krediteres os gennem tro. Reformatorer som Martin Luther, Philip Melanchton og John Calvin, alle tre jurister, understregede retfærdiggørelsens juridiske sprog og dets konsekvenser for frelsen. Den protestantiske reformation, der blev indledt i det 16. århundrede, havde til formål at reformere den katolske kirke og vende tilbage til bibelsk lære. Der er mindst tre grunde til, at guddommeliggørelse blev mindre understreget i protestantisk tradition:

1. Retfærdiggørelse ved tro alene

En afgørende lære fra reformationen var læren om retfærdiggørelse ved tro alene (sola fide). Denne doktrin understregede betydningen af tro på menneskelig frelse og skiftede fokus mod juridiske aspekter af frelse snarere end relationelle og ontologiske aspekter. Luther illustrerede dette ved at sige, at vi har en ny kappe af Kristus, der gør os retfærdige i Guds øjne, ikke på grund af nogen transformation under kappen, hvilket markerer en afvigelse fra guddommeliggørelseskonceptet.

2. Oplysningstidens indflydelse

Oplysningstiden, en kulturel bevægelse fra det 18. århundrede, der understregede fornuft, videnskab og individualisme, førte til øget fokus på menneskelige oplevelser og, snarere end transcendente eller overnaturlige eller ontologiske aspekter, af troen. Denne bevægelse påvirkede protestantisk teologi mere end katolske og ortodokse teologier, hvilket fik guddommeliggørelse til at miste sin relevans eller betydning for protestantiske teologer.

3. Sola Scriptura

Protestantisk vægt på sola scriptura, troen på, at Bibelen (og ikke kirken) er den eneste autoritet for kristen tro og praksis, kan også have bidraget til guddommeliggørelsens tilbagegang. Mens guddommeliggørelse er til stede i Bibelen, er den ikke så fremtrædende som andre teologiske begreber som retfærdiggørelse ved tro eller forsoning. Derfor kan protestantiske teologer have prioriteret andre begreber frem for guddommeliggørelse.

På trods af guddommeliggørelsens tilbagegang i protestantisk teologi er der for nylig gjort forsøg på at genoplive konceptet. Her er fire væsentlige eksempler:

4. John Wesley: Metodismens grundlægger understregede helliggørelse, processen med at blive mere Kristus-lignende, for at genindføre guddommeliggørelse. Wesley mente, at det kristne livs mål var fuldstændig forvandling til Kristi lighed, muliggjort af Helligåndens arbejde.
5. Karl Barth: Denne schweiziske reformerte teolog understregede forening med Kristus for at revidere guddommeliggørelsen. Barth mente, at forholdet mellem Kristus og hans disciple ikke kun var moralsk eller etisk, men en forening, hvor troende får del i Kristi liv og kraft.
6. J.I. Packer: Denne anglikanske teolog understregede også ideen om forening med Kristus for at genoplive guddommeliggørelsen. Packer mente, at det kristne livs mål ikke kun var syndsforladelse, men også transformation til Kristi billede og deling af hans liv og kraft.
7. Dallas Willard: Denne amerikanske filosof og teolog understregede åndelig dannelse for at genvinde guddommeliggørelse. Willard mente, at det kristne livs mål var ligedannelse til Kristi billede, hvilket krævede en bevidst åndelig dannelsesproces.

Disse teologer har blandt andet fremhævet guddommeliggørelse på forskellige måder og forsøgt at genoplive begrebet i protestantisk teologi.

Afslutningsvis, mens retfærdiggørelse og guddommeliggørelse er relaterede begreber, er de ikke identiske. Begge dele er væsentlige aspekter af vores forhold til Gud og nødvendige for vores frelse, og forskellige forhold har gjort, at guddommeliggørelse har været mindre fremtrædende i Vesten, især i protestantismen. Lad os stræbe efter at vokse i både vores forståelse af disse begreber og vores deltagelse i dem, når vi søger at blive mere som Kristus og afspejle hans billede i vores liv.

Guddommeliggørelse i Sandt Liv i Gud Budskaberne

Som de, der deltager i denne retræte i Vadstena, alle vil vide, er Sandt Liv i Gud-budskaberne (SLIG), modtaget af Vassula Ryden mellem 1985 og 2023, en række guddommelige åbenbaringer fra Gud, Jesus, Helligånden og Jomfru Maria blandt flere. Budskaberne omhandler forskellige åndelige temaer, deriblandt frelse, enhed og de sidste tider, og giver vejledning i at leve et liv i tro, kærlighed og hengivenhed. Et centralt tema i disse budskaber er guddommeliggørelse eller theosis.

Guddommeliggørelse som det ultimative mål for den åndelige rejse

I SLIG-budskaberne præsenteres guddommeliggørelse som den proces, hvorved et menneske bliver forenet med Gud og deltager i den guddommelige natur. Denne åndelige transformation har til formål at bringe personen i et nært forhold til Gud, så de kan opleve Guds kærlighed, nåde og nærvær mere fuldt ud.

Et citat fra et af SLIG budskaberne, dateret 5. maj 2001, udfolder dette:

“se nu og lær: – salige er de, hvis hjerte var åbne for at blive rensede og forberedte på at modtage Helligånden for en forvandling, de skal blive guddommeliggjort og blive kaldt den Allerhøjestes sønner og døtre, de skal blive kaldt guder ved delagtiggørelse.”

Som anført i citatet handler guddommeliggørelse ikke om at blive Gud eller lig med Gud. I stedet indebærer det at deltage i det guddommelige liv, opleve Guds kærlighed, nåde og nærvær mere fuldstændigt og i sidste ende blive mere Kristus-lig. Denne transformerende proces kræver både Guds nåde og den enkeltes samarbejde, som indebærer omvendelse, ydmyghed, kærlighed og bøn.

Et fortroligt forhold til Gud

SLIG-budskaberne understreger ofte vigtigheden af at udvikle et fortroligt forhold til Gud og åbne sig for Helligåndens vejledning. For eksempel kalder Jesus i et SLIG-budskab dateret 2 . august 1998 sjælen til at kalde til Gud:

“forvandl mit hjerte til et rent hjerte og guddommeliggør mig igennem din Hellige Ånds guddommelige kraft, Hjælperen, den Guddommelige; lad Ham lyse inde i mig nu ligesom en Parousia,[Et andet udtryk for Kristi genkomst] og min sjæl vil leve og også forherlige [herliggøre] Din Treenige Guddom.”

Guddommeliggørelsesprocessen er afgørende for personlig helliggørelse og vækst i hellighed. SLIG-Budskaberne fremhæver, at rejsen mod guddommeliggørelse er kontinuerlig og kræver en konstant forpligtelse til åndelig vækst.

Denne proces indebærer at vokse i Guds rigdomme, hans liv, hans dyder som udtrykt i dette SLIG-budskab af 31. december 2000:

“Min hensigt var at fylde jer med skatte [dyder] [virtues] indenfor jeres mure og udføre undere derinde for at opbygge Min Egen fylde; Mine velvillige intentioner var helhjertet at udgyde Mig Selv i jer og guddommeliggøre jer.”

Kirkens og sakramenternes rolle

Kirkens og sakramenternes rolle fremhæves også i guddommeliggørelsesprocessen. Sakramenterne, især eukaristien, ses som et nådemiddel, der gør det muligt for den troende at vokse i hellighed og deltage mere fuldt ud i det guddommelige liv. I et SLIG-budskab dateret den 16. oktober 2000 siger Jesus:

”for at redde alle de ydmyge på Jorden, som modtager Mig, og for at give dem evigt liv blev Jeg Brød for at give Mig Selv til jer; og igennem denne Kommunion helliger Jeg alle, som modtager Mig, og guddommeliggør dem til at blive kød af Mit Kød, ben af Mine Ben; ved at tage del i Mig, Som er Guddommelig, bliver du og Jeg ét legeme, åndeligt forenet; vi bliver beslægtet, for Jeg kan forvandle jer til guder ved delagtiggørelse; gennem Min Guddommelighed guddommeliggør Jeg mennesker;”

For at sammenfatte er guddommeliggørelse i SLIG-budskaberne en transformerende proces, der gør det muligt for et individ at deltage i den guddommelige natur og opleve Guds nærvær på en dybtgående og livsforandrende måde. SLIG-Budskaberne understreger vigtigheden af at udvikle et fortroligt forhold til Gud og åbne sig for Helligåndens vejledning. Denne guddommeliggørelsesproces involverer både Guds nåde og den enkeltes samarbejde, i en kontinuerlig stræben efter at vokse i hellighed og blive mere som Kristus. Således taler SLIG-budskaberne i omfattende grad om begrebet guddommeliggørelse, og vældig meget i retning af kristen teologi, som vi har set det ovenfor, men genopliver begrebet for vores tid.