“Guddommelig kærlighed til hinanden binder os i enhed sammen i Gud.“
Jeg vil sige noget om dette fra et praktisk niveau.
Sidste år, i det tidlige forår 2018, havde vi vores årlige møde i den svenske forening. Vi delte med hinanden, hvordan vi havde mødt SLIG, og hvad det betyder for os, som vi oftest gør. Men af en eller anden grund føltes det åndelige fællesskab blandt os denne gang meget stærkt. Du kan beskrive det som titlen på denne pilgrimsrejse: “Guddommelig kærlighed til hinanden binder os i enhed sammen i Gud.”
Kort efter dette møde begyndte vi at tænke på at danne en form for bønsfællesskab, den slags fællesskab, hvor mennesker deler en fælles spiritualitet og en fælles regel, men lever deres almindelige liv [svarende til den “tredje orden” af religiøse ordener i det katolske kirke, for lægfolk].
Jeg havde altid før troet, at SLIG ikke er et sådant fællesskab, fordi der ikke er nogen fælles regel, ingen liste over medlemmer, som vi regelmæssigt skal bede for, ingen løfter osv. Vigtigere er det, at der ikke er noget i budskaberne, der opfordrer os til at gøre dette. Men nu følte vi et kald til at prøve det. Og jeg havde før hørt om noget lignende blandt SLIG-folk i Filippinerne.
Bedegrupperne er naturligvis stedet, hvor fællesskabet og kærligheden til SLIG-mennesker bør vokse, men som det nogle gange sker, bliver én person i gruppen for gammel til at deltage, én bliver syg, én flytter til en anden by – og pludselig står du der alene. SLIG-læsere, i hvert fald i vores land, synes at være fundet som én her, én der, spredt ud over hele landet. Derfor er der behov for at styrke båndet mellem os på en anden måde, også uden for bedegrupperne.
Det meste af det nødvendige indhold findes allerede: de tre daglige bønner og budskaberne som en fælles spiritualitet. Indholdet af en regel kan findes i flere passager, som i dette budskab fra 9. februar 1990:
“… Jeg ønsker, at I faster og gør bod; Jeg ønsker, at I skal modtage Min Hellige Eukaristi så ofte, I kan; Jeg ønsker, at I går til skrifte, i det mindste én gang om måneden; Jeg ønsker, at I dagligt læser et stykke af Bibelen; Jeg ønsker, at I gør godt for andre ved forsagelser; Jeg ønsker, at I beder Rosenkransen, og, hvis det er muligt, alle tre Mysterier [this was before John Paul II added the fourth Mystery][dette var inden Johannes Paul den 2. tilføjede det fjerde mysterium]; Mit mål er at bringe jer tilbage til guddommelighed og leve helligt, for Jeg er Hellig; dette er Mine grundsætninger; Jeg ønsker jeres daglige overgivelse;”
Det er, hvad Jesus beder os alle om. Men hvor mange af os følger egentlig dette? Det er ikke let. En af grundene til at danne et fællesskab er at hjælpe og støtte hinanden til ikke blot at læse budskaberne, men også til at efterleve dem.
Et SLIG-fællesskab har et særligt kald til at udleve Enheden, selvfølgelig både i den lokale by og sogn, og også i selve samfundet. Ikke altid let … Det, der binder sammen, er den guddommelige kærlighed som i titlen på denne pilgrimsrejse. Vi er alle berørt af Guds kærlighed i disse budskaber, og er derfor – forhåbentlig – i stand til at give noget af den kærlighed til hinanden såvel som til alle mennesker, vi møder.
Så hvad er forskellen mellem SLIG-læsernes almindelige familievenskab og et sådant fællesskab? Grundlæggende er der ikke noget nyt i dette. Indholdet er det samme, kun fællesskabsformen er anderledes. Denne form for fællesskab er ”venskab udtrykt i ord” ved hjælp af ordene fra Jean Vanier, grundlæggeren af L’Arche-fællesskabet. Vi bliver mere bevidste om hinanden, beder for hinanden, også ved navn.
Dette skaber naturligvis en gruppe inden for den større gruppe, og dette har naturligvis sine risici. Alligevel tror jeg, at fordelen er større end risikoen.
Da vi startede, besluttede vi at prøve dette i et år og evaluere det bagefter. Og da vi mødtes efter et år, besluttede vi alle at fortsætte. Oplevelsen var god. “Guddommelig kærlighed til hinanden binder os i enhed sammen i Gud.“
Pastor Bo Westergaard,
Den lutheranske kirke i Sverige
