I november 2001 var Vassula inviteret til et officielt symposium om økumenisme på et sted med navnet Farfa, udenfor Rom. Det blev holdt af Birgittinersøstrene. Vassula skulle præsentere synspunktet om enhed fra en lægmand. Hver deltager skulle tale en time fulgt af debat med spørgsmål. Den samlede komité bestod af romersk-katolske og lutherske. Den katolske biskop af Sverige var der også, såvel som mange professorer i teologi, monsignorer og forskellige gejstlige. Det fire dage lange symposium havde mange talere, der alle var teologer og gejstlige, bortset fra Vassula.

Da Vassula havde holdt sin tale og afventede spørgsmål og start på debatten, græd teologen, der ledte symposiet. Da sagde han: “Denne tale om enhed, som vi lige har hørt, var den inderligste tale, jeg nogensinde har hørt i hele mit liv” Derfor ønsker jeg ikke spørgsmål nu, da dette var en profetisk stemme der talte, og når det kommer til profeti, lytter vi og gør, hvad vi bliver bedt om.

Guds kald til Sit Folk
af Vassiliki Rydén

Herre, jeg beder som du har bedt: må vi alle være ét, ligesom Faderen er i Dig og Du i Ham, for at verden skal tro, at Faderen har udsendt Dig. Dette beder vi også om for de får, som ikke er fra Din fold, at de også vil lytte til Din stemme. Vi beder, at verden må komme til at elske dig fra nu og altid. Amen.

Introduktion

Først og fremmest takker jeg vor Herre for denne åndelige forsamling, fordi det er en nåde givet af Gud for os alle, hvilket giver os muligheder for at udvide hans Rige og bringe os tættere på forsoning. Så enhver takt fra vores side i retning af at genoprette Kristi vaklende hus berører Herren dybt. Bare et enkelt skridt mod en åndelig enhed, og hele himlen fryder sig! Bare en enkelt bøn, der bedes om genoprettelsen af Kristi Legeme, og Faderens vrede mindskes. Enhver forsamling i hans Hellige Navn for enhed, og hans velsignelser udgydes over dem, der tager del i disse møder. For dette priser jeg Gud, som aldrig svigter os.

I denne time vil jeg gerne give jer en introduktion til rollen som lægmand i kirken og derefter tre temaer. Det første tema handler om metanoia, frugten af ydmyghed, der fører til forsoning og enhed, det andet handler om vores synd, der består i splittelsen, og det tredje handler om Helligåndens rolle i at føre os til enhed.

Da jeg modtog denne invitation til at tale om en økumenisk åndelighed, tøvede jeg med at sætte ord på min særlige oplevelse med Gud. Jeg vover ikke at formulere en klassificeret “åndelighed” ud fra mine egne fortrolige “samtaler med Kristus.” Tværtimod vil jeg lade det være frit for Gud, som løftede profeterne, og som talte og åbenbarede sig “mangfoldige gange og på mangfoldige måder” (Hebr 1,1) igen at formidle Sit budskab gennem en svag hånd, en del af Kristi Legeme. I denne forstand er det, der følger, en anden form for vidnesbyrd om kirkens mystiske tradition. Derfor er det, du vil høre i denne time, ikke en akademisk teologidiskurs, simpelthen fordi jeg ikke er teolog, men snarere et levende eksempel på en lægmands vidnesbyrd om enhed, når jeg kaldes af Gud til hans tjeneste.

Jeg kommer selv fra den græsk-ortodokse kirke. I vores bog om den ortodokse kirkes lære, bog I, udgivet i 1997 af Hr. Trembelas, står der på s. 79: “Åbenbaringer defineres som en handling udført af Gud, hvorved han underretter sine nogenlunde kapable skabninger om mysterierne i Hans væren, natur og vilje i henhold til deres begrænsede intellektuelle kapacitet …” osv. Det vil være værd at læse s. 78, hvor nødvendigheden af, at Gud selv styrer sit folk, beskrives. Der er mange flere referencer til lægfolks rolle i vores ortodokse kirke, men begrænset tid forhindrer os i at studere dem detaljeret her.

Det er også kendt, at det andet Vatikankoncil har understreget, hvor vigtigt det er, at lægfolk bidrager til at sprede Det Glade Budskab gennem de forskellige gaver, Gud giver sin kirke. I Lumen Gentium siger koncilet klart, at lægfolk deltager i Kristi profetiske embede. Kristus varetager dette profetiske embede, ikke kun gennem hierarkiet, men også gennem lægfolk. Derfor etablerer han dem begge som vidner og giver dem sansen af troen og ordets nåde (LG 35). Enhver lægmand har en rolle at spille i denne tjeneste for evangeliet i henhold til den karisme, som Gud har givet ham, og gennem de gaver, der er givet ham, er han på én gang vidnet og det levende redskab for selve Kirkens mission, “som tilmålt af Kristus.” (Ef 4,7). Det fremgår derefter af det, som kirkerne vurderer, at lægfolk har en meget vigtig rolle at spille i verden, og at de karismer, som Helligånden giver sit folk, altid er til tjeneste for samfundet og til fordel for Kirken.

Helt fra begyndelsen af dette kald kaldte vor Herre mig af nåde med kongelig ødselhed og henvendte sig poetisk til mig, da religion og dyd har været hans søde samtale med mig i de sidste seksten år. Uden nogen fortjeneste blev jeg kaldet, og jeg modtog kaldet; Bibelen siger: “Jeg troede, derfor talte jeg.” (2 Kor 4:13). Så blev jeg bedt af Herren om at erkende ham, og idet jeg erkendte ham, viste han mig sit Kors af enhed.

Et af de første bud fra Kristus til mig var disse: “Hvilket hus er det vigtigste, dit hus eller mit hus?” Jeg svarede: “Dit hus, Herre.” Så sagde Han: ” Genopliv Mit hus, forskøn Mit hus, forén Mit hus.” Jeg blev ramt af hjælpeløshed og følte mig elendig. Jeg beklagede: “Jeg ved ikke, hvordan man gør alt dette. Jeg ved intet!” Da sagde Kristus: “Forbliv intet; jeg vil have at du intet er, og i din intethed vil jeg vise min autoritet, min kraft, og at Jeg Er; så dø for dig selv og lad min Hellige Ånd ånde i dig.” Derefter bad han mig om at gå med ham, men efter at have været igennem megen åndelig ild. Sådan modtog jeg Guds sædekorn uden nogen fortjeneste. Det står skrevet: “Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra Himlen.” (Joh 3:27)

Dette værk af Helligånden er trykt i elleve bind og oversat til 40 sprog. (udgivet under det overordnede navn: Sandt Liv i Gud). I disse åndelige skrifter ser vi, hvordan Gud giver os muligheder for at være perfekte og være i stand til at nå guddommelighed gennem Hans guddommelighed og blive gud ‘ved deltagelse’. Frugterne af dette arbejde er talrige, fordi de også kommer fra Herren, og alt godt kommer fra Herren. Det er værd at nævne en af dem. I dag eksisterer der over hele verden mere end tusind økumeniske bedegrupper, der blev dannet gennem disse inspirerede skrifter med navnet “Sandt liv i Gud.” Disse økumeniske bønnegrupper består af forskellige trosretninger, der samles for at bede om kirkernes enhed og forsoning. Fra disse grupper er der åbnet ni velgørenhedshuse for at brødføde de fattige og trængende. De hedder Beth Myriam, der betyder Marias hus. Der vil komme andre, der vil åbne ved Guds nåde i den nærmeste fremtid og også blive aktive.

Ved Guds nåde er jeg indtil videre blevet inviteret til tres lande til at vidne om Herrens store gerninger. Dette er sket ved mere end 700 møder for romersk-katolske, ortodokse og forskellige andre kirker. Jeg kunne heller ikke modstå at tale til vores andre brødre og søstre, der ikke er kristne. Vorherre åbnede også en dør for ikke-kristne, og derfor blev jeg kaldet til at tale til jøderne såvel som hinduerne, muslimerne og buddhisterne, som, efter at jeg havde talt Guds Ord til dem, fandt deres frihed og forsonede sig med Den Treenige Gud for at bede om dåbens sakramente. For Kristus havde bedt til Faderen om dette og sagt: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig” (Joh 17:20).

I marts 2000, tillod Herren os at samles ved Sit fødested, Betlehem. 450 mennesker kom fra nær og fjern; ja, fra mere end 55 lande og fra 12 forskellige kirker til et internationalt møde med bøn for fred og enhed. Vi forsamledes som én samlet familie. Med os havde vi 75 gejstlige også fra 12 forskellige kirker, der kom, men også andre gejstlige fra Det Hellige Land, som også havde hørt om dette bedemøde. Denne økumeniske begivenhed blev koordineret af nogle jøder og palæstinensere, der var blevet rørt af de inspirerende “Sandt Liv i Gud” budskaber. De troede på Kristi udfrielse og hans frelsesplan i vore dage og meldte sig frivilligt til at organisere dette møde.

Når man ved, hvordan palæstinensere og jøder i vore dage kæmper mod hinanden, er deres forsoning et tegn på Helligåndens kraft, der sluttede sig til de to nationer for at arbejde for et møde for fred mellem de splittede kristne. Som Bibelen siger: “Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.” (Jak 3:18). Dette er en lektion for os alle.

At se alle disse gejstlige iført forskellige klæder, men alligevel alle kristne, den ene ved siden af den anden, smilende, delende og uden at gøre nogen forskel på hinanden, deltage i bønner og liturgier, var helt åbenlyst en triumf for vores Herre. Vi levede og fik en forsmag på, hvordan enhed blandt kristne vil være en dag, og vi priser Gud. Inden talerne og præsentationerne, stillede alle de gejstlige op til at danne en procession. Det var ærefrygtindgydende. Nogle bar ikoner, andre statuer af Det Hellige Hjerte samt en statue af Jomfru Maria; Madonnaen blev faktisk båret af en luthersk præst, og det var han meget stolt af. Nogle havde røgelse, andre havde stearinlys, græsk-ortodokse gejstlige bar om halsen Rosenkranse. De havde byttet deres kors og “Panayias” med de romersk-katolske præsters rosenkranse, og de gik alle til en byzantinsk salme, mens de messede Kyrie Eleisson.

Der blev holdt taler om enhed for os af præsterne fra de forskellige kirker. Deres tale lød, som kom de fra én stemme og ét sind. Vi fornemmede vor alles store ønske, at være ét, under deres taler. Der var endda et rørende øjeblik, hvor adskillige præster fra forskellige kirker stod på podiet, og en romersk-katolsk præst faldt på knæ og gik rundt og kyssede alle de andre præsters fødder og bad om at blive tilgivet. Med denne spontane ydmyge gerning, gjorde en koptisk præst, rørt til tårer, det samme og kravlede ned for at kysse sine brødres fødder i Kristus. Vi så, og vi iagttog, hvilken tørst lægfolk og præster har efter enhed. Men vi fornemmede samtidig de store sår, vores splittelse har afstedkommet på Kristi Mystiske Legeme, og det er grunden til, at vi følte os så glade og forsonede over at opleve disse oprigtige ydmygheds- og forsoningshandlinger. Havde det været et officielt møde, og havde vi været Kirkens embedsmænd, og havde vi haft magten og autoriteten, ville vi have enedes om enhed lige dér og derefter erklæret det over for hele verden.

De fleste af os er trætte af denne splittelse, fordi den ikke følger vores kærlighedslov. Kristus er endnu mere træt af at se os splittede. Jublen og glæden for alle disse nationer, der var forbundet, appellerede til en fuldstændig enhed blandt kristne og afslørede, at denne splittelse ikke kun er en synd, men også en forbrydelse. Alligevel siger jeg jer, at den største forbrydelse af alle er at holde Påskedatoerne adskilte. Hvor godt det bliver, når vi en dag kan råbe sammen: “Christos Anesti” med én stemme og på én og samme dag. Vi siger alle, “Ske Din vilje som i Himlen, så og på Jorden…” Nå, men hvad holder så kirkens embedsmænd tilbage i forhold til at gøre Guds vilje og erklære deres forsoning, hvis lægfolk og præster rundt om i verden allerede lever i enhed? Enheden begyndte i går… vi så den… vi levede i den… vi frydede os over den, og vi ønsker den lige så meget, som Helligånden ønsker den. Jesus Kristus forenede os ved Sit Blod, så hvordan kan nogen forkaste denne enhed? “For Han er vor fred. Han gjorde de to partier til ét, og med Sin legemlige død, nedrev Han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred.” (Ef 2:14-15) Hvordan kan vi sige “nej” til Gud, hvis Han ønsker, at vi forener os? Kunne det være fordi, vores hjerter er blevet forhærdede? Har vi glemt den Hellige Faders ord, da Han sagde: “De elementer, der forener os, er langt stærkere end dem, der splitter os”? Så vi burde tage de elementer på os og bruge dem til at bløde op for vejen mod fuldstændig enhed.

De nådegaver, vi modtog de dage i Det Hellige Land, var talløse. Efter at have hørt, at vi var der, kontaktede en græsk-ortodoks ærkemandrit fra patriarkatet i Jerusalem alle 450 mennesker og inviterede os alle Den Hellige Gravs Kirke og en anden dag til Taborbjerget for at være til stede under liturgierne og endda til at tage del i de forud indviede gaver, hvis vi ønskede og troede på Jesu Hellige Nærværelse i denne hellige kommunion.

Der var så mange glade øjeblikke ved at se ortodokse, lutheranere, katolikker, anglikanere, baptister osv. bede rosenkransen sammen, alle nær hinanden og ikke tilbageholdende, fordi denne bøn angiveligt kun bliver bedt af den romersk-katolske kirke. Tværtimod, der blev ikke gjort forskel. Rosenkransbønnen forbandt os, og alterets helligste sakramente, der var sat frem for tilbedelse, forbandt os endnu mere, for foran vor Herre knælede vi ned og følte i denne enhed, at vi virkelig var sønner og døtre af den Højeste, fordi alle var rørt af Ånden. (Rom 8:14), og som børn af én familie, var vi side ved side ét og ikke imod hinanden, for splittelsens ånd var ikke længere iblandt os. I disse øjeblikke forstod vi, at vi levede under nåden og ikke under loven. (Rom 6:14). Vore hjerter var forbundne, og i Kristi Nærvær følte vi os i sandhed forbundne i ånden og i Guds kærlighed. Vi havde virkelig én sjæl og ét hjerte i disse øjeblikke, alle forenede i Kristi Hjerte. Senere sagde de gejstlige, at når de kom hjem, ville de fortsætte med at arbejde for denne åndelige enhed og aflægge vidnesbyrd for deres brødre om, hvordan de havde levet, og hvad de havde set, så de også kunne fryde sig i én Herre.

Fra det, vi høstede under vores pilgrimsrejse i enhed i Det Hellige Land, følte vi, at bønner var stærkere end vores taler og dialoger, fordi næppe havde vi åbnet vi munden for at bede sammen, før vores bønner allerede var hørt og blev besvaret. Ligesom den Hellige Fader tilbage i oktober 1986 opfordrede til at hjælpe repræsentanter for de store verdensreligioner med at bede om fred, den ene ved siden af ​​den anden, skulle vi følge denne linje og arbejde for mange flere af disse møder i tværreligiøs dialog i fremtiden.

Og nu vil jeg endelige efter denne introduktion gå til mit første emne, som er metanoia.

Guds kald til en dyb Metanoia, ydmyghedens frugt, som fører os til forsoning og enhed.

Vi, kirkernes folk, er nødt til at forstå, at vi lever i konstant synd, vores splittelses synd. “Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.” (Matt 12:25). Selv hvis denne splittelse ikke kom direkte fra os selv, men fra vores forfædre, holder vi den stadig i live, så længe vi forbliver splittede. Vi kan ikke sige, at det behager Gud, når hyrderne stadig er adskilte. Vi kan ikke nedlade os til at tale om enhed uden at gennemgå en metanoia og adlyde Guds to største bud. Det vil være som at bygge et hus uden at støbe fundamentet først. Enhedens fundament burde være ydmyghed og guddommelig kærlighed og vores hjerters omvendelse. For hvordan kunne vi tro, at vi kunne komme til enhed, hvis vi ikke angrer og fuldt lever de to største bud, der er baseret på kærlighedens lov? Enhedens frø vil konstant blive sået i tørt og ufrugtbart land, og ingen kimplanter vil spire i den slags tørhed, som repræsenterer vores hjertes hårdhed. Vi er nødt til at sætte os ned og spørge os selv: “Ser vi måske på enhed efter vores egen opfattelse, og er det måske derfor, vi stadig er adskilt, eller søger vi enheden, som Guds Ånd ønsker det, men er ikke enige om det?”

Det er derfor, at en sand metanoia, med Herrens frygt på sinde og vel vidende, at Gud ved, hvem vi virkelig er, er det første og vigtigste skridt at tage for at forsyne os med det nødvendige lys til at føre os alle ind i en åndelig enhed. Denne matenoia, som er nødvendig, er en kolossal kraft i sig selv, som vil forvandle os vil blive bære frugt. Så lad os være rige på fattigdom, ligesom præsten, der faldt på knæ, græd og kyssede fødderne på sine brødre, der tilhører de andre kirker, der bad om tilgivelse, lad os på denne samme måde omvende os i ydmyghed.

Vi er nødt til at nedbryde de gamle sten i vores hjerter, sten af intolerance, stolthed, mangel på tilgivelse, utroskab, uenighed, mangel på kærlighed, og genopbygge Kristi kirke inde i vores hjerter ved at godtage hinanden i vores hjerter og lade Gud være mere i os for at bringe os hans fred. Der er nødt til at være en kenosis, der gives til Gud fra en dybere metanoia, så Gud vil fylde os med sig selv, da vil vi blive et “kærkomment offer, helliget ved Helligånden. (Rom 15:16).” Som vi ved, giver Gud uophørligt sig selv til os for at holde vores sjæl i live, men efter vor metanoia vil Gud vise sig for os i magt og vælde, når Han vil udtrykke Sit hjertes ønsker og vise os, hvordan vi skal bruge nøglen til enhed. En metanoia vil ikke kun føre os til en hjertets omvendelse, men til en fuldstændig forvandling, fordi metanoia er porten, der fører sjæle fra mørket ind i lyset. Vi kan derfor indtil nu ikke sige, at vi vandrer i lyset, eftersom vi stadig er adskilte og fragmenterede; hvis vi ikke er gået ind i lyset, hvordan kan vi så se Guds guddommelige vilje til at gå videre ind i enhed og vide på hvilken måde, Han ønsker det? Hvordan skal vi føle os vej og vide, hvor vi går, hvis vi stadig befinder os i mørket? Hvis vi ikke skynder os, vil den lille blafrende flamme, der er tilbage i os, gå ud. Vi er nødt til at skynde os og lægge vores fordomme til side og i stedet tage olie frem fra ygmyghedens og kærlighedens lagre for at oplive denne blafrende flamme til en levende fakkel.

Men så burde hver kirke være villig til at dø fra sit ego og sin egen rigiditet, og da vil Kristi nærvær gennem denne ydmyge gerning lyse i dem. Hver kirke må gå igennem en uophørlig anger og splintres ved Kristus for at forene sig med Hans kærlighed til menneskeheden. Ved denne ydmyge gerning, vil kirkernes tidligere og nuværende fejltagelser blive vasket bort, og enheden vil være opnået. Når vi først sænker vores stemme, begynder vi at høre Kristi stemme. Kun når vi bøjer hovedet, vil vi tillade Kristi hoved at blive set, og ikke vores eget, kun når vi bøjer os fuldstændigt, vil Krisus være i stand til ophøje os til at se hans Herlighed. Det står skrevet: “Ydmyg jer for Herren, så vil Han ophøje jer.” (Jak 4:10). Da, og kun da, vil vi blive i stand til at kende Guds guddommelige vilje, for Han vil vise Sin magt efter at have bragt os til at være intet, og hans hellige nærvær vil flyde gennem vor sjæls ørken som en flod og helbrede os. Derefter, når vores helbred er genoprettet, vil vores sjæl forbyde os at falde tilbage og absorbere den gift, vi absorberede i vores ynkelige opdeling. Vi vil kun have ét ønske, og det er at tørste efter den rene levendegørende væske, der giver liv. Desuden vil denne rene, lyse væske ikke kun helbrede os, men vi vil også strømme over med barmhjertighed og kærlighed. Efter således at have givet Helligånden frit løb i os, vil han også let invadere os med sit lys og give os en total metamorfose og forvandle os til en himmel.

Herren tillod mig en gang at høre ham sige disse ord: “Hvis du tillader Min Hellige Ånd at invadere dig, kan han forvandle din sjæl fra en ørken til en have, hvor Jeg kan finde hvile i dig. Og Helligånden kan forvandle din sjæl til et palads, hvor Jeg kan være konge og herske over dig. Helligånden kan forvandle din sjæl til en himmel, hvor du i denne himmel vil herliggøre Mig. ” For at komme til enhed skal vi gennemgå en transformation, og så længe vi ikke har opnået at dele ét bæger omkring ét alter, viser det, at denne transformation endnu ikke har fundet sted inden i os, da vi stadig lever fragmenteret. Så lad os gå gennem en metanoia for at tillade denne transformation at ske ved Helligånden. Uden denne transformation vil vi ikke være i stand til at trænge ind i Guds inderste for at se Gud og forstå Ham. Dette syn af Guddommen vil utvivlsomt drage vores hjerter til at blive ét. Ved oplevelsen af ​​synet af Gud vil vores sjæl også forstå, hvor meget vi krænkede ham i vores splittelse. Dette vil være som en renselseshandling eller en mindre dom, men begyndelsen på vores nye liv i Den Ene Kristus.

I denne forvandling vil vi opdage, at selvom vi stadig ville være blandt mennesker, vil vores sind være i himlen; og skønt vores kroppe bevæger sig blandt mennesker, vil vores sjæl og sind, fanget i den guddommelige vilje og fyldt med Guds ædle lys, være som en engel, der vandrer i himlens sale blandt de hellige og englene og bliver til én ånd sammen med det Guddommelige. Da ville vores “Fader Vor” være opfyldt, fordi Hans Rige ville være kommet og Hans Vilje ske som i Himlen således også på Jorden. Derefter ville alle vores foretagender være perfekte og pletfrit udført, da de ville være guddommelige og ifølge Guds tanker. Vi har lært, at vores sind aldrig selv kan stige op til himlen, det er kun Gud, der kan ophøje det til himlen og afsløre Hans mysterier med stor glæde. Havde vi havde været modtagelige for Kristi bøn om, at “vi må blive ét”, eller hvis vi havde svaret på hans kald ved at vise lydighed mod hans kald, ville vi i dag dele Hans bæger omkring ét alter, og vi ville sige: “Jeg vandrer med Gud og hersker sammen med ham nu.”

Kirken har brug for at blive forsonet, og enhed er det eneste håb for at forsone kirken. Som det er nu, mister kirken sit lys i sin svaghed i den grad, at den ikke engang kan stå op og selv drage af olien og den helbredende salve fra den Livets Kilde, som er Helligånden. I frygt for at miste sine skatte, men hovedsagelig sin identitet, og jeg vil sige, især vores ortodokse kirke, barrikaderer den ikke kun sine vinduer, men sørger også for, at dens døre også er omhyggeligt låst uden at indse, at dens indre har pådraget sig skimmelsvamp. Af frygt forbyder den nåde at strømme ind i sig, en nåde, der kan føre den frygtløst ind i enhed og forsoning. Den, der handler af frygt og sørger for, at vinduer og døre er omhyggeligt lukket med lås og slå, er sædvanligvis bange for at blive frastjålet sine værdigenstande. Men det er ikke kun den ortodokse kirke; de andre kirker opfører sig på samme måde. Hvorfor frygter de og isolerer sig? Hvorfor barrikaderer nogle stadig sine døre? Har Kristus ikke forsonet vantro med jøde og sat dem til at tilbede Den Ene Kristus sammen? Har Kristus ikke revet det forhæng midt over, der adskilte Gud og menneske, og forsonet skabningen med Skaberen? Har Kristus ikke tilintetgjort helvedes porte og sat ånderne fri? Så hvad kunne Kristus ellers have gjort, som Han ikke har gjort? Hvorfor barrikaderer kirkerne sig til den dag i dag og rejser mure for at holde denne splittelse i live? Hvis de blot ville skrinlægge deres frygt, deres stivhed og mistanke, ville vi i dag ikke tale om enhed, fordi vi allerede ville fejre den hellige eukaristi omkring ét alter.

Hvis kirkerne er i stand til at overskride de negative forhindringer, der adskiller dem, hindringer, der ifølge Bibelen er imod opfyldelsen af troens ​​enhed, kærlighed og tilbedelse blandt os, vil Kristus være trofast mod sit løfte om at udløse en tid med fred i hele verden. Denne fred vil drage ethvert væsen ind i Kristi Mystiske Legeme og opfylde hans ord givet til os i sin bøn til Faderen, da han sagde: “at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Joh 17:21). Denne bøn fra Kristus til Faderen om, at vi skal være så forenede intonerede tydeligt, at hele skabelsen vil blive bevæget til en åndelig enhed og ikke en enhed ved en underskrevet traktat. Men en sådan åndelig enhed, som rører hele skabelsen, kan ikke skabes uden Guds Ånd, der skænker menneskene sin magt. Helligånden skal derefter oprejse nye apostle til at tage ud og evangelisere for verden og drage hele verden til tro på Kristus. I betragtning af vores forblivende splittelse vil jeg sige, at kirken har vist sin svaghed i denne henseende.

På trods af vores elendighed vil nådens Hellige Ånd dog ikke stoppe der på grund af vores menneskelige fejltagelser, ambitioner og vores manglende evne til at ydmyge os selv og forsone os for at komme til enhed. Kristi kærlighed til menneskeheden tvinger ham i vore dage til at bøje sig fra det høje helt ned til os med sit dyrebare blod for at lægge skjul på disse ufuldkommenheder. Helligånden kender til vores svagheder og fejltagelser, så man kan ikke sige, at Helligånden stoppede med at udgyde sin nåde; han er derude og laver en masse støj, så selv de døve, som barrikaderede sig, til sidst vil høre ham og åbne dørene til deres hjerter; og de døde vil komme i live. Fra at være ophørt med at være, vil de igen være.

En af de nådegaver, som Helligånden giver os i vores tid, er nye apostle, som er forberedt af Gud til at øse Guds ord ud over deres læber og gentage dem. Men hvis vores sind og hjerter ikke så let kan røres og høre dem, skyldes det måske, at vi er blevet for tekniske og desværre for rationalistiske. I dette tekniske miljø skæmmes Kristi barmhjertighed såvel som det enkle ved et åndeligt liv i Gud. Dette er grunden til, at det er vigtigt, at den ortodokse kirke især, men også de andre kirker, giver Helligånden frihed til at blæse en opstandelsesånde inden i dem. I denne opstandelse vil de rejse sig og indse, at evangelisering er en nødvendighed for at forsone den verden, der er så fremmedgjort for Gud. Evangelisering af det afkristnede samfund er også et middel til at lade folk af enhver race og trosretning vende tilbage til Gud og begynde at søge Guds ansigt. Enhver skabning på jorden kunne have gavn af det, og når man har overgivet sig til Gud, vil Helligånden gøre resten og udrydde alle forhindringer, der hindrer vejen til en fuldstændig åndelig enhed.

Gud beder os om en forandring, der kommer indefra. Der ville være nogle, der ville sige: “Men vi overholdt altid Kirkens lov og adlød den …” Det er ikke nok at overholde kirkens lov og adlyde den. Vores rigiditet fælder os. Mange gange taler vi om loven, men vi følger den ikke af hjertet. Lovens hjerte er kærlighed; men så mange gange efterlever vi lovens bogstav, men forsømmer at leve efter lovens hjerte. Vi forsømmer ofte de vigtige ting i loven, som er kærlighed, barmhjertighed og god tro.

Vi bør være villige til at bede mere sammen, fordi bønner bliver hørt og besvaret, mens dialoger kun er talte ord og formularer Det betyder ikke, at vi bør afskaffe vores konferencer og diskussioner, som jeg nævnte før, slet ikke. Men hvad er vigtigst for os, bogstavet eller Ånden? Hvis vi siger bogstavet, vil vi arbejde som administratorer, når vi beskæftiger os med Guds anliggender, og vi vil ikke blive retfærdiggjort, og vi vil aldrig opnå noget, for det vil være som at sige til Ånden, “Jeg er ikke et barn længere, og jeg kan selv gå.” Bogstavet vil altså slå Ånden ihjel, og vi vil blive sande administratorer, der flytter papir fra bunke til bunke, og vi vil ikke have hjertet med i vores møder.

Så hvad er vigtigst for os, loven eller Ånden? Hvis vi siger loven, vil vi allerede dømme vores bror, der sidder nærheden af ​​os og hører til den anden kirke, mens han allerede vil dømme os, og vi vil høre os alle sige: “Vi er i den fulde sandhed, og vi er dem, der har ret.” Og igen vil vi opdele Kristus, og igen vil vi intet vinde. Hvis vi starter med lærdommen og dens indhold, ender vi der igen, måske endnu mere adskilt og fragmenteret og når aldrig det væsentlige. Jeg mener ikke dermed, at vi bør krænke lærdommen, da lærdommen er selve kirkens eksistens. Men hvis vi for en gangs skyld tillader Helligånden at føre os, i stedet for at vi fører Helligånden, så vil Ånden oplive bogstavet og loven, og han vil vise os den sande lære, at Jesus Kristus er den eneste aktive grundsætning i os på trods af forskellene i vores doktrinære terminologi. Til denne kærlighedsgerning behøver vi inderlig fattigdom i ånden og en overflod af gavmildhed. Så lad vores doktrinære dialoger begynde med Helligånden. Lad ham være den, der fører os ved armen for at vise os i hjertet, at essensen af ​​lærdommen skal være baseret på kærlighed, ofre, udfrielse og en fuldkommen lidenskabsløshed.

Vores splittelsessynd

Hvis vi er blevet splittet og revet fra hinanden, er det på grund af vores intolerance over for hinanden og vores stolte ånd. Vi har jagtet det karakteristiske tegn på tro, som er guddommelig kærlighed, som Kristus sagde om kærlighedsdyden: “Ved dette skal alle mennesker vide, at I er mine disciple, hvis I elsker hverandre.” Alligevel tvinger Kristi kærlighed ham til at anvende ubegrænset barmhjertighed overfor vores splittelse, denne splittelse, der bragte os denne hjertets tørhed og hårdhed, der ødelægger kirken og bringer et generelt frafald i den kristne verden. Verden af i dag, så frafalden som den er, har ikke plads til Gud, da den er optaget af en slags selvrealisering. I dag nægter verden at prise Gud, og vi lever i en tid, hvor alt godt omdannes til ondt. De kristne bliver uophørligt afkristnet på grund af vores splittelse, enten det, eller de falder konstant i forseelser. Kig jer omkring og se: ét afsnit af kirken er blevet gjort blind på grund af deres rationalistiske sind. Så længe de tager tilflugt i deres egen ånd, vil de fortsætte med at gå i mørket. De vil fortsætte med at forkynde deres egne love i stedet for Guds lov. De vil forsøge at ændre Kirkens tradition til menneskelige falbelader og analogier uden den Sandhed, der findes i Kristus. Vi bør bede for de kristne, der let undergraver Kristi Guddommelighed ved at plyndre kirken ikke kun for dens ikoner, statuer og værdigenstande, men også for Kristi virkelige tilstedeværelse i eukaristien. Hvis de forkynder Kristus som konge og herlighedsfuldt bekræfter hans vælde, forkynder hans frygtelige magt, synger hans pris, anerkender hans almægtighed og hans mægtige undere, bør vi spørge dem, hvorfor Kristus bliver en snublesten for dem, når det kommer til at afveje hans guddommeligheds pragt i hans Tilstedeværelse i Eukaristien? Medmindre de ser hans guddommelighed med åndelige øjne, vil de fortsætte med at være som en søvndrukken mand, der aldrig fatter noget af det, du fortæller ham.

Herren tillod mig at høre disse ord fra ham: “Jeg er den Ophøjede Ypperstepræst over hele Mit Hus, dette Hus, som mennesker uden barmhjertighed splitter op af mangel på kærlighed; så må Jeg blive ved med at se Mit Hus blive splittet og i et sådant oprør uden at gribe ind? Min Eukaristi får mindre og mindre betydning. Må ethvert folk vide, at Mit Kød og Blod kommer fra Min Moder, Mit Legeme kommer fra den Helligste Jomfru, fra rent blod … “

Forstillelse og øjentjeneri har aldrig vildledt Kristus, men hver gang vi valgte en gensidig kærlighed, der førte til fred og en gensidig forståelse, glædede hans Ånd sig. Hvordan kan vi i dag forvente, at hans ånd skal glæde sig, når påskedatoerne i hver Påske, der passerer, ikke er forenet og stadig ikke forenes officielt, medmindre det sker ved en tilfældighed som i år? Hvordan kan hans Ånd glæde sig, når delene af hans Mystiske Legeme stadig er spredt som de tørre knogler i Ezekiels syn? Vi gør dristigt oprør mod Gud og alle de himmelske kræfter. Vi overtræder frygtløst kærlighedsloven foran hans Trone. Bibelen siger: “Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” Jak 4:17). Bibelen lyver ikke og kan ikke afvises.

Endvidere, hvordan kan vi forvente, at kirken fremstår troværdig foran resten af ​​verdens øjne, når den prædiker fred, kærlighed, enhed, broderskab og forsoning til lande, der massakrerer deres folk, når vi samtidig i vores egen midte massakrerer Kristi legeme ved at kaste giftige pile mod hinanden? Vi, Kristi kongehus, har byttet vores ære væk for skam. Gud kalder på os alle og inviterer os til at blive ét, så at verden må tro. (Joh 17:21). Så kun når Kirken vil blive helbredt ved at forene sig og genvinde sin styrke, vil hun blive i stand til at forsone verden med Gud. Samtidig, så konsolideret som hun ville være, vil hun være i stand til at omvælte alle de mørke kræfter, der formørkede verden og den ondes herredømme, der holder os spredt.

Helligåndens rolle i at føre os til en åndelig enhed

Det er kun nådens Helligånd, der hurtigt kan udvikle Kirken til enheden, der får os til at overvinde vores frygt for at gøre fremskridt. Helligånden er der for at brænde alt det, der holder os splittede og forsinker vore enhed, ned til grunden. Det er den onde selvfølgelig godt klar over og bliver ved med at skabe omvæltninger der, hvor de ikke bør ske, og lægger derved meget alvorlige hindringer i vejen for kirken og forsinker enheden. Det er derfor, jeg tænker, det er meget vigtigt at hengive sig til Helligånden og være mere opmærksom på de nådegaver, Han giver kirken. Vi bør ophøre med at slukke den Helligåndens ild, som kan oplyse kirkens indre. Det er derfor vigtigt at lade os lede af nåde og ikke af frygt. Lad Helligånden være som en Parousia indeni kirken.

Kristi Legeme, kirken, vokser, som vi ved, altid gennem Helligånden og vil fortsætte med at vokse inditl den Sidste Dag, fordi Kristus er Klippen, Den der bygger kirken, såvel som Sit folks Hyrde Kristus er den ophøjede Ypperstepræst over hele Sit hus, dette hus, som mennesket nådesløst opdelte i deres mangel på kærlighed. Skønheden og herligheden og frugten, den bar i begyndelse af sin væren, er nu faldet ned som rådden frugt . Hvis dette er forkert, hvor er da den apostoliske kirke i sin iver efter at vidne for Kristus, at ofre sig på martyralteret, ydmyge sig på skammens og smertens arena snarere end at benægte Kristus? Hvor er den inderlige tro og brænden af længsel efter en global forkyndelse, der hører til discipelskabet? Åh Kristus, hvor meget længere skal Dit dyrebare Legeme gennembores og stikkes med spyddet og rives itu, inden vi forstår, at vi kan have delt Dit Legeme som redskaber for “splitteren” selv. Vi har gjort den uden at ville det og uden at vide det. Hjælp os med at finde og bevare den rest så hellig, der kaldes Din Kirke. Hjælp os med at samle den igen. En kirkelig enhed, der er bestemt til at bringe Dit Andet Komme som en verdensomspændende åbenbaring.

Selvom vi ved, at der er en ontologisk afgrund mellem Helligånden og os, kan den fjernes af Helligånden, og Han kan nå os for at vise os, at den virkelige kristne er den, der er kristen i sit indre, og den virkelige åndelige enhed er og bliver i hjertet. Enheden vil ikke findes i det skrevne, men i Ånden.

Uanset hvor meget vi forventer af kirken, uanset hvordan vi ser på dens fejltagelser, men også triumferer, uanset det enhedens Kors, vi lægger på hendes skuldre, ved vi i sidste ende af erfaring, at dette Kors vil blive båret af de rene i hjertet. Hvis vi nu skal beslutte os for enhed, skal vi åbne vores hjerter og modtage de sjæle, der er begavet ved Helligånden. Når vi endelig vil stole på de fattige i ånden, der er villige til at bære enhedens Kors på deres skuldre, så vil vi have et helt åbent felt, hvor vi kunne begynde at så frøene til en sand kristen enhed, der vil omvende verden og fylde den med velduft. Kirkerne bør tillade Helligånden, som er den indre kilde til kristen enhed, at forny og fylde dem med velduft først, så vil de atter fylde nation efter nation med velduft og bringe dem alle til at blive ét i Sandheden og derved fylde Kristi Mystiske Legeme med velduft. Så kirkerne, især vores ortodokse kirke, bør være forsigtige med ikke at udslette Ånden og forfølge de mange forskellige gaver, Han uddeler til Kirkens bedste, men lade Hans flamme rense og oplive kirkens indre for at udvikle den til en åndelig enhed.

Helligånden kalder også Sin Brud til enhed og siger:

Bed, at Jeg, den fuldkomne Guds fylde, din ånds udtryk, lyset i dine øjne, stiger ned i din midte for at vise verden, hvor forkert det var, for at vise kirkerne syndgiheden i deres splittelse, og hvordan de, skønt de dagligt forkynder, at der er én Herre, én tro, én dåb og én Gud, som er Fader til alle, over alle, gennem alle og indeni alle, ikke viser hinanden kærlighed. Vi kan ikke sige: “Du har gjort alt for at bevare den enhed, Jeg skænkede dig i begyndelsen, da du stadig var barn og lå i Mine arme”. I dag siger du: “Jeg er ikke længere et barn og jeg kan selv gå.” Og siden da trådte du ud af Min Favn og vænnede dine skridt til at gå din egen vej … O Faderens barn! Sønnens frugt! Min Stad og Min Brud! Din velduft har forladt dig… vil der blive nogen overlevende tilbage i dig, når Jeg vil stige ned i al magt og vælde? (9.11.94)

Jeg tænker også, det er på tide, at vi stopper med at skabe nye Gethsemanes Haver for vor Herre. Lad os i stedet sætte kærlighedsranker på Vor Herres Hoved. Jeg vil runde af med at sige, at enheden først kommer, når vi alle i sandhed begynder at elske Jesus Kristus.