Den ærværdige Cristian Curty OFM
Præst og Eksorsist, Den Marianske Præsteorden
Marseille, Frankrig

Automatskrift eller hieratisk (hellig) skrift?

Det er bredt kendt, at Vassula skriver budskaber, som hun viderebringer til os under diktat fra Vor Herre. Når det sker, forandres hendes skrift og bliver ret forskellig fra hendes spontane hverdagshåndskrift. Vassulas personlige håndskrift er normalt lille og stram, men dog ordentlig og velkontrolleret af hendes vilje, der ved, hvad hun vil. Desuden påvirkes den af hendes varme og meget raffinerede personlighed, som har god sans for proportioner. På den anden side er budskabernes håndskrift præget af dens orden, klarhed, regelmæssighed og en vis majestæt. Her toner Vassulas personlighed ned og forsvinder til sidst bag det, der ved første øjekast kun synes at være en facade, der er lidt stiv og kunstig.

Derfor opstår det spørgsmål, som nogle mennesker går med, skønt de selv bedømmer budskaberne positivt. Helt legitimt spørger de sig selv om denne “inspirations” oprindelse og ægthed. Også her ligger oprindelsen til mistanken for kritiske sind, der i dette finder et væsentligt argument for deres indsigelse mod budskaberne som helhed. Således hævder de, at det er en simpel udforskning af Vassulas egen psykiske dybde. Denne fortolkning reducerer disse skrifter til et fænomen, der er kendt som paranormal skrift. I så fald ville vi ikke beskæftige os med den kristne tros Jesus og en åbenbaring fra ham. I stedet ville det være noget fra Vassulas egen underbevidsthed, der gradvist kommer frem i lyset. Måske ville de sige, at der måske endda er en anden “ånd”, i hvilket tilfælde det kun kan være en ond.

Hvad skal vi så tænke om alt dette? Har vi faktisk at gøre med en åbenbaring af Herren, et brev fra Vorherre til sin kirke, eller er dette simpelthen et eksempel på, hvad der almindeligvis kaldes automatskrift? Er det Vorherres hånd, der skriver til os gennem Vassula’s hånd, eller er det nærmere Vassula, der i en tilstand af trance beskriver for os, hvad der end stiger op fra dybet af ​​hendes underbevidsthed? Bliver hun styret af en parasitisk ånd, som vi bedst kunne identificere på den måde, for ikke at blive bedraget af en, der præsenteres for os som en, der kommer fra Herren? I det første tilfælde har vi at gøre med inspireret skrift. I det andet tilfælde har vi at gøre med paranormal skrift eller automatskrift.

Hvad er automatskrift?

Det en skrift, der involverer enten overna I vores præstegerning som eksorsister er det ikke sjældent at støde på dette fænomen. Hånden på den, der frivilligt har overgivet sig til den slags føring, skriver selv; den skriver ikke af bevidst tankevirksomhed eller intelligens. Den bevæger sig i stedet ved en ukendt kraft, der ikke er påvirket af skriverens vilje. Nogle gange, i ekstreme tilfælde, er det selve redskabet, der ved den blotte kontakt med en finger begynder at skrive et budskab.

Budskabet kan være at høj literær værdi, endda spirituelt, eller det kan tendere mod det bizarre, latterlige eller vulgære. Nogle gange taler det om en verden hinsides, der er en fantastisk slags paradis, eller også kan det give nogle enkle råd til skriveren eller give ham en besked vedrørende hans daglige, praktiske liv. Ind imellem svarer det bare på spørgsmål, der er blevet stillet, hvad enten det er om dets egen identitet: “hvem er du?” eller det omhandler ting, der hælder mod det farlige område indenfor spådom. Sommetiden kan automatskrift forudsige fremtidige hændelser, der faktisk kan finde sted. Således kan det give anledning til falske påstande; det kan også simpelthen vise en imaginær fortid, der fører skriveren til den illosoriske og kætterske tro på reinkarnation.

Lad os her se bort fra spørgsmålet om, hvad vi skal kalde problemet med automatskriftens literære karakteristika. Det er endog ret usædvanligt, at taleren, der for eksempel hævder at være Lamartine, faktisk skriver linjer i en kvalitet, der er Lamartine værdig. For det er personens underbevidsthed, der, selvom den kan trække på nogle af Lamartines tanker, udtrykker sig selv og ikke den velkendte forfatter.

For at forblive indenfor rammerne af denne introduktion, lad os også her se bort fra de i nogle tilfælde alvorlige risici, som de, der bevidst overgiver sig til automatskriftens overnaturlige fænomer, pådrager sig. Der er risici for at personligheden bliver splittet, såvel som at det ubevidste kommer frem til overfladen, mens den psykologiske årvågenhed bliver holdt i en slumrende tilstand eller som en passiv lytter. I ekstreme tilfælde kan dette resultere i en slags kunstig skitsofreni. Der er også risici på det åndelige plan for, at en ond ånd kan udnytte denne mangel på vagtsomhed i en person og så tage affære, så den tager kontrol over personen. På den ene side fører det til vanvid eller en trancetilstand; på den anden, et dæmonisk snylteri! Disse er de to store farer, som det til tider er svært at undslippe fra.

Hvad med Vassulas tilfælde?

Lad os nu omhyggeligt se på, hvad der sker med Vassula. Der er tre situationer at tage i betragtning.

• I den første situation modtager Vassula en “lokution” fra Herren, et indre ord. Hun kan, når det sker, være i en kirke eller på et offentligt sted. Hvis denne lokution er et budskad til alle, vil hun skrive det ned, når hun er kommet hjem. Det er på dette tidspunkt, at hendes hånd føres af Herrens Hånd, og de grafologiske kendetegn på hendes personlige håndskrift forvandles. Fra hendes personlige håndskrift, der er lille, livlig og hurtig med svag hældning til højre, bliver den en opret, velordnet, rolig og gennemskuelig håndskrift uden nogen særlig sindsbevægelse. Det er i alle fald ikke automatskrift, for der er fra begyndelsen et indre ord, der siden følges af den aktuelle nedskrivning af lokutionen. Vi har ikke med det overnaturlige at gøre.
• I den anden situation er der et diktat, der er skabt af Herren til Vassula, der ganske enkelt skriver det, hun hører. Hun er da i den præcis samme situation som sekretæren i forhold til sin arbejdsgiver. Det betyder, at hun oppebærer sit personlige selvstyre, sin frihed og sin fulde kontakt med omgivelserne. Hun kan således afbryde diktatet til hvilken som helst tid; f.eks. kan hun tage telefonen og så vende tilbage til der, hvor hun kom til. Her er det grafologiske mønster heller ikke hendes sædvanlige. Det er i stedet en lodret, rank håndskrift, der er letlæselig og altid fremført fredfuldt og afmålt. Selv om hendes håndskrift er anderledes her, oppebærer Vassula fuld kontrol over sig selv og sin frie brug af de bevidste åndsevner. Hun skriver ganske enkelt med hånden det, hun modtager i et indre syn af Jesus, og hvad hun hører fra denne Stemme, der inspirerer hende. Vi er derfor langt fra automatskrift.
• Endelig, i den tredje situation, der nogle gange blander sig med den forrige, modtager Vassula et indre lys, der er indgydt og ikke indeholder klart udtrykte ord. Dette er hvad mystikere kalder en “bevægelse” af Helligånden (hvad enten den er åndelig eller intellektuel). Dette må udtrykkes med præcise ord og sætninger og kan kræve forskelligartede udtryk, der nogle gange kan være omstændelige. Vassula skynder sig så at nedfælde denne “indsigt” eller “forståelse”, som hun lige har modtaget på denne indgydede måde. Det er da, når hun begynder at skrive med sin spontane håndskrift, at Herren griber ind og udformer bogstaverne skrevet af Vassulas hånd til Sin Egen smukke håndskrift, som om Han giver denne åbenbaring et segl fra oven. Det er derfor på ingen måde automatskrift. Som for at overbevise os, fortsætter Herren til tiden på en anden måde. Nogle gange er budskaberne, der skal gives, ret lange og den tilgængelige tid ret kort. Da tillader Herren Vassula at skrive diktatet med hendes egen håndskrfit, der er årvågen og livlig. Det viser ganske tydeligt, at Vassula på ingen måde er styret af denne måde at skrive og heller ikke af nogen “ånd”. Hendes åndelige “oplevelse” har da intet til fælles med fænomenet automatskrift.

Det er hellig skrift

Lad os se omhyggeligt på denne rolige, ophøjede skrift, afmålt i sine bevægelser og til stadighed animeret med en vertikal tendens. Bogstaverne i midterplanet, eller vokalerne, er ikke klemt af sløjferne eller stavene, der ikke desto mindre er dominante, og bevæger set let indenfor det felt, der er deres eget, som i dagligdagen, selv om de til tider er lidt indesluttede i ordenes indre. Men teksten ånder i det felt, der er tildelt.

Først og fremmest er der en kontinuert bevægelse af at komme og gå, der giver helheden en retning fra høj til lav og lav til høj. Håndskriftens tekst giver et lodret indtryk frem for et vandret, med en meget tydelig dominans fra højderne. Der er således ikke underkendt noget i det dybe og instinktive liv, men denne dybde er behersket og domineret af de højere åndelige lag. Der er desuden intet i denne håndskrift, der leder mod fortiden, og forunderligt nok intet, der leder mod fremtiden, som om det nutidige øjeblik var vigtigt, eller rettere, som om alt er nutidigt i et eneste I DAG.

Der er ingen tegn på nogen egocentrisk regression på dette tidspunkt. Rent faktisk er der intet, der antyder en falden tilbage til selvet; og retningen mod andre er diskret, let og altid opløftende. Overalt skinner en tydelig ædelhed, høj status og vidunderlig klarhed igennem. Den ene ting, der er vigtig, er denne dobbelte bevægelse opad og nedad, der udgør den uophørlige indre rytme. Somme tider stiger den ned til de jordiske, menneskelige dybder (der svarer til inkarnationens bevægelse), og nogle gange er der en synlig stigning mod en ophøjet væren, der ikke kan være andet end Faderen. Desuden er der en smule strenghed og kunstighed i denne håndskrift, hvor det ved første øjekast er svært af skelne et menneskeligt temperament, så fintfølende og underkastet forandringer (som man i øvrigt finder i Vassulas spontane håndskrift). Her er denne dimension konstant rettet mod det høje, gjort relativ i forhold til og forsvinder bag noget, der kan se ud til at være en maske. Rent faktisk får den, som den står, en til at tænke på hebræisk, det hellige sprog par excellence, hvormed Gud talte til Moses og hans folk i Sinai for at åbenbare deres kald. Det er derfor vi beskriver denne skrift som “Hieratisk”

Hvad er Hieratisk?

I oldtidens teatre var der en maske, der blev båret af skuespilleren for at skjule hans menneskelige ansigt og identificere ham med “lidelsen” for den person, han spillede i dramaet. Således forsvandt individet, der var velkendt, bag hvem som helst eller hvad som helst, han repræsenterede. Når Vassula skriver under Herrens diktat, er der noget lignende i denne skrift, som vi kan kalde “hieratisk”. Hun forsvinder – hun bliver udvisket bag Den, der skriver til os. Lad os gå endnu videre. I liturgien bevares den hieratiske gestus i den store orientalske (ortodokse) bøn, og indtil Rådets tid var den også i den romerske eller latinske liturgi. Det er en hellig, eller mere præcist, en helliggjort gestus. Den udtrykker ikke et menneskeligt temperament (præsten eller hans assistenter), som det beslaglægger eller binder. Den opføres af et menneske i kød og blod, der har sin egen karakter, følelser, fejl og selv nationalitet, men den er først og fremmest en guddommelig gestus. Alt, hvad der vedrører individet selv og hans sociale eller geografiske oprindelse, skal udføres bag en holdning, der bevarer sig selv for alle tider på en uforanderlig måde gennem rum og tid, for den hieratiske gestus er uden for tiden. Det er en Guds gestus, der opføres af et menneske. En sådan gestus forbliver altid den samme gennem århundredernes omskiftelser og skiftende klimaer og nationaliteter.

Dette er årsagen til dens tilsyneladende kulde og stivhed. Her er der en risiko, for hvis gestusen forbliver uændret, kan den måske mislykkes med at formidle Ånden og kan komme til at ligne en gren, hvor saften ikke længere flyder. Det er grunden til, at Andet Vatikankoncil ville genoplive de liturgiske gestusser og igen give dem en mere menneskelig karakter, der er tættere på vores moderne følsomhed, men altid på den betingelse, at vi ikke glemmer, at de frem for alt er hellige gestusser og ikke mediernes. Liturgien er frem for alt en bøn og ikke teater. Det er et arbejde, der er både menneskeligt og guddommeligt, og det er således ikke kun et udtryk for vores individuelle eller kollektive følsomhed. Vi kan ikke altid være sikre på, at denne anden risiko altid omhyggeligt undgås i vores concililære liturgi.

Lad os nu vende tilbage til Herrens “smukke skrift”, som Vassula ynder at kalde den. Det er således en hieratisk skrift, med andre ord en hellig skrift, der ikke har noget menneskeligt aspekt. Det er streng og uden personligt præg, men på samme tid er den klædt med sådan en majestætisk højtidelighed. Man kan bestemt se en følsomhed her, men det hele er rettet mod det høje. Med andre ord er den rettet mod ånden i mennesket. Ud over det rationelle indhold af det budskab, den overbringer, inspirerer selve skriften til en stor fred blandt os, som den er rettet mod, og udstråler lys og sindsro. Denne skrift er i sandhed smuk og kan kun være god!

Hvad er grunden til denne hieratiske skrift?

Det er stadig spørgsmålet, hvorfor det kan være, at Herren i disse budskaber, som han betror Vassula med, har valgt at bruge denne hieratiske skrift, som han, så vidt jeg ved, ikke bruger i identiske situationer. Faktisk modtager rigtig mange sjæle også åbenbaringer fra Herren uden denne måde at skrive på.

Først og fremmest, er det virkelig første gang dette er sket? Faktisk kan man stille sig dette spørgsmål: Er Bibelen ikke pr. definition et Guds værk, naturligvis skrevet af menneskelige hænder, men under inspiration fra Helligånden? Det er godt at huske dette, for der er mange gange i forbindelse med åbenbaringer, hvor Gud selv bruger de håndskrevne skrifter til at bevare budskabet og udbrede det bedre og frem for alt til at indgrave det i vores hjerte af kød.

Det er det, der skete med profeten Habakuk, der ligesom os blev bekymret over Guds forbløffende tavshed før hans folks bønner og syndfloden af ondt. Han besluttede, at “Jeg vil stå på min post, jeg vil stille mig på vagt og spejde for at se, hvad han vil sige til mig, hvad jeg får som svar på min klage. Herren svarede mig: »Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse. For synet gælder først den fastsatte tid, det vidner om enden, og det bedrager ikke. Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke.« Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro.” (Hab 2:1-4) Se også Johannes’ Åbenbaring, Herrens “brev” til sine syv menigheder; Skriv til englen for menigheden i Efesos … “(Åb 2:1). Bemærk også denne uventede og meget meningsfulde afbrydelse: “Og da de syv tordener talte, ville jeg skrive, men jeg hørte en røst fra himlen sige: »Sæt segl for det, de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned. ”

Selvom man ikke kan sige, at Gud i disse tilfælde Selv skrev ved sin profets hånd, er der ikke desto mindre to tilfælde, hvor dette udtrykkeligt er nævnt.

Er det faktisk ikke Gud selv, der ved Moses’ hånd huggede de ti bud i en hård stentavle for at indgrave dem i hans folks forhærdede hjerter? Disse ti bud blev “beskrevet med Guds finger” (2Mo 31:18), men det var selvfølgelig ved Moses’ hånd. Dette bevises med ordene: “Tilhug to stentavler … på dem vil Jeg skrive de ord.” Men Gud siger til Moses: “Skriv disse ord ned … og han skrev pagtens ord, de ti bud” på tavlerne (2 Mos 34:1, 27-28). Selvom vi ikke har set disse to tavler indgraveret af Guds hånd gennem Moses’ hånd, er det klart, at bogstavernes typografiske karakter, deres “skrift” var på hebraisk, således hieratisk eller hellig, og gjort upersonlige. De afspejlede ikke Moses’ menneskelige karakter. I stedet afspejlede de magten og ophøjetheden hos Gud, der ikke bare var Den Ene, der inspirerede dem, men også ret præcist forfatteren; som der står, “Tavlerne var Guds eget værk og skriften var Guds egen skrift …”. Endelig skal vi også huske, at Jesus Selv, Gud-menneske, Faderens evige ORD, en dag skrev på jorden med sin egen hånd! (Joh 8:6) I troens øjne er det klart, at enhver indsats for at foretage en grafologisk analyse her kun kunne hakke i det for denne skrift, der ikke kunne klassificeres i nogen kendte skriftkategorier, der nødvendigvis alle er begrænsede. Den er dog bestemt tættere på Vassulas hieratiske skrift end vores egen personlige håndskrift, der går ind i veldefinerede kategorier.

Et brev fra Vorherre til Sin Kirke

Hvis Herren derfor, når han taler med os, ikke bruger Vassulas sædvanlige hurtige, følelsesladede og meget bevægende håndskrift og i stedet foretrækker at bruge denne hieratiske og ophøjede håndskrift, har Han Sine grunde. I al ydmyghed og uden overdrivelse ser det ud til, at jeg kan sige disse ting:

I andre budskaber, som er blevet overdraget til andre privilegerede sjæle, taler Herren til alle godhjertede sjæle, til tider til bestemte personer, til tider til samfund eller endda til alle de troende (hyrderne og lammene). Men her taler han først og fremmest til hyrderne, til dem, der er ansvarlige for kirken, dem, som Åbenbaringen kalder “Menighedens engel ….” Det er således et BREV TIL HANS KIRKE, der har været så splittet i så lang tid og stadig er truet af interne skismer, der ofte skyldes personlige grunde snarere end forskellige liturgiske traditioner eller forskellige teologiskoler. Desuden, hvem kunne, undtagen Gud-mennesket selv, hævde at sammenfattes i én enkelt åndelighed i én enkelt teologisk vision i ét enkelt helligt ritual, det fuldkommen uudsigelige mysterium, de Tre, Der er Én!

Jesus ønsker i denne Tidernes Ende, denne Nationernes Tid, at få os til at komme i direkte kontakt med det faktum, at det virkelig er Ham, Der taler med os og skriver til os. Sekretæren er i dette tilfælde ikke afgørende og burde forsvinde for øjnene af os. Dette er sandt i en sådan grad, at selv hendes personlige håndskrift, der afslører hendes dybeste væsen, burde forsvinde bag denne håndskrift, som tilsyneladende er upersonlig og kunstig, men tværtimod ophøjet. Ligesom pesonligheden for sekretæren, der skriver på skrivemaskine, afspejles i hendes håndskrift, men forsvinder helt bag skrivemaskinens trykte bogstaver.

Her er det derfor Herren, der taler, Gud-mennesket. Han er Den, der sprænger alle kategorier af karakter eller grafologisk orden, som man kunne omslutte ham med. Han er Den, der overgår alle vores psykologiske kategorier, alle vores teologiske skoler, som vi bruger til at definere ham. Han er Den, som alle vores hellige ritualer og vores forskellige liturgiske traditioner fattigt forsøger at forstå mysteriet i uden nogensinde at være i stand til at gøre det udtømmende.

Og Han taler til Sin splittede Kirke. Han skriver et brev til den for at meddele, at hans tilbagevenden er nært forestående, og Han inviterer os til en omvendelse af vores hjerter til Sit Hjerte forenet med Sin Mors Hjerte ved at gå vejen til Enhed, især i den forenede liturgiske fejring af Påsken. Så kan hele menneskeheden tro, at Jesus er opstanden og virkelig er Guds Søn og alles frelser. (Joh17:21-23).

Når Herren skriver på denne hieratiske og hellige måde så tæt på ikoner og som leder tanken hen på hebraisk, Åbenbaringens sprog, ønsker Herren da måske ikke at sige noget endnu mere dybtgående! Ønsker Han ikke at minde os om, at Han er Skaberen af Den Hellige Skrift, der belyser hele vores menneskelige historie, og at når vi kommer til slutningen af ​​denne hellige historie, griber han personligt ind for at åbne Åbenbaringen for at afsløre os det mysterium, den indeholder?

Man kan ikke undlade at blive mindet om passagen i Åbenbaringen, der sådan leder tankerne hen på den åndelige oplevelse, som Vassula har gennemlevet: “… [jeg] hørte bag mig en høj røst som af en basun sige: »SKRIV DET DU SER NED I EN BOG, og send den til de syv menigheder … jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager (de syv menigheder) … en, der lignede en menneskesøn … han sagde … Jeg er den første og den sidste og Den, som lever: Jeg var død, og se, Jeg lever i evighedernes evigheder, og Jeg har nøglerne til døden og dødsriget … ” (Åb.1:10).

“Ja, salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær.”(Åb 1:3).

Jeg kan tilføje, at Vassula, sekretæren, normalt af respekt for sin Herre skriver sit diktat på knæ. Kunne vi ikke også på vores knæ (i det mindste billedligt) modtage dette Vorherres brev til Sin kirke, til de syv kirker, som vi er?