Den tidligere og nuværende situation af Fr. John Abberton

Dokumentet, kendt som “Notifikationen,” som er skrevet med hensyn til fru Rydén, blev udstedt af Troslærekongregationen den 6. oktober 1995. Dengang vidste jeg nærmest intet om Vassula Rydén og hendes skrifter, men jeg havde set nok til at det havde gjort mig foruroliget. Jeg kunne ikke lide selve udformningen – et tråd bundet A3 hæfte, som indeholdt trykt håndskrift. Det så mærkeligt ud. Jeg havde venner som mente at hendes skrifter ikke var at stole på. De havde læst nogle af dem, og var af en præst blevet overbevist imod dem; idet han fortalte dem at Vassula var “falsk.” Jeg var i den tro – baseret på hvad de og andre fortalte mig, at Vassula ikke var en ægte mystiker. Jeg må imidlertid sige at nogle ting omkring Notifikationen også virkede besynderlige. Samtidig måtte jeg også tage til efterretning at jeg i al ærlighed ikke havde undersøgt sagen grundigt nok til at danne mig en såkaldt velovervejet standpunkt.

Jeg har altid forsøgt at være yderst ærlig, når jeg foretog personlige bedømmelser omkring mystiske skrifter, af følgende årsager:

1. Hvis de er oprigtigt inspireret eller af overnaturlig oprindelse, bør de blive respekteret, om man læser dem eller ej, må de ikke blive behandlet med ringeagt.

2. Hvis de ikke er “fra Gud,” kunne de være diabolsk inspireret, og den skrivende har brug for både irettesættelse og hjælp. Dem der er blevet ledt til at læse budskaberne, skal behandles varsomt men strengt, og få klar besked for at undgå enhver misforståelse.

3. Hvis de med høj sandsynlighed er et produkt af forestillinger foranlediget af alvorlig mental sygdom, eller endog en forholdsvis betydelig personlighedsforstyrrelse (blandt andet et usundt eller uhæderligt ønske om berømmelse) vil den skrivende behøve mere hjælp end påtale, og andre må på den bedst tænkelige måde blive frarådet at læse materialet.

Hvordan situationen end måtte være, skal man være forsigtig med at udfærdige nogen bedømmelse, både for den persons skyld, der skriver materialet og for dem der er tiltrukket af at læse det. Med andre ord, pastorale overvejelser er yderst vigtige.

Jeg var ulykkelig over Notifikationen, selvom jeg dengang ikke kunne, som de siger, “sætte min finger på” problemet. Da jeg læste den igen og diskuterede den med en anden præst (som også var skeptisk overfor skrifterne) begyndte jeg at se, at Notifikationen var forkert. Dens legale status var tvivlsom, fordi Vassula er græsk ortodoks, og der før allerede er opnået en enighed mellem den Ortodokse Kirke og Vatikanet om at de ortodoks kristnes rettigheder ville blive respekteret (Balamand Deklarationen af 1993). Så at en græsk ortodoks kvinde skulle blive genstand for en advarsel af denne slags syntes underligt, og andre rejste spørgsmålet om ikke denne proces var i konflikt med den ovennævnte erklæring. Måske var den ikke, men der syntes at være en fin grænse, og der blev ikke sagt noget om nogen konferering med det ortodokse hierarki. Kunne en kristen græskortodoks aktiviteter blive et anliggende for Romersk Katolsk kirkelov? Oven i købet var der hele spørgsmålet om hvilken slags “proces,” der havde fundet sted. Som kardinal Ratzinger senere udtalte (januar 1999), var Notifikationen ikke en fordømmelse, men en advarsel. Der fandt ikke nogen høring sted; ingen “rettergang”. Faktisk, blev Vassula ikke konsulteret, ej heller blev dokumenterne som en teolog og rådgiver til Vassula allerede havde forberedt, hverken forelagt eller henvist til eller læst af nogen af Kongregationens medlemmer, inden Notifikationen blev udstedt. Et afgørende princip i procedure, nemlig synes dialogen at mangle. I et interview (allerede omtalt) i 1999 (30 Giorno, Nr.1 januar 1999) sagde kardinalen at proceduren med at udrede på de spørgsmål som var rejst af Notifikationen fortsatte. Den oprindelige Notifikation blev stadfæstet i 1996, men næsten 3 år efter dette indrømmede kardinalen i at undersøgelsen ikke var blevet fuldført.

Situationen nu er helt klar: proceduren som kardinal Ratzinger henviste til er forbi. Hans brev til præsidenterne af de biskoppelige konferencer for Frankrig, Schweiz, Uruguay, Filippinerne og Canada lader ingen tvivl tilbage, at der ikke længere er behov for at bede kongregationen om deres standpunkt.

Vassula forelagde sine svar på kardinal Ratzingers spørgsmål. Disse svar blev accepteret i den grad, at kardinalen bad om at få dem trykt, for at andre kunne læse dem. Dog bad han om, at de bliver trykt i bøgerne (Sandt Liv i Gud bøgerne, som indeholder Vassulas skrifter) således, at bøgerne selv bliver en af kilderne til svarene. Visse ting er nu helt klart indlysende:

1. Bøgerne er på ingen måde “bandlyste.”
2. Det er tilladeligt for katolikker at skaffe og derfor læse en bog (bøger).
3. Svarene på Notifikationen er simpelt hen dette: Svarene.

Senere blev disse svar kaldt: “nyttige afklaringer”, og i et svar på et spørgsmål om hvorledes Troslærekongregationen ville svare på en forespørgsel omkring den nuværende position vedrørende Vassula, svarede kardinalen: “Situationen er blevet ændret.”

Eftersom svarene på spørgsmålene er blevet givet, og eftersom kardinalen bad om, at disse svar bliver trykt således, at andre kan læse dem, er det ikke længere nødvendigt at læse Notifikationen. Når spørgsmål er besvaret, er det ikke spørgsmålene, som er vigtige, men svarene. Hvis jeg beder nogen om at fortælle mig, hvorfor de har skrevet en bog, og de fortæller mig det – og svaret er så acceptabelt, at jeg insisterer på at den bliver trykt, hvad er da formålet med at fortsætte med at stille spørgsmålet? Det er blevet besvaret. Jeg kan bede om flere detaljer; jeg kan endda anmode om at få svaret gentaget, men hvis svaret virkelig er acceptabelt, er spørgsmålet ikke længere et problem.

Kortfattet kan vi sige – og for retfærdigheds skyld må vi sige – at advarslen imod Vassula ikke længere holder sin styrke. Såfremt at spørgsmålene, stillet af Notifikationen, er blevet besvaret (“afklaret” om man vil), kan Notifikationen simpelt hen ikke have den status, som den havde før. Som en advarsel blev den udstedt før nogen ordentlig, gennemført undersøgelse havde fundet sted. Sådan en procedure er blevet gennemført og er nu afsluttet.

Det faktum, at Notifikationen er blevet placeret i Acta Apostolicae Sedis (hvorfra den ikke vil blive fjernet) betyder ikke, at den har nogen moralsk magt. Andre dokumenter (hvoraf mindst et anvendes på latinske seminarer) findes også i Acta, men dette betyder ikke automatisk, at de beholder den moralske styrke, som de havde, da de først blev udstedt. Situationer forandrer sig, og de som stadig ønsker at argumentere imod Vassula ved at referere til et dokument, som rent faktisk er blevet “nyttigt afklaret,” må besvare spørgsmålet om, hvorfor kardinal Ratzinger bad om, at Vassulas svar bliver trykt i hendes bøger!

For klarhedens skyld, er det værd at gentage nogle af disse ting.

1. Spørgsmålene fremlagt af kardinal Ratzinger er blevet besvaret.
2. Kardinalen afviste ikke svarene, men bad om at de blev trykt.
3. Svarene blev – på grund af denne specifikke forespørgsel – trykt i BØGERNE!
4. VASSULA ER IKKE LÆNGERE UNDER UDFORSKNING AF VATIKANET! (bemærk venligst dette)

Det er urealistisk at forvente, at Vatikanet vil gøre mere i sagen omkring Vassula og Sandt Liv i Gud, end det har gjort. De, som er klar over hvorledes Pavestolen går til værks i sådanne sager, må ærligt spørge sig selv, hvad der ellers kunne eller burde gøres på nuværende tidspunkt. Det er, uanset hvad, ret utroligt og af nogen historisk vigtighed, at sådan en proces fandt sted, mens den involverede (Vassula) endnu er i live! Eftersom bøgerne ikke er bandlyste, og siden tilgangen til Vassulas egne forklaringer, i et betydeligt tidsrum, var afgrænset til bøgerne selv, er den tydelige konklusion at det er tilladt for katolikker at læse bøgerne. Hvorledes de vil forholde sig til dem afhænger – som det altid har gjort – af menneskelig tro. Såfremt der ikke er nogen fordømmelse (gentaget: DER ER INGEN FORDØMMELSE) og at der ikke fra Vatikanets side lægges noget moralsk pres på dem, som læser bøgerne, er katolikkerne fritstillede til at forholde sig til dem som de ønsker, idet de altid underkaster sig lydighed mod Pavestolen. Hvor der ingen fordømmelse eksisterer, er samvittighederne frie under sædvanlige restriktioner, som i disse sager gør sig gældende.

Så længe at ingen fra Vatikanet endnu har sagt at “disse budskaber er værdige til at blive troet,” er det klart at skrifterne ikke udgør fare for nogen katoliks tro, såfremt alt holdes i orden og vi fortsat, som i alle sådanne sager, stoler på Helligåndens vejledning, og lydigt bøjer os for den Hellige Fader og biskopperne forenet med ham.