9. april 1988

(Påskelørdag.)

Jeg elsker dig; du er nu forenet med Mig, og hvert skridt, du tager, velsigner Jeg, Mit barn; Jeg er dit livs Tilflugt; Jeg er Opstandelsen;

Herre, skønt dette Budskab har omvendt mange lægfolk, og de glæder sig over det, føler jeg mig bedrøvet, for vi har sendt kopier af budskabet til mindst 33 kirkelige autoriteter, og ingen har svaret bortset fra to. Den ene sagde, hun ikke følte sig forpligtet til at sige sin mening. Den anden sagde, han var overbebyrdet og ikke havde tid til dette. Herre, jeg føler mig bedrøvet.

Min Vassula, lad det være på denne måde; Vassula, lad Mig være fri til at gøre det på Min måde; Jeg vil en dag befæste Mine Gerninger, som Jeg har givet dig; du, Mit barn, skal bære dette navn: “Kærlighedens Offer”; Jeg vil aldrig forlade dig, Jeg vil heller aldrig lade dig i stikken; hvert ord vil blive skrevet tusindvis af gange til Tidernes Ende;

Jeg har oprettet Evighedsbånd mellem dig og Mig; disse Bånd er en Kærlighedsalliance mellem os; disse Bånd bærer Mit Navn og er for evig og altid og i al Evighed; Jeg, Herren, elsker jer alle, og det er på grund af dem, der søger Sandheden, at Jeg er kommet for igen at vise, hvad Sandheden virkelig er, og hvad Den betyder, siden de har glemt Den; Jeg er Sandheden, og Sandheden er Kærlighed, Grænseløs Kærlighed, Sublim Kærlighed, Evig Kærlighed; Min Bog er en Kærlighedsbog;

Min brud, kom og elsk Mig; Jeg bliver herliggjort ved din kærlighed; forstå nu hvorfor Jeg er steget ned igennem dig, barn; det er ikke bare for at manifestere Min kærlighed i dig, for dig alene, men for alle1 Min skabning! Jeg kom for at minde dem om, hvor meget Jeg elsker dem;

Mit Hjerte flænges og sønderrives ved at se, hvor mange af Min skabning der giver efter for Satan! hvor Jeg lider over at se, at så mange af Mine præster er på vejen til evig fortabelse! Jeg Er Ordet, Den Helligste af Hellige, Den Evige Gud, Emmanuel; og jeres Frelser, som I gennemborede for mange år siden og aldrig er holdt op med at gennembore igen og igen; hvorfor, hvilken forskel er der på i dag og på gamle dage, da Jeg var i kød og blod og blev naglet til Korset? Jeg bliver gentagne gange gennemboret af jeres hykleri, jeres hovmod, jeres frafald og jeres stædighed. I er ikke ophørt med at være sløve over for Mine Tegn, Mine Mirakler og Mine Guddommelige Gerninger; I håner Mig i dag, som I gjorde i går; Jeg bliver hånet af jer, I, som Jeg har betroet millioner af sjæle, I korsfæster Mig igen, I nagler Mig på ny til Korset med jeres sløvhed; åh, alle I, hvis hjerte stadig er golde,2 hvis hjerte er blevet til granit, vil I nogensinde tillade jeres hjerter, at blive berørt af Mig og blive blødgjorte og åbnede?3 vil I en dag holde op med at gennembore Mig?4

Min Mund er mere tør end pergament af tørst efter kærlighed; Mine øjne er blevet trætte af at se jer spilde jeres ord på Mit Alter; I giver Mig jeres bønner, men før de når Mig, forsvinder de i luften som tåge; Jeg vender Mine øjne væk fra jer, for Jeg ved, hvad der er dybt inde i jeres hjerter; Jeg kvæles! … Jeg er ved at blive kvalt! ved at se Mit afkom fyldt op med døde ord, ved at se I kommer til Mig uden frygt og træder så åbenlyst på Vore Guddommelige Hjerter!5 så iøjnefaldende! hvordan forventer I så, at Mine lam skal stole på jer?

åh Vassula! Mit Hjerte bløder voldsomt; kom ind i Mit Hjerte og føl din Guds Sår;

J-E-S-U-S!! Mit hjerte skriger af smerte ved at føle Dig i denne tilstand, åh min Elskede Gud! Hvad har de gjort? … Hvad er det, de gør?

åbenbar Mine Kærlighedsgerninger; åbenbar Dem for alle mennesker; selv til dem, der vil behandle dig som en nar, Mit barn; de vil til sidst se Min Herlighed;

(Jeg er rystet, Herren ved det. Jeg er allerede blevet behandlet som en nar, som en bedrager, som en besat, som Antikrist, som mentalt syg. Jeg er blevet ydmyget, for folk skjuler ikke engang deres følelser, når de vil såre én. Vil jeg klare at gå videre under disse vilkår? Jeg er svag … min sjæl er træt … mine to vidner har heller ingen virkelig autoritet eller magt, de gennemgår det samme, som jeg gør, hånet og afvist, mistroet og ignoreret. Vi drikker alle af det samme bitre Bæger, deler Det med Jesus.)

Vassula, du har Mig foran dig; det er Jeg, din Gud, som til sidst vil vise jer alle Min Herlighed; Jeg ved, hvad Jeg har valgt … Jeg har fundet den mindste af alle Mine skabninger; Jeg har valgt dig, så alle og enhver kan se, at al Autoritet vil stige ned direkte fra Mig og Mig alene … og ikke fra dig! Vassula, Jeg er denne Haves Vogter, og ingen undtagen Jeg beskærer de høje træer og tillader de små at vokse; Mit Ord vil stige ned over jer, skabning, som et Tordenslag! ve de utro!

Vassula, gem Mig i dit hjerte, modtag Vor Fred;


1 ’Hele’ blev udtalt på denne måde: heeele.
2 Jesus stemme var bedrøvet og bedende.
3 Igen, bedrøvet og bedende.
4 Igen, bedrøvet og bedende.
5 Hellige Marias og Hans Hjerte