Mit forhold som ortodoks kristen til Den romersk katolske Kirke.
De tilhører Den ortodokse Kirke og opfordrer præster og biskopper af denne tro til at anerkende Paven og stifte fred med Den romerske Kirke. Af denne grund er De ulykkeligvis ikke velkommen i nogle lande med samme trosretning som Deres. Hvorfor påtager De Dem denne mission? Hvilken opfattelse har De af biskoppen af Rom, og hvordan forudser De en fremtidig kristen enhed? Nogle gange får man det indtryk, når man læser Deres værker, at De står over begge Kirker uden at være forpligtiget til nogen af dem. For eksempel ser det ud til, at De modtager kommunion i både Den katolske og Den ortodokse Kirke, men i Deres ægteskabelige status følger De den oikonomiske skik. Som jeg allerede har sagt, er disse observationer ikke ment som en personlig kritik, da vi absolut ikke har nogen ret til at sætte os til doms over Deres samvittighed, men De må forstå vore bekymringer for de katolske tilhængere, som måske tolker disse holdninger på en relativistisk måde og er fristede til at ignorere deres egen Kirkes discipliner.
Motivation til at hellige mig arbejdet for enhed .
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde havde haft modet eller iveren til at møde de ortodokse for at få dem til at forstå forsoningen, som vor Herre ønsker af dem, hvis jeg ikke havde oplevet vor Herres Nærvær, ej heller ville jeg have udholdt modstanden, kritikken og forfølgelserne fra dem. Helt fra begyndelsen af Guds indgriben var jeg meget forvirret og frygtede, at jeg blev vildledt; denne usikkerhed var i sandhed det største kors, eftersom jeg aldrig før i mit liv havde hørt, at Gud virkelig kan udtrykke sig over for mennesker i vor egen tid, og jeg havde ingen, jeg kunne spørge. På grund af dette prøvede jeg at bekæmpe det, men oplevelsen ville ikke forlade mig, dog blev jeg senere og langsomt med tiden overbevist og tryg ved, at alt dette alene var Guds værk, da jeg kunne se Guds hånd i det. Det er grunden til, at jeg holdt op med at frygte modstand og kritik og have fuld tillid til vor Herre – vel vidende, at hvor jeg ikke rakte til, vil Han altid kompensere, på trods af min utilstrækkelighed, og Hans værk vil altid ende i herlighed.
At møde de ortodokse præster, munke og biskopper og få dem til at anerkende Paven og oprigtigt forsone sig med Den romerske Kirke er ikke en nem opgave, og – som vor Herre siger i et af budskaberne – er det er som at svømme i den modsatte retning af en stærk strøm. Men efter at have set, hvordan vor Herre lider ved vor splittelse, kunne jeg ikke modstå Hans anmodning, da jeg blev bedt om at bære dette kors; derfor har jeg accepteret denne mission, dog ikke uden at have gået igennem megen ild (og til stadighed gør det).
De har spurgt: “Hvorfor tager De denne mission på Dem?” Mit svar er, fordi jeg blev kaldet af Gud, jeg troede og svarede Ham; derfor vil jeg gøre Guds vilje. Et af Kristi første ord var: “Hvilket hus er vigtigst, dit hus eller Mit Hus?” Jeg svarede: “Dit Hus, Herre.” Han sagde: “Forny Mit Hus, forskøn Mit Hus og forén det.”
Nogle fra det græsk ortodokse hierarki forkaster mig totalt, for det første fordi de ikke tror på mig 4, for det andet fordi jeg er en kvinde, og for det tredje fordi en kvinde ikke burde tale. Nogle af munkene er mistænksomme over for mig og siger, at jeg sikkert er en trojansk hest, sendt og betalt af Paven, eller at jeg endog tilhører de unierede kirker. Mange vil ikke høre om forsoning eller økumeni. De anser det for kætteri, hvis jeg beder sammen med de romersk katolske. Det er det, de ser som stående over begge Kirker uden at være bundet til nogen af dem. Jeg er fuldt og helt forpligtet til min Kirke, men det er ikke kætteri, ej heller en synd, hvis jeg lever økumenisk og beder sammen med andre kristne for at fremme enheden. Nøglen til enhed er dog, ifølge vor Herre i budskaberne, ydmyghed og kærlighed. Mange af Kirkens folk har ikke denne nøgle endnu. Mange af det græsk ortodokse lægfolk, men også den simple præst henne om hjørnet og munken i et afsides kloster, ville op til i dag kalde Den romersk katolske Kirke kættersk og farlig; de er opdraget til at tro dette fra deres fødsel, og det er forkert. Alligevel tror jeg, at de kan ændre sig på trods af deres stædighed via en gennemgribende omvendelse og Helligåndens kraft, som vil få dem til at bøje sig, og gennem de troendes bønner. I vore forsamlinger beder vi til Gud om denne forvandling i hjertet.
Ikke desto mindre er det ikke et spørgsmål om, at de alene skal bøje sig. Alle må bøje sig i ydmyghed og kærlighed. Folk fra alle kirkeretninger burde være villige til at dø fra deres ego og rigiditet, og da vil vil Kristi nærvær gennem denne ydmygheds- og lydighedshandling mod sandheden lyse i dem. Jeg tror, at ved denne handling i ydmyghed vil Kirkernes fortidige og nutidige fejltrin blive vasket bort, og enhed vil blive opnået. Jeg mister aldrig håbet om at mødes med de ortodokse, og dette er grunden til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til dem for at give dem mit vidnesbyrd. Mit vidnesbyrd er givet for at minde dem om vor Herres ord: “… at de alle må være ét, ligesom du er i mig, og jeg i dig, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” (Joh.17:21). Trods nogle forhindringer blev der på denne måde dannet nogle få økumeniske bedegrupper i Athen og på Rhodos, hvor ortodokse præster deltog. Alle disse bedegrupper begynder med at bede Rosenkransen, dernæst andre bønner. Det er trods alt ikke kun afvisning, jeg møder fra det ortodokse hierarki af grunde som nævnt ovenfor, men vor Herre har også givet mig et stort antal gejstlige venner.
Biskoppen af Rom.
Vor Herre gav mig en indre vision af tre jernstænger, som symboliserer de tre største kristne samfund, katolikker, ortodokse og protestanter, og kalder dem til at bøje deres hoveder ind imod hinanden, sådan at de mødes, men for at kunne mødes er de nødt til at bøje sig. Denne passage taler om en holdning, som er nødvendig for at komme til den enhed, som vor Herre har længtes efter lige siden Sin bøn til Sin Fader – “at alle må blive ét”. De foregiver ikke at tale om enhed på et ontologisk plan, indikerende at der ikke skulle være nogen forskel på, i hvilken grad de forskellige kristne grupper har forandret den Sandhed, Kristus overgav til sin kirke. Og det er ikke sandt, at jeg påstår, at denne opfordring til ydmyghed blandt kristne brødre skulle indebære en pan-kristen måde at nærme sig enheden på, og at enheden skulle komme nærmere ved at købslå om Sandheden (som en handelsmand, der køber og sælger), hvilket ville føre til en udjævning og en relativering af Sandheden. Tværtimod har jeg ofte talt om vigtigheden af at forblive tro mod Sandheden, og endda mere end mine foredrag taler budskabet entydigt klart om at leve evangeliets Sandhed i den eneste åbenbaring af Kristus, som anført ovenfor. Værkerne indeholder mange advarsler imod den modsatte indstilling, endda ved at fremstille en ”falsk økumeni” lig en trojansk hest, som kommer med et livløst billede af Kristus:
”Figuren, som er påsmurt med diverse farver, denne figur, som disse købmænd forsøger at få jer til at nære ærbødighed for og følge, er ikke Mig; det er en opfindelse af pervers menneskelig færdighed, for at nedgradere opfattelsen af Min Hellighed og Min Guddommelighed, det er en falsk økumeni, det er for at trodse alt, hvad der er helligt. Jeg lider på grund af disse købmænds synder. ” (22. oktober 1990).
Mange budskaber om enhed knytter disse to vitale aspekter af økumeniske dialog sammen: Den åndelige indstilling, som indebærer ydmyghed og kærlighed til andre kristne, sammen med den kompromisløse søgen efter Kristi Sandhed. Et eksempel er et afsnit, hvor Jomfru Maria taler om enhedens struktur:
”Guds Rige er ikke blot ord på læberne, Guds Rige er kærlighed, fred, enhed og tro i hjertet. Det er Herrens Kirke forenet til én inden i jeres hjerte. Nøglerne til Enhed er: Kærlighed og Ydmyghed. Jesus har aldrig tilskyndet jer til at dele jer – denne splittelse i Hans Kirke var ikke Hans ønske” (23. september 1991) .
Længere nede, i det samme afsnit, taler Jesus om Sandheden: “Forsvar altid Sandheden indtil døden. Du vil være nedslået fra tid til anden, men Jeg skal tillade det lige præcist nok til at holde din sjæl ren og føjelig.” (Gentaget 5. juni 1992, 25. september 1997, 22. juni 1998, etc.)
Jeg har haft et par møder med katolske præster i USA, Holland og Schweiz, som i særdeleshed er meget liberale og meget imod Paven. Jeg måtte forsvare Peters Stol og forklare dem det, så godt jeg kunne, gennem kraftfulde budskaber, som kom fra Kristus, og som viste dem, hvor forvirret deres sind var. Til slut kom mange af disse præster og fortalte mig, at de satte stor pris på disse afklaringer. Der var dog én eller to, som ikke var enige, og som sagde til mig, at jeg var mere katolik end katolikkerne. Selv om der er mange passager, som angår enheden imellem Kirkerne, er der også mange, der er specielt skrevet for en hel del katolske præster, som gør modstand mod Paven, for at bringe dem tilbage til at være ham tro. Her er et tidligt eksempel:
”Jeg, Herren, ønsker ikke nogen splittelse i Min Kirke. I vil, for Min skyld, forenes og under Mit Navn elske Mig, følge Mig og bære vidnesbyrd for Mig. I skal elske hverandre, som Jeg elsker jer, I skal forenes og blive én flok under én Hyrde 5. Jeg har, som I ved, valgt Peter – og givet ham myndigheden. Jeg har, som alle ved, givet ham himmerigets nøgler. Jeg har bedt Peter om at ernære mine lam og får – og se efter dem. 6 Denne autoritet blev givet af Mig. Jeg har ikke anmodet jer om at ændre Mit ønske” (19. marts 1988).
Et andet budskab, som taler om enhedens fremtid, siger det endnu mere tydeligt:
”Så vil Jeg placere et jernscepter i Peters hånd, med hvilket han vil vogte Mine får, og for dem, som ikke ved og stadig spørger sig selv, ’hvorfor er det, vi behøver at have en leder?’ siger Jeg dette: “Har I nogensinde kendt en flok får uden en hyrde? Jeg er jeres Himmelske Hyrde, og Jeg har valgt Peter til at passe Mine lam indtil Min Genkomst. Jeg har givet ham ansvaret, så hvorfor alle disse stridigheder, hvorfor alle disse nyttesløse argumenter? Og for alle dem, der stadig ikke kender Mine Ord, beder Jeg jer om at læse dem i den Hellige skrift – de findes i Johannes’, Min discipels, vidnesbyrd 7. Jeg vil så forene Min Kirke og omfavne jer med Mine arme til én fold for denne tid; som det er nu, er I alle spredt og udvikler alt for mange fællesskaber, splittede sektioner. Mit Legeme har I revet fra hinanden, og DET MÅ IKKE VÆRE. Jeg vil forene jer alle.” (16. maj 1988).
Andre budskaber taler om Paven som Kristi Stedfortræder eller Kirkens Stedfortræder. Her er et eksempel:
”Bed for hele Kirken. Vær Min Kirkes røgelse, og med dette mener Jeg, at I skal bede for alle dem, som forkynder Mit Ord, fra Paven, som repræsenterer Mig, til apostlene og profeterne af i dag, fra præsternes sjæle og religiøse sjæle til lægfolk, sådan at de må blive beredt til at forstå, at alle jer, som Jeg nævnte, er en del af Ét Legeme, Mit Legeme”. (10. januar 1990). Flere referencer i 1. juni 1989, 2. marts 1990, 10. oktober 1990, 18. marts 1991, 20. april 1993, 20. december 1993, 15. april 1996, 22. oktober 1996, 20. december 1996).
Værkerne indeholder ikke nogen referencer til, hvordan Peters rolle vil forholde sig til de forskellige patriarksæder, og derfor kan jeg ikke udtale mig om dette. Men jeg er klar over, at Paven selv i encyklikaen Ut unum sint er åben for en diskussion af den slags.
Det er ikke desto mindre betydningsfuldt og opmuntrende, at spørgsmålet om biskoppen af Roms primat er blevet et emne for et studium, som allerede er begyndt, eller vil blive påbegyndt i nærmeste fremtid. Det er ligeledes betydningsfuldt og opmuntrende, at dette spørgsmål fremtræder som et væsentligt tema, ikke kun i de teologiske samtaler, som Den katolske Kirke indleder med andre Kirker og Kirkelige Samfund, men også mere generelt i den økumeniske bevægelse som helhed. De delegerede ved det femte møde i Verdensrådet for “Faith and Order”- Kommissionen, som blev holdt for nylig i Santiago de Compostela, anbefalede Kommissionen “at begynde et nyt studium af spørgsmålet vedrørende en universel tjeneste for kristen enhed.” Efter århundreders bitre kontroverser ser de andre Kirker og Kirkelige Samfund denne enhedens tjeneste på en ny måde. 8
Den samme encyklika bekræfter nødvendigheden af, at øst og vest forenes igen, og af at tillade forskelligheder mellem de to kirkesamfund, samtidig med at de er et fuldt fællesskab:
I betragtning af alt dette ønsker Den katolske Kirke intet mindre end fuldt fællesskab mellem øst og vest. Kirken finder inspiration for dette i det første årtusindes erfaringer. I den periode “hindredes udviklingen ikke af forskellige erfaringer af kirkeligt liv gennem indbyrdes fælles relationer de kristne fra at blive ved med at føle sig sikre på at høre hjemme i enhver Kirke, fordi lovprisningen af den ene Fader, gennem Kristus i Helligånden, steg op fra dem alle i en vidunderlig mangfoldighed af sprog og melodier. Alle var samlet i fællesskab for at fejre Eukaristien, hjertet og modellen for fællesskabet, som ikke kun vedrørte åndeligheden og det moralske liv, men også selve Kirkens struktur i mangfoldigheden af embeder og tjenester under ledelse af biskoppen, apostlenes efterfølger. De første Konciler er udtryksfulde vidnesbyrd om denne konstante enhed i forskellighed”. 9
Selv om værkerne ikke behandler strukturelle spørgsmål angående øst og vest, findes der mange henvisninger til betydningen af østkirken. Den kompromisløse understregning af vigtigheden af Peters rolle er således omtalt i de senere budskaber med en indsigt i, at åndelig fornyelse meget vel kunne inspireres af østkirken. Gennem dette bliver det endda mere tydeligt, hvorfor Kristi Legeme har brug for at ånde med begge sine lunger – ved tilstedeværelsen af den østlige og vestlige Kirke:
Du, Mit vestlige Hus, du har forstået gennem lyset af Min Ånd, at et legeme behøver dets to lunger for at ånde frit, og at Mit Legeme er ufuldkomment med én lunge; bed til at Min livgivende Ånd vil forene jer, men hvad skal Jeg ikke lide, inden dette sker! 10 (27.11.1996)
Og i et andet lignende budskab:
”Bed for, at huset i øst og i vest vil forenes, som når to hænder er samlet i bøn; som et par hænder når de smukt er samlet og peger imod Himlen i bøn. Lad disse to hænder, som tilhører det samme legeme, arbejde sammen og dele deres evner og ressourcer med hinanden… lad disse to hænder løfte Mig sammen…” (15. juni 1995).
Yderligere et budskab taler om Østens rolle i at sammenføre de to huse igen, at forene Kristi Legeme:
Lyt og skriv: Herlighed vil stråle fra den østre strand – det er derfor, Jeg siger til Huset i vest: Vend dine øjne imod øst. Græd ikke bittert over de frafaldne og dit ødelagte Hus, bliv ikke grebet af panik, for i morgen vil du spise og drikke sammen med min spire fra den østre strand – Min Ånd vil bringe jer sammen. Har du ikke hørt, at Øst og Vest vil blive ét rige? Har I ikke hørt, at Jeg skal bestemme en dato? 11
”Jeg vil række Min Hånd ud, og på en stav vil Jeg indridse ordene: Vestre strand, Peters Hus og alle dem, som er ham tro, og på en anden stav vil Jeg indridse: Østre strand, Paulus’ Hus og alle dem, som er ham tro. Og når medlemmerne af de to Huse vil sige: “Herre, fortæl os, hvad Du mener nu”, vil Jeg sige til dem: “Jeg vil tage staven, på hvilken Jeg har indridset Paulus’ navn og alle dem, der er ham tro, og lægge den sammen med Peters stav med navnene på dem, der er ham tro, til én; Jeg vil gøre én stav ud af to, og Jeg vil holde dem som én; Jeg vil binde dem sammen med Mit Nye Navn; dette vil være broen mellem øst og vest. Mit Hellige Navn vil binde broen sammen, så I kan udveksle jeres ejendele over broen – de vil ikke længere praktisere alene men tilsammen, og Jeg skal regere over dem alle.
Hvad Jeg har planlagt skal ske, og skulle mennesker sige til dig, datter, at disse tegn ikke er fra Mig, så fortæl dem: “Vær ikke bange – har I ikke hørt, at Han er Helligdommen såvel som byggestenen? Klippen som kan nedbryde de to Huse men bygge dem op igen til ét eneste Hus?” (24. oktober 1994).
Igen – dette budskab tager intet bort fra Peters rolle og autoritet, men det fremhæver betydningen af at få de østre og vestre dele af Kristi Legeme forenet, sådan at verden kan tro.
Den Kristne Enheds Fremtid.
Selv om budskabet bekræfter Peter, biskoppen af Roms primat, kendt både i den ortodokse og katolske tradition, taler det ikke om spørgsmålene om jurisdiktion. Jeg tror ikke, at jeg er kaldet til at tale om dette emne, og derfor afstår jeg fra at gøre dette på nogen som helst måde.
Mit kald er at bekræfte Pavens betydning og forsvare hans Stol imod alle dem, som tenderer til ikke at adlyde ham og gør oprør imod ham, samtidig med at jeg skal give inspiration til at bygge og forstærke enhedens indre struktur. Min vigtigste tilnærmelse til enhed er igennem åndelig enhed. Budskabet er et kald til enhed både intra nos og ekstra nos – en kaldelse til at styrke den åndelige dynamik i enhed både inden for de forskellige kirker og imellem dem.
Jeg ved ikke, hvordan den forenede kirkes fremtidige struktur kommer til at se ud, da Herren har valgt ikke at tale om dette. Han har heller ikke skænket mig lys om dette, men jeg tror, at det vil ske på en åndelig måde. Og jeg tror, at jeg ved forskellige økumeniske forsamlinger har fået en forsmag på den fremtidige Enheds Nåde.
For eksempel tillod Herren i marts 2000 vore bedegrupper at samles på hans fødested, Betlehem. 450 mennesker kom fra nær og fjern, ja, fra flere end 55 lande og fra 12 forskellige kirker, til et internationalt møde for bøn om fred og enhed. Vi samledes som en enkelt familie. Med os havde vi 75 gejstlige også fra 12 forskellige kirker, der kom, men også andre gejstlige fra Det Hellige Land, som også havde hørt om dette bedemøde. Denne økumeniske hændelse blev koordineret af nogle jøder og palæstinensere, som var berørte af bøgerne, “Sandt Liv i Gud”. De troede på Kristi udfrielse og hans frelsesplan i vore dage og meldte sig frivilligt til at organisere dette møde. Når man ved, hvordan palæstinensere og jøder i vore dage kæmper mod hinanden, er deres forsoning et tegn på Helligåndens kraft, der sluttede sig til de to nationer for at arbejde for et møde for fred mellem de splittede kristne. Som skriften siger: “Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.” (Jak.3:18). Dette er en lektion for os alle.
Vi var sammen, og vi fik en forsmag på, hvordan enhed vil blive blandt kristne en dag. Der blev holdt taler om enhed for os af præsterne fra de forskellige kirker. Deres tale lød, som kom de fra én stemme og ét sind. Vi fornemmede vor alles store ønske, at være ét, under deres taler. Vi så, og vi iagttog, hvilken tørst lægfolk og præster har efter enhed. Men vi oplevede samtidig de store ydre sår, som vor splittelse forårsager på Kristi Mystiske Legeme.
Størsteparten af os er trætte af denne splittelse, fordi den ikke følger vor Herres lov om kærlighed. Kristus er endnu mere træt af at se os splittede. Bifalds- og glædesråb lød fra alle disse nationer, der var knyttet sammen, og som bad om fuld enhed blandt kristne. Det afslørede, at denne splittelse ikke kun er en synd men også et antividnesbyrd. Men den største synd imod enhed er dog at have forskellige datoer for påsken. Hvor godt det bliver, når vi en dag kan råbe sammen: “Christos Anesti” med én stemme og på én og samme dag. Vi siger alle, “Ske Din vilje som i Himlen, så og på Jorden…” Jesus Kristus forenede os ved Sit Blod, så hvordan kan nogen forkaste denne enhed? “For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred.” (Ef. 2:14-15). Hvordan kan vi sige “nej” til Gud, hvis han ønsker os forenet? Kan det være, fordi vore hjerter er forhærdede? Har vi glemt den Hellige Faders ord, da han sagde: “Det, som forener os, er meget større end det, som adskiller os?” Så vi skulle tage disse ting op til overvejelse og bruge dem til at bane vejen til en fuldkommen enhed.
Den Hellige Eukaristi og eukaristisk fællesskab.
I Den katolske Kirkes Katekismus står der med henvisning til Sankt Augustin angående Eukaristien:
Foran storheden af dette mysterium (den Hellige Eukaristi) [the Holy Eucharist] udtrykker Sankt Augustin: “O hellige sakramente! O enhedens tegn! O kærlighedens bånd!” Jo mere smertefuld oplevelsen er af splittelsen i Kirken, som bryder med den fælles deltagelse ved Herrens bord, desto mere nødvendige er vore bønner til Herren om, at den tid med fuldstændig enhed blandt os må komme tilbage. (KKK- Katolske Kirkes Katekismus 1398).
Herren tilskynder os at forsones og forenes. Som en velkendt katolsk kardinal for nylig sagde til en ortodoks præst, en af mine venner fra New York som deltog i kardinalmessen i Rom, så er det min overbevisning, at det må være muligt at opnå dette fællesskab omkring Herrens bord blandt katolikker og ortodokse, da vi deler de samme sakramenter og i realiteten har samme tro, omend den giver sig udtryk i forskellige trosretninger og tilbedelse. Jeg har gennem Herrens brændende kærlighed erfaret dybden i Hans ønske om den fuldstændige forening af Hans Legeme og tror på, at Han er i smerte over vor manglende kærlighed og fællesskab. Derfor har jeg ikke noget større ønske end at se Hans Legeme genforenet, og jeg er overbevist om, at vi kristne, hvis vi virkelig elsker Jesus Kristus, må gøre alt, hvad der er i vor magt, for at arbejde for en forsoning mellem de adskilte lemmer af Kristi Legeme.
Imidlertid ved jeg, at denne forening ikke vil komme nemt men kun igennem et under fra vor Herre. Selv om vi må gøre alt, hvad vi kan, for at fremskynde enheden, har Han lovet at give os denne forening, som vil være Helligåndens værk, for, som jeg engang sagde tilbage i 1992, vil den komme så pludseligt som Berlinmurens fald: “Barmhjertighed og Retfærdighed arbejder med sådanne undere, som aldrig er sket blandt mange generationer, og Enheden vil komme som daggry og lige så pludseligt som kommunismens fald – den vil komme fra Gud, og jeres lande vil kalde det for det Store Mirakel, den Velsignede Dag i jeres historie” (10.01.1990).
Kristi Kirke er én i den mening, at Kristus er én og kun har ét Helligt Legeme. Det er Kirkens folk, som er adskilte. Hvis de kristne ville være i stand til at se bort fra de negative forhindringer, som deler dem, forhindringer som ifølge Skriften er imod fuldbyrdelsen af enheden i tro, kærlighed og tilbedelse blandt os, så vil Faderen høre den bøn, som allerede blev udtrykt af Hans Guddommelige Søn, da Han sagde: “at de alle må være ét, ligesom du er i mig og jeg i dig, for at verden skal tro, at Du har udsendt mig” (Joh 17:27).
Mens vi venter på denne nådegave, følger jeg, så godt jeg kan, de principper, som gælder i tingenes nuværende tilstand, og jeg er overbevist om ikke at krænke samvittigheden hos medlemmerne i nogle af kirkerne. I spørgsmålet, hvor der står følgende: “Nogle gange får man det indtryk, når man læser Deres værker, at De står over begge kirker uden at være forpligtiget til nogen af dem …” – ja, så findes der ikke nogen grund til at få det indtryk i det skrevne arbejde, at jeg står over begge kirker. Som De skriver det, ser det mere ud til, at det handler om det praktiske plan.
Angående den måde jeg praktiserer min tro på, er jeg ortodoks og fuldt og helt engageret i min Kirke. Når der er en ortodoks kirke i nærheden, forsømmer jeg aldrig at følge Søndagsmessen; med mindre selvfølgelig der ikke er nogen, som i Bangladesh, Dhaka, hvor jeg boede. Lige inden jeg kom til Rom, hvor jeg bor nu, boede jeg i Schweiz i 11 år. Hver søndag gik jeg til vor ortodokse Kirke, og den græske præst i Lausanne, Fr. Alexander Iossifides, er mit vidne ligesom de troende, som gik i kirken og regelmæssigt så mig der, undtagen selvfølgelig når jeg var på rejser. Under mine rejser udenlands, når der er arrangeret et program, jeg skal følge og give mit vidnesbyrd, kan det nogle gange ske (dog ret sjældent, det vil jeg gerne tilføje), at de katolske præster eller biskopper fra det sted, hvor jeg er inviteret til at tale, har programlagt en offentlig Hellig Messe på samme sted, hvor jeg talte. Så bliver jeg der sammen med de mennesker til messen, som det er arrangeret i programmet, og modtager Hellig Kommunion der.
Her i Rom bor jeg uden for centrum og temmelig langt fra min græsk ortodokse kirke, som ligger i Roms centrum. Der findes en slavisk ortodoks kirke ved Tre Fontane, som jeg besøgte, men jeg forstår ikke sproget. Eftersom jeg er bortrejst halvdelen af tiden, tillader jeg mig selv engang imellem at modtage den Hellige Kommunion i Kirken Madonna del Divino Amore, som ligger 3 km. fra mit hjem. Jeg tror, at det Andet Vatikankoncil tillader mig dette, da der gentagne gange siges i den Katolske Kirkes Katekismus: “Et vist fællesskab in sacris (og således i Eukaristien) og givne passende omstændigheder og godkendelse af Kirkens autoritet er ikke bare mulig, men opmuntres.” (KKK 1399) .
I dekretet Orientarium Ecclesiarum fra II Vatikankoncil står der: “Kristne fra Østkirken, der er adskilt i god tro fra den Katolske Kirke, må på forespørgsel ved eget initiativ og med den rette indstilling blive tilladt at modtage Bodens Sakramente, Eukaristien og de Syges Salvelse…”
Den Katolske Kanoniske Lov fastslår:
Katolske præster må lovligt administrere Bodens Sakramente, Eukaristien og de Syges salvelse til medlemmer af de østlige (orientalske) kirker, som ikke har fuldt fællesskab med Den katolske Kirke, hvis de selv beder om Sakramenterne og har den rette indstilling. Dette gælder også for medlemmer af andre kirker, som den Apostolske Stol bedømmer til at befinde sig under samme vilkår, som de orientalske kirker, hvad angår Sakramenterne (Kanon 844.3).
Pave Johannes Paulus II’s encyklika Ut unum sint indeholder disse udtalelser med henvisning til Orientalium Ecclesiarum:
På grund af de meget tætte sakramentale bånd mellem Den katolske Kirke og de ortodokse kirker har dekretet om østlige katolske kirker i Orientalum Ecclesiarum fastslået: “Pastorale erfaringer viser tydeligt, at med respekt for vore østlige brødre bør og kan der tages hensyn til forskellige omstændigheder, som berører individuelle forhold, hvori Kirkens enhed ikke bringes i fare og heller ikke involveres i uacceptable risici, men hvor selve frelsen og sjæles åndelige udbytte umiddelbart står på spil. Derfor, af hensyn til specielle tidslige omstændigheder, sted og person har Den katolske Kirke ofte tilegnet sig og bruger nu en mildere politik og tilbyder deltagelse i Sakramenterne og andre hellige funktioner og formål – for frelsens skyld, og som et eksempel på barmhjertighed blandt kristne.” 12
Angående relationen til Reformationens kirker er tingene lidt mere indviklede. Mange mennesker af protestantisk opvækst, som læser SLIG, blev katolikker ud af deres egen fri vilje, hovedsagelig på grund af problemet omkring Eukaristien. Jesus taler i budskaberne ikke om værdien af deres sakramenter, men han beder indtrængende protestanter om endnu engang at elske Jesu Moder og anerkende Peters rolle:
”Vassula, tiden er inde til at forene Min Kirke; kom sammen igen, I elskede; kom og genopbyg disse ældgamle ruiner; genopbyg Min gamle grundvold, et fundament grundlagt ved Mine egne Hænder; ær Min Moder som Jeg, som er Ordet og over alle, ærer hende; ville Jeg så ikke ønske, at I, som er støv og aske, vedkender jer Hende som Himlens Dronning og ærer Hende? det er Min sorg i dag at se, hvor lidt Min skabning kender til Hendes betydning; de, som er under navnet Luther, og som har isoleret sig selv fuldstændigt, skal vende tilbage til Peter” (22. december 1987).
I et andet budskab tilretteviser Kristus igen disse kristne, som forsømmer at se storheden i Eukaristiens Mysterium og Kristi Guddommelige Tilstedeværelse deri:
”… så Jeg siger til disse kirker, hvis præster ikke har accepteret Mit Mysterium: Kom til besindelse og søg Mig seriøst. Behersk også jeres modstand imod Min Moder. Må ethvert folk vide, at Mit kød og Mit blod kommer fra Min Moder. Ja, Mit Legeme kommer fra den Helligste Jomfru, fra rent blod; velsignet være Hendes Navn! For at redde alle de ydmyge på Jorden, som modtager Mig, og for at give dem evigt liv blev Jeg Brød for at give Mig Selv til jer; og igennem denne Kommunion helliger Jeg alle, som modtager Mig, og guddommeliggør dem til at blive kød af Mit Kød, ben af Mine Ben (…) gennem Min Guddommelighed guddommeliggør Jeg mennesker (…) nu bliver Jeg dømt af mennesker; den Klædning 13, som kan dække jer og elske jer majestætisk og forvandle jer, guddommeliggøre jer, bliver afvist af de kirker, som ikke kan forstå Mit Mysterium (…) igen i dag råber Jeg fra Himlen: Brødre, hvorfor underminerer I Min Guddommelighed? Hvis I påberåber Jer at være dem, som ved, hvad der er rigtigt, hvorfor plyndrer jeres ånd da Min Kirke? (…) Jeg inviterer Jer til at fejre Messe og tage del i Mit Guddommelige Mysterium på den måde, Jeg virkelig indstiftede det (…) De bekræfter Min kraft, de proklamerer Min frygtelige magt, synger deres lovprisninger til Mig og tilkendegiver Min Almagt og Mine mægtige undere, men Jeg bliver til en anstødssten, når det kommer til at måle storheden af Min Guddommelighed og Mit Nærvær i Eukaristien” (16. oktober 2000).
Ægteskabelig Status
Længere nede i Deres spørgsmål siger De, at jeg nogle gange modtager den Hellige Kommunion i Den romersk katolske Kirke: “Vore bekymringer for de katolske tilhængere, som måske tolker disse holdninger på en relativistisk måde og bliver fristede til at ignorere deres egen Kirkes discipliner.” Hvis det ifølge den kanoniske lov, som citeret ovenover, beviser, at jeg handler i fuld overensstemmelse med Den katolske Kirkes kanoniske lov, ser jeg ikke nogen grund til, at katolikkerne skulle reagere relativistisk.
Jeg er ikke tilhænger af skilsmisser, og jeg søger ikke blandt katolsk-kristne at fremme læren om, at ægteskab imellem skilte ægtefolk skulle være tilladt. Min skilsmisse og nye borgerlige ægteskab skete inden min omvendelse. Efter min omvendelse i lyset af SLIG budskaberne opdagede jeg, at min ægteskabelige situation ikke var regulær. Imidlertid var der ikke nogen, som kendte til denne kendsgerning, undtagen mig selv, og det var igen mig selv, som beklagede dette officielt. Jeg afslørede min egen situation, som ingen i grunden vidste noget om. Da jeg havde indset min fejltagelse, gik jeg til min Kirkes autoritet i Lausanne og gennemgik en proces, hvor alt blev klarlagt ifølge de ortodokse ægteskabsforskrifter. Jeg er således en ortodoks kristen i fred med min Kirke og dens forskrifter ligesom enhver anden ortodoks kristen, og som sådan er jeg tilladt at modtage Eukaristien i min egen Kirke og i Den katolske Kirke ifølge de nævnte principper. Jeg misbilliger på ingen måde ægteskabsforskrifterne i Den katolske Kirke. Til Deres information vedlægger jeg min Vielsesattest.
4 Skønt der i vores bog om The doctrine of the Orthodox Church (den ortodokse kirkes troslære), bog 1, udgivet i 1997 af Hr. Trembelas står på s. 79: ” Åbenbaringer defineres om en Guds gerning hvormed Han meddeler Sine hæderlige skabninger om Sin værens, naturs og viljes mysterier i forhold til deres begrænsede intellektuelle kapacitet?”
5 Paven
6 Joh 21:15-17
7 Joh 21:15-17
8 Encyklika Ut Unum Sint af pave Johannes Paulus II angående Commitment to Ecumenism, 58.
9 Encyclical Letter Ut Unum Sint af pave Johannes Paul II on Commitment to Ecumenism 61, ref. to Apostolic Letter Orientale Lumen (2 May 1995 ), 24: L’Osservatore Romano, 2-3 May 1995, 18: loc. cit., 4.
10 Jeg forstod på samme tid “hvad skal VI lide før det sker!” Vi betød Pave Johannes Paul den II sammen med Jesus.
11 Jeg forstod, at Kristus henviste til alle Sine budskaber om enhed og kaldte os til at forene Påskedatoerne. Alene dette lod til at berolige ham og tilfredsstille Hans tørst efter enhed. Kristus lovede os at hvis vi forener Påskedatoerne, vil Han gøre resten.
12 Encyclical Letter Ut Unum Sint af pave Johannes Paul II on Commitment to Ecumenism 58.
13 Et symbolsk navn for Kristus
