Rom, 26. juni 2002
Ærværdige Fr. Prospero Grech
Collegio Sta Monica
Via Paolo VI, 25
I-00193 Rome
Vassula Rydéns svar på brevet fra Fader Prospero Grech på vegne af H. E. Kardinal Joseph Ratzinger, Troslærekongregationen, dateret den 4. april 2002.
Kære Fr. Prospero Grech,
Først af alt ønsker jeg at takke Dem for, at De giver mig lejlighed til at svare på de spørgsmål, De har, angående mine skrifter og min aktivitet, så respektfuldt udtrykt i Deres brev af den 4. april 2002, samt gentagelsen af de kritikpunkter, der var i Notifikationen fra 1995.
Jeg er klar over den opgave og det ansvar, som er overdraget den Hellige Kongregation for at “prøve ånderne” (1 Joh 4:1). Jeg har i nogen grad forstået gennem disse år, hvor kompliceret denne opgave med at skelne er, og hvor vanskeligt det er, eftersom jeg selv hen ad vejen har mødt mange mennesker, som henvendte sig til mig og hævdede, at også de havde guddommelige oplevelser, som de ønskede at blande med mine. Af forsigtighed og på grund af det ansvar, jeg har, har jeg gjort det til et princip ikke at tage nogen notits af dem. Derfor værdsætter jeg vigtigheden af Deres arbejde med at beskytte de troende mod skade og holde troen ren fra ikke autentiske oplevelser, men i samme grad sikre de sande nådegaver, som kunne være til gavn for Kirken.
Jeg er Dem også taknemmelig for, at De giver mig lejlighed til at klargøre og kaste lys over visse udtryk, der måske virker uklare, da de er skrevet i billedsprog og i en poetisk eller symbolsk stil. Jeg er ligeledes klar over, at det er usædvanligt, at jeg, som er græsk ortodoks, taler til katolsk-kristne, men hellere end at se det som en uorden, ønsker jeg ydmygt, at dette må blive mit lille bidrag til at hele den splid, der er imellem kristne brødre. Og så vil jeg svare det bedste, jeg kan, på de spørgsmål, som De nådigt har stillet mig så fuldstændigt ærligt og klart, og jeg er ligeledes forsikret om Deres imødekommende, gode vilje og forståelse for mine begrænsninger i at udtrykke det fulde panorama, som de 12 bind bøger med titlen Sandt Liv i Gud (SLIG) indeholder.
SPØRGSMÅL 1. Forholdet mellem SLIG og Åbenbaring
De ved meget vel, at for både katolikker og ortodokse er der kun én Åbenbaring, den af Gud i Jesus Kristus – den, der indeholdes i den Hellige Skrift og Traditionen. Inden for Den katolske Kirke er selv anerkendte “private åbenbaringer” som i Lourdes og Fatima ikke Trossandheder, skønt de tages alvorligt. Derfor: På hvilken måde betragter De Deres skrifter som en åbenbaring, og hvordan bør de blive accepteret af Deres lyttere og læsere?
Jeg har aldrig fået nogen kristendomsundervisning og slet ingen teologisk skoling, og ved begyndelsen af mit kald og min omvendelse vidste jeg heller ikke om nogen teologiske nuancer som de ovenfor nævnte. Jeg har gradvist fået undervisning i disse forskelle, efterhånden som Helligåndens milde vejledning skred frem. I begyndelsen af dette kald var jeg meget forvirret, og tidligt, da min engel viste sig, var dette, hvad jeg sagde: “Men jeg forstår det ikke. Vi har allerede Bibelen, så hvorfor behøver vi budskaber?” Min engel svarede: “Så du mener, at alt er blevet givet i Bibelen?” Jeg svarede: “Ja, det er derfor, jeg ikke ser nogen grund til alt dette her. Jeg mener – ingenting er nyt.” Så sagde englen: “Gud ønsker, at disse Budskaber skal gives.” Jeg sagde: “Er der en speciel grund til, at det er mig?” Englen svarede: “Nej, Gud elsker jer alle. Disse budskaber er blot en påmindelse for at minde jer om jeres grundvoldes oprindelse.” (7. august 1986)
En protestantisk præst sagde engang til mig, at der ikke findes nogen grund til, at Gud skulle ønske at tale til os nu, da vi har Bibelen. Forvirret sagde jeg til Kristus: “Herre, der er nogle præster, som afviser at høre og tro, at Du kan tilkendegive Dig, sådan som Du gør igennem mig; de siger, at Du, Jesus, har givet os hele Sandheden, og at de intet andet behøver end Skriften, med andre ord at alt dette arbejde er falskt.” Kristus gav følgende svar:
Jeg har sagt til jer alle, at Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i Mit Navn, vil undervise jer i alting og minde jer om alt, hvad Jeg har sagt til jer; Jeg giver jer ikke nogen ny lære, Jeg minder jer kun om Sandheden og leder dem, som er kommet på afveje, tilbage til den fuldkomne Sandhed; Jeg, Herren, vil blive ved med at vække jer med Påmindelser, og Helligånden, Talsmanden vil altid være iblandt jer som en Påminder af Mine Ord: bliv derfor ikke forbavset, når Min Helligånd taler til jer; disse påmindelser bliver givet af Nåde for at omvende jer og minde jer om Mine Veje. (20. december 1988)
Elleve år senere bad vor Herre mig skrive følgende:
Alle disse budskaber kommer ovenfra og er inspireret af Mig. De kan med fordel blive brugt til undervisning og til at tilbagevise fejl. De kan anvendes som vejledning for Kirken til enhed og lede menneskers liv og lære dem at være hellige. De er givet jer for at få en bedre forklaring301 af Åbenbaringen302, som er givet jer. De er en uudtømmelig kilde af en forunderlig Nåde for jer alle for at forny jer. (30. juli 1999)
Jeg tror, at der kun er én Åbenbaring, og jeg har aldrig sagt noget modsat, De finder heller ikke dette i disse skrifter. Jeg forventer ikke, at læserne af SLIG tager budskaberne for mere end Bibelen, og jeg er sikker på, at intet som helst i SLIG bøgerne kan medføre, at de, som hører og læser mig, tænker anderledes. Faktisk citerer jeg altid mange afsnit fra Bibelen i mine vidnesbyrd, nogle gange mere end selve budskaberne gør. I budskaberne er der et klart og et kontinuerligt krav om at fokusere på Bibelen og leve dens sandhed. Mine skrifter er en virkeliggørelse og en påmindelse om den eneste Åbenbaring i Kristus, fastholdt i Bibelen og Traditionen, formidlet gennem Kirken; de er kun en appelleren til denne Åbenbaring. Disse skrifter har faktisk aldrig påvirket læserne til at tage dem for mere end den Bibelen, men vidnesbyrdene hjælper dem til meget bedre at forstå Guds Ord. Dog, vi ved, at Gud kan minde os om Sine velsignede ord, når Han ved, det er nødvendigt og til gavn for Kirken. En gunst af denne slags, for en gunst er det, oplyser eller manifesterer en Sandhed, der allerede er kendt, og giver en bedre forståelse af den.
Man kunne så spørge, hvorfor Gud kaldte på en, der var så begrænset og uværdig, totalt uinteresseret og uvidende hvad Kirken angår, og som aldrig søgte efter Gud – hvorfor kaldte Han på en sådan person til at tage imod “en påmindelse af Hans Ord?” Er ikke præster og teologer kaldet til at gøre det samme? Jo, det tror jeg, de er, og jeg har aldrig haft til hensigt at konkurrere med præster og teologer, som Gud har kaldet til at gøre deres arbejde; dog tror jeg, at Gud uventet har kaldet mig gennem en direkte handling fra Hans side.
Jeg har for nylig lært, at det Andet Vatikankoncil har understreget, hvor vigtigt det er, at lægfolk medvirker til at sprede Evangeliet gennem de forskellige nådegaver, Gud skænker Sin Kirke. I Lumen Gentium (LG) erklærer Koncilet helt klart, at lægfolk deltager i Kristi profetiske embede, og at Kristus “fuldbyrder dette embede ikke blot gennem præstevældet, men også gennem lægfolk. Derfor indsætter Han dem som vidner og udruster dem med Troens sans (sensus fidei) og Ordets nådegave” (LG 35). Enhver lægperson har derfor en rolle at spille i at tjene evangeliet i overensstemmelse med den nådegave, Gud har givet ham eller hende, og igennem disse nådegaver er han eller hun med det samme et vidne til og et levende redskab for selve Kirkens mission i overensstemmelse med den nådegave, Kristus har givet.
I de fleste klassiske værker i katolsk fundamentalteologi findes der en skelnen mellem Åbenbaringer - som refleksionsbegreb (Åbenbaring med stort Å) - og åbenbaring, som erfaringsbegreb (åbenbaring med lille å, ofte åbenbaringer i flertal). Når jeg taler om min ydmyge erfaring som “åbenbaring”, taler jeg om åbenbaring med lille å fra et erfaringsmæssigt synspunkt.
Jeg taler ikke om min erfaring som åbenbaring fra et dogmatisk synspunkt, da jeg på ingen måde ønsker at konkurrere med Åbenbaringen. Ligesom med andre “private åbenbaringer” eller “profetiske åbenbaringer” tilføjer mit arbejde ingenting til Trosskatten. Tværtimod, Guds kald til mig tager sigte på at pege på Trosskattens fulde Sandhed for at komme mere fuldstændigt ind i denne Sandhed og leve den.
Det Andet Vatikankoncils dokument ” Dei Verbum” har gjort det klart, at den offentlige Åbenbaring er afsluttet og fuldkommen, og at “ingen ny offentlig Åbenbaring er at vente før den ærefulde manifestation af vor Herre, Jesus Kristus” (Dei Verbum 4). På den anden side gør Dei Verbum det også klart, at Guds folk konstant har brug for at uddybe forståelsen af denne Sandhed:
Traditionen, der kommer fra apostlene, udvikler sig i Kirken ved hjælp af Helligånden. Der er en vækst i indsigten i de realiteter og ord, der bliver overleveret. Det sker på forskellige måder. Det kommer gennem beskuelse og studeren af troende, som grunder over disse ting i deres hjerter (jf. Luk. 2:19 og 51) Det kommer fra den indre fornemmelse af den åndelige virkelighed, som de har oplevet. Og det kommer fra forkyndelserne af dem, som har modtaget Sandhedens nådegaver, sammen med deres rettigheder ved successionen303 i bispeembedet. Som århundreder går hen, er Kirken således altid gået videre mod den Guddommelige Sandheds fylde, indtil Guds ord til sidst fuldbyrdes i den. (Dei Verbum 8)
Hans Eminence Kardinal Joseph Ratzinger har meget tydeligt sagt om forholdet mellem kristen profeti og åbenbaringer, at den tese, at profeti skulle ende med en afslutning af Åbenbarelsen i Kristus, kan rumme skjulte misforståelser. Hans standpunkt var udtrykt i et interview om kristen profeti og igen i en kommentar til åbenbaringen af den tredje hemmelighed i Fatima. Jeg tillader mig at citere ham direkte fra interviewet:
Åbenbaringen er i sit inderste væsen Gud, som giver sig selv til os, som bygger historie med os, genforener og samler os alle. Det er åbenbaringen af et møde, der også har en indbygget kommunikativ dimension og en kognitiv struktur. Det medfører også et ansvar at have kundskab om Åbenbaringens Sandhed. Forstået på den rigtige måde har Åbenbaringen nået sit mål med Kristus, fordi – sagt med disse smukke ord af Johannes af Korset – når Gud har talt personligt, er der ikke mere at tilføje. Ingenting kan mere blive sagt om Logos (Ordet). Han er iblandt os på en fuldstændig måde, og Gud har ikke noget større at give os, at sige os – end Sig selv. Men netop denne helhed at Gud giver sig selv, d.v.s. at Han, Logos, er nærværende i kødet, denne helhed betyder også, at vi skal fortsætte med at trænge ind i dette Mysterium. Dette bringer os tilbage til håbets struktur. Kristi komme er begyndelsen til en bestandig fordybelse i kundskaben om og en gradvis opdagelse af, hvad der er givet i Logos. Således er en ny vej indvarslet for at lede mennesket til hele Sandheden, som Jesus udtrykker det i Johannesevangeliet, når Han siger, at Helligånden skal komme ned. Jeg tror, at den pneumatologiske kristologi304 i Jesu afskedstale er meget vigtig for vort emne, når Jesus forklarer, at hans kommen i kødet blot var det første skridt. Det virkelige komme vil ske, når Kristus ikke mere er bundet til et sted eller et legeme, som er begrænset, men når Han kommer til alle i Ånden som den Opstandne; når vi indtræder i Sandheden, opnår vi således også mere og mere dybsindighed. Taget i betragtning, at Kirkens tid – d.v.s. den tid, når Kristus kommer til os i Ånden – er bestemt af netop denne pneumatologiske kristologi, da ser det klart ud for mig, at det profetiske element naturligvis ikke kan mangle eller tillades lidt efter lidt at dø hen; det profetiske element som element af håb og bønkaldelse. (30 Giorni, januar 1999)
På samme måde gør jeg ikke på nogen måde krav på, at mine skrifter skulle have en status eller autoritet, som kommer i nærheden af den Hellige Skrift. Bibelen er inspireret på en ufejlbarlig måde. Jeg tror i al ydmyghed, at Herren bevægede mig til at rejse sammen med Sig gennem en direkte påvirkning i min sjæl ved at hjælpe mig, når jeg blev kaldet til at skrive, men det skrevne er ikke inspireret på samme måde, som den Hellige Skrift er, og resultatet er ikke ufejlbarligt; men det betyder heller ikke, at der skulle være trosmæssige fejl i mine skrifter, hvilket jeg er sikker på, der ikke er.
I Fr. Marie-Eugènes bog, I am a Daughter of the Church (Jeg er en Datter af Kirken), påminder han os om, hvordan Gud kan tilpasse Sig til sjælen.
“Guds direkte påvirkning, som således er nedlagt i mennesket, og som det gør brug af, er vidunderligt tilpasset til sjælens psykologiske liv. Denne tilpasning fra Gud bør understreges som et vigtigt kendetegn for Hans indgriben. Gud, som samtykker i at tale det menneskelige symbolsprog for at give os Sit Lys, går så langt, at Han går ned til vort niveau; Han tilpasser sig til vort temperament og vore særlige behov i valget af disse symboler for at nå os mere sikkert. For en tro, der har bevaret sin renhed og sin enkelhed, vil Han tale et sprog af ydre, strålende tegn, som vil få troen til at vibrere. For en tro, som rationalismen har gjort forsigtig og kritisk, vil Han anvende et mere intellektuelt sprog.”305
Kardinal Ratzinger har sagt: “At være i stand til at løfte sig selv op til indre kontakt med Gud, i ord og billede, vil selv i tilfælde af autentisk mystik altid afhænge af den menneskelige sjæls muligheder og dens begrænsninger.” Jeg oplever således Guds Ord uden anstrengelse, med andre ord uden at jeg forcerer noget som helst, de kommer bare. Jeg modtager disse meddelelser (indre ord) på to måder. Jeg vil gerne have, at man her lægger mærke til, at jeg ikke på nogen måde har i sinde at sige, at jeg fuldstændig ved, hvordan jeg skal udtrykke dette fænomen, og hvordan Gud kan gøre sådanne ting, men forklaringen nedenfor er den bedste, jeg kan give:
1. For det første gennem intervention af indre ord, nemlig lokutioner (indre ord). Ordene, jeg opfatter, er substantielle og meget tydeligere, end hvis jeg hørte dem med mine ører. Et eneste ord alene kan indeholde en verden af mening, således at forståelsen af selve ordet aldrig hurtigt kan udtrykkes i menneskelige ord. Hvert guddommeligt ord eller hver instruktion, som gives for at undervise mig, vil ikke være på samme måde som undervisning i skolen, som måske på grund af begrænset tid ikke kan blive forklaret helt med det samme, eller på grund af menneskelig svaghed kan blive glemt - eller ikke helt forstået. Men den guddommelige undervisning eller instruktion, der bliver givet, vil blive givet et stykke tid og blive indprentet i sindet på en sådan måde, at det vil være svært at glemme. Lyset, der spreder sig, er så umådeligt, som et stærkt lys, der spreder sig vidt og bredt, og det giver øjeblikkeligt en verden af kundskab, mere end blot selve ordet. Ordet, som gives, er som en bred flod, der deler sig til mindre åer, som fører én alle vegne hen og til forskellige steder, men de kommer altid fra den ene flod. Med hvilken som helst normal undervisning i skolen ville det tage mig måneder at lære det. Eftersom jeg oplever ordene så stærkt, er jeg ligeledes klar over, at den skrevne form og måden, jeg udtrykker ordene på, stadig er afhængig af mine begrænsede sprogkundskaber og udtryk.
2. Den anden måde, jeg modtager Guds ord på, er gennem et forståelsens lys i min forstand uden noget udtalt ord. Det er, som om Gud formidler Sin tanke til min. Jeg ved øjeblikkeligt, hvad Gud ønsker eller vil sige. Så må jeg nedskrive dette “ikke udtrykte budskab”, så godt jeg kan ved at vælge mine egne ord.
Senere har jeg fået fortalt her i Rom, at den Hellige Birgitta af Sverige havde lignende måder at nedskrive sine budskaber på.
Hvorfor Herren vælger denne specielle måde at nedskrive budskaberne på, hvor Han endog tager fat i min hånd? Jeg ved det virkelig ikke. Herren sagde mig blot, da jeg spurgte Ham hvorfor: “Fordi Jeg kan lide det på denne måde”. Så derfor ved jeg ikke, hvordan det sker. Jeg vil gerne pointere, at teologer, som også er eksperter i grafologi, og som har undersøgt skrifterne, kalder dem “hieratiske” (præstelige, hellige), og de beskriver mange grundliggende forskelle mellem måden, jeg skriver på, og såkaldt automatisk skrift. Jeg har senere fået at vide, at kendte mystikere som for eksempel Theresa af Avila oplevede ekstase (rapture) af sit legeme eller sommetider dele af sit legeme. Jeg tror, dette er en mild form for ekstase- rapture af min hånd, og jeg tror på, at Herren har Sine egne hensigter med dette.
SPØRGSMÅL 2. Mit forhold som ortodoks kristen til Den romersk katolske Kirke.
De tilhører Den ortodokse Kirke og opfordrer ofte præster og biskopper af denne tro til at anerkende Paven og stifte fred med Den romerske Kirke. Af denne grund er De ulykkeligvis ikke velkommen i nogle lande med samme trosretning som Deres. Hvorfor påtager De Dem denne mission? Hvilken opfattelse har De af biskoppen af Rom, og hvordan forudser De en fremtidig kristen enhed? Nogle gange får man det indtryk, når man læser Deres værker, at De står over begge Kirker uden at være forpligtiget til nogen af dem. For eksempel ser det ud til, at De modtager kommunion i både Den katolske og Den ortodokse Kirke, men i Deres ægteskabelige status følger De den oikonomiske306 skik. Som jeg allerede har sagt, er disse observationer ikke ment som en personlig kritik, da vi absolut ikke har nogen ret til at sætte os til doms over Deres samvittighed, men De må forstå vore bekymringer for de katolske tilhængere, som måske tolker disse holdninger på en relativistisk måde og er fristede til at ignorere deres egen Kirkes discipliner.
Motivation til at hellige mig arbejdet for enhed
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde havde haft modet eller iveren til at møde de ortodokse for at få dem til at forstå forsoningen, som vor Herre ønsker af dem, hvis jeg ikke havde oplevet vor Herres Nærvær, ej heller ville jeg have udholdt modstanden, kritikken og forfølgelserne fra dem. Helt fra begyndelsen af Guds indgriben var jeg meget forvirret og frygtede, at jeg blev vildledt; denne usikkerhed var i sandhed det største kors, eftersom jeg aldrig før i mit liv havde hørt, at Gud virkelig kan udtrykke sig over for mennesker i vor egen tid, og jeg havde ingen, jeg kunne spørge. På grund af dette prøvede jeg at bekæmpe det, men oplevelsen ville ikke forlade mig, dog blev jeg senere og langsomt med tiden overbevist og tryg ved, at alt dette alene var Guds værk, da jeg kunne se Guds hånd i det.
Det er grunden til, at jeg holdt op med at frygte modstand og kritik og have fuld tillid til vor Herre – vel vidende, at hvor jeg ikke rakte til, vil Han altid kompensere, på trods af min utilstrækkelighed, og Hans værk vil altid ende i herlighed.
At møde de ortodokse præster, munke og biskopper og få dem til at anerkende Paven og oprigtigt forsone sig med Den romerske Kirke er ikke en nem opgave, og – som vor Herre siger i et af budskaberne – er det er som at svømme i den modsatte retning af en stærk strøm. Men efter at have set, hvordan vor Herre lider ved vor splittelse, kunne jeg ikke modstå Hans anmodning, da jeg blev bedt om at bære dette kors; derfor har jeg accepteret denne mission, dog ikke uden at have gået igennem megen ild (og til stadighed gør det).
De har spurgt: “Hvorfor tager De denne mission på Dem?” Mit svar er, fordi jeg blev kaldet af Gud, jeg troede og svarede Ham; derfor vil jeg gøre Guds vilje. Et af Kristi første ord var: “Hvilket hus er vigtigst, dit hus eller Mit Hus?” Jeg svarede: “Dit Hus, Herre.” Han sagde: “Forny Mit Hus, forskøn Mit Hus og forén det.”
Nogle fra det græsk ortodokse hierarki forkaster mig totalt, for det første fordi de ikke tror på mig307, for det andet fordi jeg er en kvinde, og for det tredje fordi en kvinde ikke burde tale. Nogle af munkene er mistænksomme over for mig og siger, at jeg sikkert er en trojansk hest, sendt og betalt af Paven, eller at jeg endog tilhører de unierede kirker308. Mange vil ikke høre om forsoning eller økumeni. De anser det for kætteri, hvis jeg beder sammen med de romersk katolske. Det er det, de ser som stående over begge Kirker uden at være bundet til nogen af dem. Jeg er fuldt og helt forpligtet til min Kirke, men det er ikke kætteri, ej heller en synd, hvis jeg lever økumenisk og beder sammen med andre kristne for at fremme enheden. Nøglen til enhed er dog, ifølge vor Herre i budskaberne, ydmyghed og kærlighed. Mange af Kirkens folk har ikke denne nøgle endnu. Mange af det græsk ortodokse lægfolk, men også den simple præst henne om hjørnet og munken i et afsides kloster, ville op til i dag kalde Den romersk katolske Kirke kættersk og farlig; de er opdraget til at tro dette fra deres fødsel, og det er forkert. Alligevel tror jeg, at de kan ændre sig på trods af deres stædighed via en gennemgribende omvendelse og Helligåndens kraft, som vil få dem til at bøje sig, og gennem de troendes bønner. I vore forsamlinger beder vi til Gud om denne forvandling i hjertet.
Ikke desto mindre er det ikke et spørgsmål om, at de alene skal bøje sig. Alle er nødt til at bøje sig i ydmyghed og kærlighed. Hver Kirkes folk burde være villige til at afdø fra sig selv og deres stædighed, og da, igennem denne handling, i ydmyghed og lydighed over for Sandheden, vil Kristi Nærvær lyse i dem. Jeg tror, at ved denne handling i ydmyghed vil Kirkernes fortidige og nutidige fejltrin blive vasket bort, og enhed vil blive opnået. Jeg mister aldrig håbet om at mødes med de ortodokse, og dette er grunden til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til dem for at give dem mit vidnesbyrd. Mit vidnesbyrd er givet for at minde dem om vor Herres ord: “... at de alle må være ét, ligesom du er i mig, og jeg i dig, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” (Joh 17:21) Trods nogle forhindringer blev der på denne måde dannet nogle få økumeniske bedegrupper i Athen og på Rhodos, hvor ortodokse præster deltog. Alle disse bedegrupper begynder med at bede Rosenkransen, dernæst andre bønner. Det er trods alt ikke kun afvisning, jeg møder fra det ortodokse hierarki af grunde som nævnt ovenfor, men vor Herre har også givet mig et stort antal græsk-ortodokse gejstlige venner.
Biskoppen af Rom
Vor Herre gav mig en indre vision af tre jernstænger, som symboliserer de tre største kristne samfund, katolikker, ortodokse og protestanter, og kalder dem til at bøje deres hoveder ind imod hinanden, sådan at de mødes, men for at kunne mødes er de nødt til at bøje sig. Denne passage taler om en holdning, som er nødvendig for at komme til den enhed, som vor Herre har længtes efter lige siden Sin bøn til Sin Fader – “at alle må blive ét”. Denne passage i SLIG-budskaberne foregiver ikke at tale om enhed på et ontologisk plan, indikerende at der ikke skulle være nogen forskel på, i hvilken grad de forskellige kristne grupper har forandret den Sandhed, Kristus overgav til sin kirke. Og det er ikke sandt, at jeg påstår, at denne opfordring til ydmyghed blandt kristne brødre skulle indebære en pan-kristen måde at nærme sig enheden på, og at enheden skulle komme nærmere ved at købslå om Sandheden (som en handelsmand, der køber og sælger), hvilket ville føre til en udjævning og en relativering af Sandheden. Tværtimod har jeg ofte talt om vigtigheden af at forblive tro mod Sandheden, og endda mere end mine foredrag taler budskabet entydigt klart om at leve evangeliets Sandhed i den eneste åbenbaring af Kristus, som anført ovenfor. Værkerne indeholder mange advarsler imod den modsatte indstilling, endda ved at fremstille en “falsk økumeni” lig en trojansk hest, som kommer med et livløst billede af Kristus:
“Figuren, som er påsmurt med diverse farver, denne figur, som disse købmænd forsøger at få jer til at nære ærbødighed for og følge, er ikke Mig; det er en opfindelse af pervers menneskelig færdighed, for at nedgradere opfattelsen af Min Hellighed og Min Guddommelighed, det er en falsk økumeni, det er for at trodse alt, hvad der er helligt. Jeg lider på grund af disse købmænds synder.” (22. oktober 1990)
Mange budskaber om enhed knytter disse to vitale aspekter af økumeniske dialog sammen: Den åndelige indstilling, som indebærer ydmyghed og kærlighed til andre kristne, sammen med den kompromisløse søgen efter Kristi Sandhed. Et eksempel er et afsnit, hvor Jomfru Maria taler om enhedens struktur:
”Guds Rige er ikke blot ord på læberne, Guds Rige er kærlighed, fred, enhed og tro i hjertet. Det er Herrens Kirke forenet til én inden i jeres hjerte. Nøglerne til Enhed er: Kærlighed og Ydmyghed. Jesus har aldrig tilskyndet jer til at dele jer – denne splittelse i Hans Kirke var ikke Hans ønske” (23. september 1991)
Længere nede, i det samme afsnit, taler Jesus om Sandheden:“Forsvar altid Sandheden indtil døden. Du vil være nedslået fra tid til anden, men Jeg skal tillade det lige præcist nok til at holde din sjæl ren og føjelig.” (Gentaget 5. juni 1992, 25. september 1997, 22. juni 1998, etc.)
Jeg har haft et par møder med katolske præster i USA, Holland og Schweiz, som i særdeleshed er meget liberale og meget imod Paven. Jeg måtte forsvare Peters Stol og forklare dem det, så godt jeg kunne, gennem kraftfulde budskaber, som kom fra Kristus, og som viste dem, hvor forvirret deres sind var. Til slut kom mange af disse præster og fortalte mig, at de satte stor pris på disse afklaringer. Der var dog én eller to, som ikke var enige, og som sagde til mig, at jeg var mere katolik end katolikkerne. Selv om der er mange passager, som angår enheden imellem Kirkerne, er der også mange, der er specielt skrevet for en hel del katolske præster, som gør modstand mod Paven, for at bringe dem tilbage til at være ham tro. Her er et tidligt eksempel:
”Jeg, Herren, ønsker ikke nogen splittelse i Min Kirke. I vil, for Min skyld, forenes og under Mit Navn elske Mig, følge Mig og bære vidnesbyrd for Mig. I skal elske hverandre, som Jeg elsker jer, I skal forenes og blive én flok under én Hyrde309. Jeg har, som I ved, valgt Peter – og givet ham myndigheden. Jeg har, som alle ved, givet ham himmerigets nøgler. Jeg har bedt Peter om at ernære mine lam og får – og se efter dem310. Denne autoritet blev givet af Mig. Jeg har ikke anmodet jer om at ændre Mit ønske” (19. marts 1988)
Et andet budskab, som taler om enhedens fremtid, siger det endnu mere tydeligt:
”Så vil Jeg placere et jernscepter i Peters hånd, med hvilket han vil vogte Mine får, og for dem, som ikke ved og stadig spørger sig selv, ’hvorfor er det, vi behøver at have en leder?’ siger Jeg dette: “Har I nogensinde kendt en flok får uden en hyrde? Jeg er jeres Himmelske Hyrde, og Jeg har valgt Peter til at passe Mine lam indtil Min Genkomst. Jeg har givet ham ansvaret, så hvorfor alle disse stridigheder, hvorfor alle disse nyttesløse argumenter? Og for alle dem, der stadig ikke kender Mine Ord, beder Jeg jer om at læse dem i den Hellige skrift – de findes i Johannes’, Min discipels, vidnesbyrd311. Jeg vil så forene Min Kirke og omfavne jer med Mine arme til én fold for denne tid; som det er nu, er I alle spredt og udvikler alt for mange fællesskaber, splittede sektioner. Mit Legeme har I revet fra hinanden, og DET MÅ IKKE VÆRE. Jeg vil forene jer alle. (16. maj 1988)
Andre budskaber taler om Paven som Kristi Stedfortræder eller Kirkens Stedfortræder. Her er et eksempel:
”Bed for hele Kirken. Vær Min Kirkes røgelse, og med dette mener Jeg, at I skal bede for alle dem, som forkynder Mit Ord, fra Paven, som repræsenterer Mig, til apostlene og profeterne af i dag, fra præsternes sjæle og religiøse sjæle til lægfolk, sådan at de må blive beredt til at forstå, at alle jer, som Jeg nævnte, er en del af Ét Legeme, Mit Legeme”. (10. januar 1990. Flere referencer i 1. juni 1989, 2. marts 1990, 10. oktober 1990, 18. marts 1991, 20. april 1993, 20. december 1993, 15. april 1996, 22. oktober 1996, 20. december 1996).
Værkerne indeholder ikke nogen referencer til, hvordan Peters rolle vil forholde sig til de forskellige patriarksæder, og derfor kan jeg ikke udtale mig om dette. Men jeg er klar over, at Paven selv i encyklikaen Ut unum sint er åben for en diskussion af den slags.
Det er ikke desto mindre betydningsfuldt og opmuntrende, at spørgsmålet om biskoppen af Roms primat er blevet et emne for et studium, som allerede er begyndt, eller vil blive påbegyndt i nærmeste fremtid. Det er ligeledes betydningsfuldt og opmuntrende, at dette spørgsmål fremtræder som et væsentligt tema, ikke kun i de teologiske samtaler, som Den katolske Kirke indleder med andre Kirker og Kirkelige Samfund, men også mere generelt i den økumeniske bevægelse som helhed. De delegerede ved det femte møde i Verdensrådet for “Faith and Order”- Kommissionen, som blev holdt for nylig i Santiago de Compostela, anbefalede Kommissionen “at begynde et nyt studium af spørgsmålet vedrørende en universel tjeneste for kristen enhed.” Efter århundreders bitre kontroverser ser de andre Kirker og Kirkelige Samfund denne enhedens tjeneste på en ny måde.312
Den samme encyklika bekræfter nødvendigheden af, at øst og vest forenes igen, og af at tillade forskelligheder mellem de to kirkesamfund, samtidig med at de er et fuldt fællesskab:
I betragtning af alt dette ønsker Den katolske Kirke intet mindre end fuldt fællesskab mellem øst og vest. Kirken finder inspiration for dette i det første årtusindes erfaringer. I den periode “hindredes udviklingen ikke af forskellige erfaringer af kirkeligt liv gennem indbyrdes fælles relationer de kristne fra at blive ved med at føle sig sikre på at høre hjemme i enhver Kirke, fordi lovprisningen af den ene Fader, gennem Kristus i Helligånden, steg op fra dem alle i en vidunderlig mangfoldighed af sprog og melodier. Alle var samlet i fællesskab for at fejre Eukaristien, hjertet og modellen for fællesskabet, som ikke kun vedrørte åndeligheden og det moralske liv, men også selve Kirkens struktur i mangfoldigheden af embeder og tjenester under ledelse af biskoppen, apostlenes efterfølger. De første Konciler er udtryksfulde vidnesbyrd om denne konstante enhed i forskellighed”.313
Selv om værkerne ikke behandler strukturelle spørgsmål angående øst og vest, findes der mange henvisninger til betydningen af østkirken. Den kompromisløse understregning af vigtigheden af Peters rolle er således omtalt i de senere budskaber med en indsigt i, at åndelig fornyelse meget vel kunne inspireres af østkirken. Gennem dette bliver det endda mere tydeligt, hvorfor Kristi Legeme har brug for at ånde med begge sine lunger – ved tilstedeværelsen af den østlige og vestlige Kirke:
”Du, Mit vestlige Hus, du har forstået gennem lyset af Min Ånd, at et legeme behøver dets to lunger for at ånde frit, og at Mit Legeme er ufuldkomment med én lunge; bed til at Min livgivende Ånd vil forene jer, men hvad skal Jeg ikke lide, inden dette sker!314 (27. november 1996)
Og i et andet lignende budskab:
”Bed for, at huset i øst og i vest vil forenes, som når to hænder er samlet i bøn; som et par hænder når de smukt er samlet og peger imod Himlen i bøn. Lad disse to hænder, som tilhører det samme legeme, arbejde sammen og dele deres evner og ressourcer med hinanden... lad disse to hænder løfte Mig sammen...” (15. juni 1995)
Yderligere et budskab taler om Østens rolle i at sammenføre de to huse igen, at forene Kristi Legeme:
”Lyt og skriv: Herlighed vil stråle fra den østre strand – det er derfor, Jeg siger til Huset i vest: Vend dine øjne imod øst. Græd ikke bittert over frafaldet og dit ødelagte Hus, bliv ikke grebet af panik, for i morgen vil du spise og drikke sammen med min spire fra den østre strand – Min Ånd vil bringe jer sammen. Har du ikke hørt, at Øst og Vest vil blive ét rige? Har I ikke hørt, at Jeg skal bestemme en dato?315
”Jeg vil række Min Hånd ud, og på en stav vil Jeg indridse ordene: Vestre strand, Peters Hus og alle dem, som er ham tro, og på en anden stav vil Jeg indridse: Østre strand, Paulus’ Hus og alle dem, som er ham tro. Og når medlemmerne af de to Huse vil sige: “Herre, fortæl os, hvad Du mener nu”, vil Jeg sige til dem: “Jeg vil tage staven, på hvilken Jeg har indridset Paulus’ navn og alle dem, der er ham tro, og lægge den sammen med Peters stav med navnene på dem, der er ham tro, til én; Jeg vil gøre én stav ud af to, og Jeg vil holde dem som én; Jeg vil binde dem sammen med Mit Nye Navn; dette vil være broen mellem øst og vest. Mit Hellige Navn vil binde broen sammen, så I kan udveksle jeres ejendele over broen – de vil ikke længere praktisere alene men tilsammen, og Jeg skal regere over dem alle.
Hvad Jeg har planlagt skal ske, og skulle mennesker sige til dig, datter, at disse tegn ikke er fra Mig, så fortæl dem: “Vær ikke bange – har I ikke hørt, at Han er Helligdommen såvel som anstødsstenen? Klippen som kan nedbryde de to Huse men bygge dem op igen til ét eneste Hus?” (24. oktober 1994)
Igen – dette budskab tager intet bort fra Peters rolle og autoritet, men det fremhæver betydningen af at få de østre og vestre dele af Kristi Legeme forenet, sådan at verden kan tro.
Den Kristne Enheds Fremtid
Selv om budskabet bekræfter Peter, biskoppen af Roms primat, kendt både i den ortodokse og katolske tradition, taler det ikke om spørgsmålene om jurisdiktion. Jeg tror ikke, at jeg er kaldet til at tale om dette emne, og derfor afstår jeg fra at gøre dette på nogen som helst måde.
Mit kald er at bekræfte Pavens betydning og forsvare hans Stol imod alle dem, som tenderer til ikke at adlyde ham og gør oprør imod ham, samtidig med at jeg skal give inspiration til at bygge og forstærke enhedens indre struktur. Min vigtigste tilnærmelse til enhed er igennem åndelig enhed. Budskabet er et kald til enhed både intra nos og ekstra nos - en kaldelse til at styrke den åndelige dynamik i enhed både inden for de forskellige kirker og imellem dem.
Jeg ved ikke, hvordan den forenede kirkes fremtidige struktur kommer til at se ud, da Herren har valgt ikke at tale om dette. Han har heller ikke skænket mig lys om dette, men jeg tror, at det vil ske på en åndelig måde. Og jeg tror, at jeg ved forskellige økumeniske forsamlinger har fået en forsmag på den fremtidige Enheds Nåde.
For eksempel tillod Herren i marts 2000 vore bedegrupper at samles på hans fødested, Betlehem. 450 mennesker kom fra nær og fjern, ja, fra flere end 55 lande og fra 12 forskellige kirker, til et internationalt møde for bøn om fred og enhed. Vi samledes som en enkelt familie. Med os havde vi 75 præster, ligeledes fra 12 forskellige kirker, men også andre præster fra det Hellige land kom for at tilslutte sig, da de hørte om dette bedemøde. Denne økumeniske hændelse blev koordineret af nogle jøder og palæstinensere, som var berørte af bøgerne, “Sandt Liv i Gud”. De troede på Kristi forløsning og på hans Frelsesplan i vor tid og organiserede frivilligt dette møde. Når man ved, hvordan palæstinensere og jøder slås imod hinanden i vore dage, er deres forsoning et tegn på Helligåndens kraft, som førte disse to nationer sammen for at arbejde for et møde for fred mellem de splittede kristne. Som skriften siger: “Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.” (Jak 3:18) Dette er en lektie for os alle.
Vi var sammen, og vi fik en forsmag på, hvordan enhed vil blive blandt kristne en dag. Vi lyttede til taler om enhed af præster fra forskellige kirker. Deres taler lød, som om de kom fra én stemme og samme sind. Under deres taler mærkede vi et stort ønske fra alle om at være ét. Vi så, og vi bevidnede tørsten efter enhed hos lægmænd og præster. Men vi oplevede samtidig de store ydre sår, som vor splittelse forårsager på Kristi Mystiske Legeme.
Størsteparten af os er trætte af denne splittelse, fordi den ikke følger vor Herres lov om kærlighed. Kristus er endnu mere træt af at se os splittede. Bifalds- og glædesråb lød fra alle disse nationer, der var knyttet sammen, og som bad om fuld enhed blandt kristne. Det afslørede, at denne splittelse ikke kun er en synd men også et antividnesbyrd. Men den største synd imod enhed er dog at have forskellige datoer for påsken. Hvor godt bliver det ikke, når vi alle kan råbe sammen: “Christos Anesti”316 med én stemme på samme dag. Vi siger alle: “Ske din vilje som i himlen så også på jorden”. Jesus Kristus forenede os med Sit Blod, så hvordan kan nogen afvise denne enhed? “For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred.” (Ef 2:14-15) Hvordan kan vi sige “nej” til Gud, hvis han ønsker os forenet? Kan det være, fordi vore hjerter er forhærdede? Har vi glemt den Hellige Faders ord, da han sagde: “Det, som forener os, er meget større end det, som adskiller os?” Så vi skulle tage disse ting op til overvejelse og bruge dem til at bane vejen til en fuldkommen enhed.
Den Hellige Eukaristi og eukaristisk fællesskab.
I Den katolske Kirkes Katekismus står der med henvisning til Sankt Augustin angående Eukaristien:
Foran storheden af dette mysterium (den Hellige Eukaristi) udtrykker Sankt Augustin: “O hellige sakramente! O enhedens tegn! O kærlighedens bånd!” Jo mere smertefuld oplevelsen er af splittelsen i Kirken, som bryder med den fælles deltagelse ved Herrens bord, desto mere nødvendige er vore bønner til Herren om, at den tid med fuldstændig enhed blandt os må komme tilbage. (KKK- Katolske Kirkes Katekismus 1398).
Herren tilskynder os at forsones og forenes. Som en velkendt katolsk kardinal for nylig sagde til en ortodoks præst, en af mine venner fra New York som deltog i kardinalmessen i Rom, så er det min overbevisning, at det må være muligt at opnå dette fællesskab omkring Herrens bord blandt katolikker og ortodokse, da vi deler de samme sakramenter og i realiteten har samme tro, omend den giver sig udtryk i forskellige trosretninger og tilbedelse. Jeg har gennem Herrens brændende kærlighed erfaret dybden i Hans ønske om den fuldstændige forening af Hans Legeme og tror på, at Han er i smerte over vor manglende kærlighed og fællesskab. Derfor har jeg ikke noget større ønske end at se Hans Legeme genforenet, og jeg er overbevist om, at vi kristne, hvis vi virkelig elsker Jesus Kristus, må gøre alt, hvad der er i vor magt, for at arbejde for en forsoning mellem de adskilte lemmer af Kristi Legeme.
Imidlertid ved jeg, at denne forening ikke vil komme nemt men kun igennem et under fra vor Herre. Selv om vi må gøre alt, hvad vi kan, for at fremskynde enheden, har Han lovet at give os denne forening, som vil være Helligåndens værk, for, som jeg engang sagde tilbage i 1992, vil den komme så pludseligt som Berlinmurens fald: “Barmhjertighed og Retfærdighed arbejder med sådanne undere, som aldrig er sket blandt mange generationer, og Enheden vil komme som daggry og lige så pludseligt som kommunismens fald – den vil komme fra Gud, og jeres lande vil kalde det for det Store Mirakel, den Velsignede Dag i jeres historie.” (10. januar 1990)
Kristi Kirke er én i den mening, at Kristus er én og kun har ét Helligt Legeme. Det er Kirkens folk, som er adskilte. Hvis de kristne ville være i stand til at se bort fra de negative forhindringer, som deler dem, forhindringer som ifølge Skriften er imod fuldbyrdelsen af enheden i tro, kærlighed og tilbedelse blandt os, så vil Faderen høre den bøn, som allerede blev udtrykt af Hans Guddommelige Søn, da Han sagde: “at de alle må være ét, ligesom du er i mig og jeg i dig, for at verden skal tro, at Du har udsendt mig.” (Joh 17:21)
Mens vi venter på denne nådegave, følger jeg, så godt jeg kan, de principper, som gælder i tingenes nuværende tilstand, og jeg er overbevist om ikke at krænke samvittigheden hos medlemmerne i nogle af kirkerne. I spørgsmålet, hvor der står følgende: “Nogle gange får man det indtryk, når man læser Deres værker, at De står over begge kirker uden at være forpligtiget til nogen af dem ...” – ja, så findes der ikke nogen grund til at få det indtryk i det skrevne arbejde, at jeg står over begge kirker. Som De skriver det, ser det mere ud til, at det handler om det praktiske plan.
Angående den måde jeg praktiserer min tro på, er jeg ortodoks og fuldt og helt engageret i min Kirke. Når der er en ortodoks kirke i nærheden, forsømmer jeg aldrig at følge Søndagsmessen; med mindre selvfølgelig der ikke er nogen, som i Bangladesh, Dhaka, hvor jeg boede. Lige inden jeg kom til Rom, hvor jeg bor nu, boede jeg i Schweiz i 11 år. Hver søndag gik jeg til vor ortodokse Kirke, og den græske præst i Lausanne, Fr. Alexander Iossifides, er mit vidne ligesom de troende, som gik i kirken og regelmæssigt så mig der, undtagen selvfølgelig når jeg var på rejser. Under mine rejser udenlands, når der er arrangeret et program, jeg skal følge og give mit vidnesbyrd, kan det nogle gange ske (dog ret sjældent, det vil jeg gerne tilføje), at de katolske præster eller biskopper fra det sted, hvor jeg er inviteret til at tale, har programlagt en offentlig Hellig Messe på samme sted, hvor jeg talte. Så bliver jeg der sammen med de mennesker til messen, som det er arrangeret i programmet, og modtager Hellig Kommunion der.
Her i Rom bor jeg uden for centrum og temmelig langt fra min græsk ortodokse kirke, som ligger i Roms centrum. Der findes en slavisk ortodoks kirke ved Tre Fontane, som jeg besøgte, men jeg forstår ikke sproget. Eftersom jeg er bortrejst halvdelen af tiden, tillader jeg mig selv engang imellem at modtage den Hellige Kommunion i Kirken Madonna del Divino Amore, som ligger 3 km. fra mit hjem.
Jeg tror, at det Andet Vatikankoncil tillader mig dette, da der gentagne gange siges i den Katolske Kirkes Katekismus: “Et vist fællesskab in sacris317 (og således i Eukaristien) og givne passende omstændigheder og godkendelse af Kirkens autoritet er ikke bare mulig, men opmuntres.” (KKK 1399)
I dekretet Orientalium Ecclesiarum fra II Vatikankoncil står der: “Kristne fra Østkirken, der er adskilt i god tro fra den Katolske Kirke, må på forespørgsel ved eget initiativ og med den rette indstilling blive tilladt at modtage Bodens Sakramente, Eukaristien og de Syges Salvelse...”
Den Katolske Kanoniske Lov fastslår:
Katolske præster må lovligt administrere Bodens Sakramente, Eukaristien og de Syges salvelse til medlemmer af de østlige (orientalske) kirker, som ikke har fuldt fællesskab med Den katolske Kirke, hvis de selv beder om Sakramenterne og har den rette indstilling. Dette gælder også for medlemmer af andre kirker, som den Apostolske Stol bedømmer til at befinde sig under samme vilkår, som de orientalske kirker, hvad angår Sakramenterne (Kanon 844.3).
Pave Johannes Paulus II’s encyklika “Ut unum sint” indeholder disse udtalelser med henvisning til Orientalium Ecclesiarum:
På grund af de meget tætte sakramentale bånd mellem Den katolske Kirke og de ortodokse kirker har dekretet om østlige katolske kirker i Orientalium Ecclesiarum fastslået: “Pastorale erfaringer viser tydeligt, at med respekt for vore østlige brødre bør og kan der tages hensyn til forskellige omstændigheder, som berører individuelle forhold, hvori Kirkens enhed ikke bringes i fare og heller ikke involveres i uacceptable risici, men hvor selve frelsen og sjæles åndelige udbytte umiddelbart står på spil. Derfor, af hensyn til specielle tidslige omstændigheder, sted og person har Den katolske Kirke ofte tilegnet sig og bruger nu en mildere politik og tilbyder deltagelse i Sakramenterne og andre hellige funktioner og formål – for frelsens skyld, og som et eksempel på barmhjertighed blandt kristne.”318
Angående relationen til Reformationens kirker er tingene lidt mere indviklede. Mange mennesker af protestantisk opvækst, som læser SLIG, blev katolikker ud af deres egen fri vilje, hovedsagelig på grund af problemet omkring Eukaristien. Jesus taler i budskaberne ikke om værdien af deres sakramenter, men han beder indtrængende protestanter om endnu engang at elske Jesu Moder og anerkende Peters rolle:
”Vassula, tiden er inde til at forene Min Kirke; kom sammen igen, I elskede; kom og genopbyg disse ældgamle ruiner; genopbyg Min gamle grundvold, et fundament grundlagt ved Mine egne Hænder; ær Min Moder som Jeg, som er Ordet og over alle, ærer hende; ville Jeg så ikke ønske, at I, som er støv og aske, vedkender jer Hende som Himlens Dronning og ærer Hende? det er Min sorg i dag at se, hvor lidt Min skabning kender til Hendes betydning; De fleste af Mine hengivne, som er under navnet Luther, og som har isoleret sig selv fuldstændigt, skal vende tilbage til Peter” (22. december 1987)
I et andet budskab tilretteviser Kristus igen disse kristne, som forsømmer at se storheden i Eukaristiens Mysterium og Kristi Guddommelige Tilstedeværelse deri:
”... så Jeg siger til disse kirker, hvis præster ikke har accepteret Mit Mysterium: Kom til besindelse og søg Mig seriøst. Behersk også jeres modstand imod Min Moder. Må ethvert folk vide, at Mit kød og Mit blod kommer fra Min Moder. Ja, Mit Legeme kommer fra den Helligste Jomfru, fra rent blod; velsignet være Hendes Navn! For at redde alle de ydmyge på Jorden, som modtager Mig, og for at give dem evigt liv blev Jeg Brød for at give Mig Selv til jer; og igennem denne Kommunion helliger Jeg alle, som modtager Mig, og guddommeliggør dem til at blive kød af Mit Kød, ben af Mine Ben (...) gennem Min Guddommelighed guddommeliggør Jeg mennesker (...) nu bliver Jeg dømt af mennesker; den Klædning319, som kan dække jer og pryde jer majestætisk og forvandle jer, guddommeliggøre jer, bliver afvist af de kirker, som ikke kan forstå Mit Mysterium (...) igen i dag råber Jeg fra Himlen: Brødre, hvorfor underminerer I Min Guddommelighed? Hvis I påberåber Jer at være dem, som ved, hvad der er rigtigt, hvorfor plyndrer jeres ånd da Min Kirke? (...) Jeg inviterer Jer til at fejre Messe og tage del i Mit Guddommelige Mysterium på den måde, Jeg virkelig indstiftede det (...) De bekræfter Min kraft, de proklamerer Min frygtelige magt, synger deres lovprisninger til Mig og tilkendegiver Min Almagt og Mine mægtige undere, men Jeg bliver til en anstødssten, når det kommer til at måle storheden af Min Guddommelighed og Mit Nærvær i Eukaristien” (16. oktober 2000)
Ægteskabelig Status
Længere nede i Deres spørgsmål siger De, at jeg nogle gange modtager den Hellige Kommunion i Den romersk katolske Kirke: “Vore bekymringer for de katolske tilhængere, som måske tolker disse holdninger på en relativistisk måde og bliver fristede til at ignorere deres egen Kirkes discipliner.” Hvis det ifølge den kanoniske lov, som citeret ovenover, beviser, at jeg handler i fuld overensstemmelse med Den katolske Kirkes kanoniske lov, ser jeg ikke nogen grund til, at katolikkerne skulle reagere relativistisk.
Jeg er ikke tilhænger af skilsmisser, og jeg søger ikke blandt katolsk-kristne at fremme læren om, at fraskilte skal have lov til at gifte sig igen. Min skilsmisse og nye borgerlige ægteskab skete inden min omvendelse. Efter min omvendelse i lyset af SLIG budskaberne opdagede jeg, at min ægteskabelige situation ikke var regulær. Imidlertid var der ikke nogen, som kendte til denne kendsgerning, undtagen mig selv, og det var igen mig selv, som beklagede dette offentligt. Jeg afslørede min egen situation, som ingen i grunden vidste noget om. Da jeg havde indset min fejltagelse, gik jeg til min Kirkes autoritet i Lausanne og gennemgik en proces, hvor alt blev klarlagt ifølge de ortodokse ægteskabsforskrifter. Jeg er således en ortodoks kristen i fred med min Kirke og dens forskrifter ligesom enhver anden ortodoks kristen, og som sådan er jeg tilladt at modtage Eukaristien i min egen Kirke og i Den katolske Kirke ifølge de nævnte principper. Jeg tilsidesætter på ingen måde ægteskabsforskrifterne i Den katolske Kirke. Til Deres information vedlægger jeg min Vielsesattest (Bilag 1).
SPØRGSMÅL 3. Forvirring omkring terminologien med hensyn til personerne i den Hellige Treenighed.
I Deres tidlige skrifter, som iagttaget i Notifikationen, var der nogen forvirring i terminologien angående personerne i Den Hellige Treenighed. Vi er sikre på, De holder Dem til Deres Kirkes undervisning. Tror De, at De kan hjælpe os til at klarlægge disse udtryk? Når De beskæftiger Dem med trosspørgsmål, ville det så ikke være nyttigt at følge den officielle terminologi i standard Katekesen for at undgå forvirring i Sandt Liv I Gud læseres tankegang?
I betragtning af dette vil jeg gøre mit bedste for at forklare dilemmaet ved sproget, idet jeg minder Dem om, at jeg ikke er en teolog, som kan udtrykke sig på en teknisk måde eller modtage ord ovenfra af en officiel terminologi. Det er klart, at vor Herre har udtrykt Sig på en måde, som jeg ville kunne forstå, ved at tilpasse Sit sprog for at nå mig. Han taler heller ikke til mig i en skolastisk teologi, men det gjorde Han heller ikke, da Han var på jorden, da Han sagde: “Jeg og Faderen er Ét” (Joh 10:30) Og heller ikke som hos Paulus da han skrev: “Herren er Ånden.” (2 Kor 3:17) Maria talte til Bernadette af Lourdes i den lokale dialekt, som ikke var godt fransk. Endog i de inspirerede skrifter i Bibelen har jeg erfaret, at der er en mærkbar forskel mellem det forfinede græske hos Lukas og det simple sprog hos Markus. Sankt Katharina af Siena forklarede engang i sin dialog: “Du er min Skaber, Evige Treenighed, og jeg er din skabning. Du har gjort mig til en ny skabelse i Din Søns blod.”320 At kalde Kristus Sønnen af Treenigheden lyder ikke som ren lære, men vi tager så vidt muligt denne del i en god mening...
Så det er fuldstændig normalt, hvis Kristus i begyndelsen bruger mit niveau af ordforråd frem for en teologs sprog. Nogle gange udtrykte jeg ord ud fra min personlige erfaring af Gud og udtalte det, jeg havde følt, med de ord, som kom spontant til mig, uden særlig megen refleksion over, hvordan det ville lyde for andre, eller hvorvidt det kunne misforstås. At sætte ord på guddommelige mysterier var svært nok for mig, og endnu mere hvordan man skulle udtrykke disse guddommelige mysterier, så det ville passe til det traditionelle sprog. Teologer, derimod, bruger et ordforråd, som er blevet forfinet igennem århundreders diskussioner.
Jeg ved ikke helt præcist, hvilken del af de tidligere skrifter spørgsmålet sigter til, men jeg kunne forestille mig, at det handler om Kristus, som bliver kaldt “Faderen”. Kristus er Søn af Faderen. I denne del af åbenbaringerne henfører skrifterne ikke på en ontologisk eller læremæssig måde til Kristi person. Snarere er det et kærligt og faderligt sprog, det samme sprog, som Jesus brugte over for sine disciple: “Mine børn...”. (Joh 13:33) Esajas beskriver allerede Messias som “Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader...”. (Es 9:5)
Helt fra begyndelsen blandede jeg aldrig Faderen, Sønnen og Helligånden sammen. Kristi nærvær (Hans attitude mod mig) var faderlig kærlighed. Når jeg i en passage kaldte Jesus “Fader”, var det på grund af den faderlige måde, Han talte til mig på. Det var, som når fædre forklarer og lærer deres børn nogle bestemte ting, med tålmodighed og kærlighed til det bedste for deres vækst og udvikling. Her er et eksempel på Kristi ord: “Voks i ånden, Vassula, voks, for din opgave er at udbringe alle de budskaber, som gives af Mig og af Min Fader. Visdommen vil belære dig.” Jeg svarer så: “Ja, Fader!” “Hvor smukt det er at høre dig kalde Mig ‘Fader’! Jeg længtes efter at høre dette ord, ‘Fader’, fra dine læber.” (16. februar 1987) I litaniet til Jesu Helligste Navn kaldes Jesus: Den tilkommende verdens Fader. Pinsemessens sekvens kalder Helligånden for “de fattiges Fader”.
Jeg har valgt Sankt Symeon, en teolog og helgen, som er meget elsket og betydningsfuld i min ortodokse tradition, for at give Jer nogle flere ligheder. Dette er, hvad han siger: “For dem, som er blevet afvænnet, spiller Han (Kristus) rollen som en kærlighedsfuld Fader, der holder øje med Sine børns vækst og udvikling.” (Theological Ethical Orations 4, 269-270)
Kritikken må også henvise til et bestemt budskab i begyndelsen, da Herren ønskede at lære mig den Hellige Treenigheds enhed. Budskabet, som måske kunne drages i tvivl, var: “Jeg er Faderen og Sønnen. Forstår du nu? Jeg er Én, Jeg er Alt i Én.” (2.03.1987) Her ønskede vor Herre, at jeg forstod den perfekte og ontologiske forening af den Allerhelligste Treenighed; hvordan de tre guddommelige Personer er udelte og således fuldkommen ét i sin natur. Som Sankt Symeon sagde i sin hymne 45,7-21: “Tre i én og én i tre... Hvordan kunne jeg have vidst, Herre, at jeg havde sådan en Gud, Mester og Beskytter, Fader, Broder og Konge...?” Gradvist og med tiden blev enhver uofficiel terminologi udkrystalliseret, så hvis nogen var forvirret, blev det mere klart siden hen.
Husk på, hvordan pave Benedict XIV for lang tid siden bemærkede tvivlsomme passager i kirkefædres og helgeners skrifter og anviste:
... hvad disse har sagt skulle, så vidt det er muligt, opfattes i en god mening... uklare punkter i en tekst forklares på en anden måde af tydeligere tekster… søg forfatterens sind, ikke ud fra en bestemt frase, men ud fra hele værkets sammenhæng; velvilje bør forenes med strenghed: Bedømmelse af synspunkter, man ikke kan dele, skal foretages, men ikke ud fra ens eget synspunkt, men ifølge lærens sandsynlighed (Konstitutionen af indledningen af Indekset).
I et af de tidligste budskaber fortæller jeg, hvordan Jesus beder mig om “at tegne, hvordan Treenigheden er”. Jeg beskriver, hvordan jeg har en vision af lys. Så kommer der et lys ud, så et andet, så det bliver til tre. Jeg kommenterede: “Når Sønnen er i Faderen, så er de ét. Den Hellige Treenighed er ÉN og den samme. De kan være 3, men alle 3 kan være én. Resultat: Én Gud.” Denne udtalelse bruger, lærte jeg, en metafor, som går tilbage til den Nicænske trosbekendelse, der erklærer, at Sønnen udgik fra Faderen som “lys af lys”. Dette billede har siden været klassisk i den kristne tankegang. For eksempel skriver teologen Symeon om “den Ene, som var i begyndelsen, før alle tider, født af Faderen og med Ånden, Gud og Ord, trefoldig i enhed, men ét lys i de tre.” (Hymne 12, 14-18)
Nogle gange taler Gud Fader, og det er tydeligt for enhver læser, som kender Bibelen, at det virkelig er Faderen, som taler, eftersom Han nævner ord som “Min Søn Jesus” etc. Senere, samme dag, kunne det ske, at Kristus kaldte på mig for at fortsætte budskaberne og tale til mig. Igen vil læsere af Bibelen forstå, at det er Kristus, der taler, fordi Han plejer at tale om Sine Sår eller Korset. Hvad angår de budskaber, der for eksempel begynder med Faderen og så senere fortsætter med Sønnen, vil det sædvanligvis indeholde en hentydning, som siger “senere”. Når jeg ikke tilføjede nogen henvisning for at hjælpe den, som læser det, var det, fordi det forekom mig åbenlyst, hvem der taler, ud fra de ord der blev udtalt, og derfor lod jeg dem være, som de var. Jeg har aldrig modtaget noget brev fra de tusindvis af læsere med anmodning om en redegørelse for området, og ingen kom for at fortælle mig, at de var forvirrede. Kun to gejstlige fra De Forenede Stater læste budskabet på en forkert måde og publicerede deres synspunkter i nyhedsbreve om og om igen uden nogensinde at møde mig.
I et afsnit i Sandt Liv i Gud skrifterne siger Kristus: “Jeg er Treenigheden.” Her identificerer Kristus Sig med den guddommelige natur af Treenigheden, som er Én. Kristus er én af Treenigheden. Kristus taler som guddommeligheden, eftersom den er én i natur, formidlet ved hver af de tre personer.
I et af afsnittene i Sandt Liv i Gud var det Kristus, som talte: “Vær velsignet, Mit barn, Jeg, din Hellige Fader, elsker dig. Jeg er den Hellige Treenighed,” og så tilføjede Han: “Du har opfattet vel.” Mens Jesus sagde “Jeg er din Hellige Fader”, opfattede jeg en “trefoldig” Jesus ligesom fantasibilleder af en person men udført, som om der var tre, hvor én person kommer ud af den anden, alle ens og alle tre den samme. “Jeg er den Hellige Treenighed, alle i én.” (Unik, udelt, et væsen, en substans). (11. april 1988) Hvis man kigger på den første udtalelse, som er tilskrevet Jesus, kunne man undre sig, om Han ikke identificerer Sig med Faderen og så med hele Treenigheden. Men når man læser videre, bliver det tydeligt, at Han ikke gør.
Kristus prøvede at lære mig, at den Hellige Treenighed er én, og hvordan de Tre Personer er udelte og således fuldstændig én. Enheden i Treenigheden kommer ikke primært ud fra det faktum, at de tre personer er udelte (ligesom uadskillelige venner!), men af den kendsgerning, at hver af dem ejer den samme unikke, guddommelige natur og kun adskilles ved deres indbyrdes relationer.
I et andet afsnit i Sandt Liv i Gud lærer Kristus mig, hvordan Treenigheden genkendes i hver af dem som Én og samme substans: “Er Jeg ikke Gavmild? Er Jeg ikke den højeste? Så hav tillid, for du er i din Faders Arme. Jeg, den Hellige Treenighed, er Én og Samme (substans).” (25. juli 1989)
For at udtrykke denne måde at tænke på, ifølge Den ortodokse Kirkes tradition, kunne det være nyttigt at vende tilbage til Basil Krivoscheines bog om Sankt Symeon. Her er ordene udtrykt på en bedre måde, end hvis jeg skulle udtrykke dem. “Gud er mere end navne. Han er Treenighed, dog den Ene, og dens enhed kan ikke udtrykkes” (p.284). Og fra Sankt Symeon selv:
Ligegyldig hvor mangfoldige navne vi kalder Dig, er Du et væsen... Dette ene væsen er en natur i tre hypostaser, én Guddom, én Gud er en udelt Treenighed, ikke tre væsener. Og dog er den Ene tre ifølge hypostaserne. De hører til samme natur, den ene til den anden i overensstemmelse med naturen, helt af den samme kraft, det samme væsen, forenet uden sammenblanding på en måde, som overgår vor forstand. På den anden side er de tydeligt adskilt uden at være adskilt, tre i én og én i tre. (Hymne 45,7-21)
Og i et andet afsnit i SLIG insisterer Kristus på den Guddommelige Enhed: “Jeg – Er – Den – Som – Frelser, Jeg er din Forløser, Jeg Er den Hellige Treenighed, alle i Én, Jeg Er Nådens Ånd.” (28. juli 1989)
Her fortæller Jesus mig, at Han er i Faderen med Helligånden, ligesom Faderen og Han er i Ånden. Han, Sønnen, er og forbliver evig sammen med Faderen, med Helligånden. Vi må huske Kristi ord: Gud er Ånd, og de, som tilbeder Ham, skal tilbede i ånd og sandhed (Joh 4:24). Af væsentlig betydning er også Paulus’ ord: “... Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed” (2 Kor 3:17).
Vi vil aldrig finde Faderen adskilt fra Sønnen eller Ånden, heller ikke Sønnen adskilt fra Faderen og Ånden, heller ikke Ånden udelukket fra enheden med den ene, fra hvilken Han udgår. Derfor udtrykket: “Jeg Er den Hellige Treenighed, alle i Én” og andre udtryk i budskaberne, som ligner dette. I et andet afsnit af SLIG beskriver jeg: “Når Sønnen er i Faderen, så er De én. Den Hellige Treenighed er Én og den samme. Tre Personer, men en udelt Gud; én og tre” (23.11.1987, tilføjelse 24.11.1987).
Jeg vil specielt gerne forklare de to udtryk, som ofte kommer i Sandt Liv i Gud skrifterne. Kristus taler: “... vær ét, ligesom den Hellige Treenighed er Én og den samme.” (10. oktober 1989) Eller det andet udtryk: “Bed til, at Min Fold bliver én, ligesom Jeg og Faderen er Én og den samme” (29. marts 1989).
Der er en meget vigtig faktor her. Når Kristus anvender ordet “den samme”, er det forskelligt, hvis man oversætter dette ord til italiensk eller fransk, fordi meningen forandres, og jeg vil gerne påpege, at der har været svagheder i oversættelse, men det kan jeg ikke blive holdt ansvarlig for. På engelsk (som er det originale sprog i skrifterne) betyder det ikke “samme person”, derimod betyder det “ligeværdige” i betydningen “væsensenhed”, “enhed i substansen”.
Så er der det afsnit, hvor den Hellige Treenighed skiftevis taler med hver deres stemme. Men selv da er det meget klart. Her er for eksempel en passage: “Dine skræmte råb gennemborede Himlen og nåede den Hellige Treenigheds ører... Mit barn!” Faderens stemme genlød fuld af glæde gennem hele Himlen. Så sagde Sønnen: “Åh... Jeg skal nu få hende til at gennemtrænge Mine Sår og lade hende spise Mit Legeme og drikke Mit Blod. Jeg skal tage hende til ægte, og hun skal blive Min for evigt. Jeg skal vise hende den Kærlighed, Jeg har til hende, og hendes læber skal herefter tørste efter Mig, og hendes hjerte skal være hvileplads for Mit Hoved.” Umiddelbart efter sagde Helligånden: “Og Jeg, Helligånden, skal stige ned over hende for at åbenbare for hende Sandheden og dybet i Os. Jeg skal gennem hende minde verden om, at den største af alle gaver er kærlighed.” Og så talte den Hellige Treenighed med én stemme: “Lad Os så fejre! Lad hele Himlen fejre!” (22. december 1990)
Mysteriet om den Helligste Treenighed, dens væsensenhed kombineret med de særskilte karaktertræk ved hver af de tre personer og relationen imellem dem, er et af de største mysterier i den kristne tro. Imidlertid bør det faktum, at Treenigheden er et så uendeligt mysterium, ikke afholde os fra at prise dens vidundere eller få os til at undgå at tale om den, selv om det menneskelige sprog aldrig vil være i stand til at udtrykke skønheden og storheden af ikke blot den Ene, men Treenige. For mysteriet om den Helligste Treenighed er så centralt i vor tro, at det står over og kaster lys på alle de andre trosmysterier. Dette er igen understreget meget klart i Den katolske Kirkes Katekismus:
Den Allerhelligste Treenigheds Mysterium er det mysterium, som er det centrale i den kristne tro og i det kristne liv. Det er mysteriet om, hvem Gud er i Sig selv. Det er derfor kilden til alle andre trosmysterier, lyset som oplyser dem. Det er den grundlæggende og væsentligste lære “i hierarkiet af Trossandheden.”321 Hele frelseshistorien er identisk med den vej og de midler, hvormed den ene sande Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden, åbenbarer sig for mennesker “for at forene og forsone sig med dem, der vender sig bort fra synd”.322 (KKK 234)
SPØRGSMÅL 4. Protologi og Eskatologi
Der er også nogle vanskeligheder angående protologi323 og eskatologi324. I hvilken forstand har en sjæl et “syn af Gud, før sjælen bliver indgydt i kroppen”? Og hvordan forestiller De Dem den Nye Pinses plads i frelseshistorien i relation til parusien325 og de dødes opstandelse?
Protologi: Jeg tror ikke på nogen form for reinkarnation. Tværtimod, hvad jeg skriver taler imod reinkarnation og New Age: “Disse Satans doktriner lærer jer at tro på reinkarnation, men der findes ingen reinkarnation; de opretholder religionens ydre aspekter men fornægter dens indre kraft – Helligånden og den Hellige Kommunion.” (19. april 1992) Det afsnit, De måske henviser til, kan være det følgende:
“… da, i midten af dette blændende Lys, vil din sjæl se, hvad den engang har set, i en brøkdel af et sekund, selve det øjeblik da du blev skabt… den vil se Ham, som først holdt dig i Sine Hænder, Øjnene som så dig først, den vil se Hænderne på Ham, som skabte dig og velsignede dig... den vil se den ømmeste Fader, din Skaber...” (15. september 1991)
Afsnittet har et poetisk og mystisk sprog. Hvad der her bliver sagt er ikke på nogen måde sjælens tidligere eksistens. Snarere taler det om, hvordan Gud velsigner og elsker hver eneste sjæl fra det første øjeblik, den er skabt. Jeg tror, vi er skabt i Guds Billede og har Hans aftryk i dybet af vore sjæle, derfor har mennesker en naturlig længsel efter deres Skaber, som kun Han kan tilfredsstille, som Sankt Augustin siger: “Hjertet blev skabt for Gud; og det kan heller ikke finde hvile, indtil det hviler i Gud.” Den vigtige ting, jeg har i sinde at formidle gennem denne sætning, er: Vi bærer Guds billede dybt inden i os, fra det øjeblik vi bliver undfanget.
Eskatologi: Det er blevet sagt, at jeg er en talsmand for en forkert slags tusindårsrige, som ønsker at oprette en ny ordning, en materiel “Ny Himmel og en Ny Jord” før Kristi andet komme. Dette er forkert, og det kan ikke findes noget som helst sted i budskaberne. Jeg er klar over, at Den katolske Kirke har fordømt et sådant tusindårsrige, som det står skrevet i Den katolske Kirkes Katekismus.
Antikrists bedrag begynder allerede at tage form i verden, hver gang man hævder den påstand, at det messianske håb går i opfyldelse i historien. Håbet kan kun blive realiseret hinsides historien gennem den eskatologiske dom. Kirken har forkastet selv den mildeste form af denne forfalskning af det kommende Guds Rige under navnet millenarism (tusindårsriget), især denne “fordærvede, indefra virkende”, politisk sekulariserede Messianisme. (KKK 676)
Sandt Liv i Gud bøgerne har mange afsnit med benævnelser som: Nye Himle og en Ny Jord såvel som en anden pinse eller sommetider med benævnelsen den Nye Pinse, men de må forstås billedligt. Forståelsen af disse ord skal ikke findes i et brud med vor regulære historie før det andet komme, som vil oprette en anden historisk ordning. Ordene udtrykker det største håb, at Kristus skal forny os indefra i Helligåndens kraft. Det er en genoplivelse af troen og en fornyelse af Kirken, som vi længes så meget efter. Og frugten, vi håber på fra denne fornyelse, er helingen af splittelsen af Kristi Legeme. Pave John XXIII havde allerede en sådan fornyelse i tankerne, da han bad om en anden Pinse: “Åh, Guddommelige Ånd... forny i vor tid Dine undere som i en ny Pinse.” Også vor nuværende pave Johannes Paul II har anvendt udtrykket adskillige gange, for eksempel i et brev til den højt ærværdige fader Joseph Chalmers, Generalprior for brødrene af den velsignede Jomfru Maria af Carmelbjerget 08. september 2001. “... Jeg nedkalder en overflod af Guddommelig Nåde over jer. Må Helligånden stige ned over jer som ved en anden Pinse og oplyse jer, så I må opdage den Himmelske og Barmhjertige Faders Vilje. På den måde vil I være i stand til at tale til mænd og kvinder på en fortrolig og virkningsfuld måde.” (ApG 2:1-13)
Ligeledes taler mine skrifter i billedsprog om en genoplivelse af troen, så Herren er i stand til at rejse Sin Trone og bygge Sit Rige i vore sjæle: “Kom og lær: De nye himle og den nye jord vil blive, når Jeg opretter Min Trone i jer, til den, der tørster, vil jeg give af Livets kilde for intet ” (3. april 1995, ref. til Åb 21:6)
Jeg tror, at løftet om fornyelsen i os allerede er startet. Det er kun igennem Nåde, at Guds Barmhjertighed er over os for at udgyde Sin Ånd over hele menneskeheden som aldrig før i historien. Da Nåden i vore dage skinner som solens stråler på os for at helbrede os, vil fornyelsen fortsætte med at tiltage.
Herren har oplyst mig om tilstanden af de kristnes tro i vore dage. Den er beklagelig, og det er det mindste, man kan sige. Mange af budskaberne er fyldt med sorg og beskriver det frafald, der er sket overalt i den kristne verden. Men Herren giver os håb ved at dele det med os, der vil komme – fornyelsen, en forvandling og genoplivelse gennem Helligåndens påvirkning. Tørst efter Gud vil blive givet af Nåde gennem Helligånden. Her er nogle uddrag: “Min Helligånd skal løfte jer ud af jeres store frafald for at forene Sig med jer; jeres tidsalders elendighed skal tages væk fra jer, fordi Jeg med Min Egen Hånd skal tage jeres dødsklæder af og klæde jer i jeres bryllupsklædning.” (20. oktober 1990) “Jeg skal gøre hele skabelsen ny, Jeg skal forny jer alle med Min Helligånd.” (27. juni 1991)
Mine skrifter taler ikke om, hvornår dette vil ske, eller i hvilken udstrækning Herren vil blive i stand til at bygge Sit Rige, som vi alle håber og beder for, når vi beder Herrens bøn: “Komme dit Rige”. Jeg tror, det allerede er begyndt inden i os, og dets vækst vil altid omfatte vor medvirken og gode vilje. Jeg tror, at fornyelsen allerede er begyndt, men den kommer langsomt som havets tidevand, som ingen kan stoppe.
Den Nye Pinse eller Anden Pinse er håbet om vor fornyelse. Det er en udgydelse af Helligånden, som vil forny skabelsen. I Sandt Liv i Gud er det sammenlignet med Åbenbaringens 21. kap. Her er et afsnit:
“Kom og lær: De nye himle og den nye jord vil være, når Jeg vil oprette Min Trone i jer, for den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Tillad så Min Helligånd at drage jer ind i Mit Rige og ind i det evige liv. Lad ikke det onde få mere magt over jer, så I dør... Tillad Min Helligånd at dyrke jeres jord og skabe et jordisk Eden i jer. Lad Min Helligånd skabe en ny jord at blomstre i – jeres jord, så den første jord, som var Djævelens ejendom, visner bort. Da vil Min Herlighed endnu engang skinne i jer, og al den Guddommelige Sæd, der er sået i jer af Min Helligånd, vil skyde og vokse i Mit Guddommelige Lys (...) så tillad Min Helligånd at forvandle jeres sjæle til et andet paradis, en ny jord, hvor Vi (Treenigheden) vil skabe Vort hjem.
(Mit spørgsmål) Hvad med de nye himle?
“De nye himle? De vil også være inden i jer, når Min Helligånd vil lede jer i hellighed. Min Helligånd vil lyse i jeres mørke som en strålende sol på himlen, fordi Ordet vil blive givet til jer for at udtrykke tanker og tale, sådan som Jeg vil ønske for jer, at I tænker og taler. Alt, som bliver udtrykt, vil være i overensstemmelse med Mit billede og Mine tanker; enhver ting, I vil gøre, vil blive sådan, som Vi gør, fordi jeres Faders Ånd vil tale i jer. Og jeres nye univers vil marchere sammen med Min Helligånd for at besejre resten af stjernerne (symbol for mennesker) for Min Herlighed og for at besejre dem, som ikke havde iagttaget Min Lov og havde trukket sig fuldstændig tilbage som en forbigående skygge ind i mørket uden nogensinde at have kendt håbet og den Hellighed, Jeg havde reserveret for jeres tid.
De nye himle kommer, når Helligånden udgydes over jer alle fra den højeste himmel. Ja, Jeg skal sende Min Ånd i jer for at skabe en himmel af jeres sjæl, så Jeg må blive æret trefold i denne nye himmel... og som stierne bliver rettet ud for dem, som har modtaget Min Helligånd, således vil også deres mørke og tungsindighed blive oplyst og helbredt til strålende stjerner og oplyse deres mørke for al evighed. Snart vil denne jord og himmel forsvinde, for Min Trones strålende herlighed vil lyse i jer alle” (3. april 1995)
Som De kan se, er alt holdt i symbolsk og poetisk billedsprog for at beskrive en fornyelse, eller en Ny Pinse. Jeg har beskrevet for mennesker, at de aldrig skulle vente på sensationelle hændelser fra Gud, for Gud arbejder snarere på en diskret måde, skønt Hans sprog kan være udtryksfuldt og kraftfuldt. Mange hændelser som den Nye Pinse bør ikke forventes som synlige flammer over vore hoveder eller lignende. Når Gud er i funktion, gør Han det på en sådan rolig og diskret måde, at mange, som forventer sensationelle begivenheder, ikke engang ville lægge mærke til det med det samme.
SPØRGSMÅL 5. SLIG som bevægelse?
Hvad er SLIG bevægelsens sande identitet, og hvad kræver den af sine tilhængere? Hvordan er den struktureret?
Sandt Liv i Gud er ikke en bevægelse, men et apostolsk kald.
Sandt Liv i Gud er ikke en bevægelse, ej heller har den et kontor. Det er ganske enkelt en kaldelse til forsoning og enhed for alle, uanset hvem de er. Kaldelsen henvender sig ikke kun til kristne men har tiltrukket også ikke kristne til at blive kristne. Efter at have læst de inspirerede skrifter i Sandt Liv i Gud er flere jøder, muslimer, buddhister og hinduer blevet døbt, selv om skrifternes spiritualitet er en treenig, kontemplativ spiritualitet og fuldstændig gennemtrængt af kristendom. Kristus havde bedt til Faderen om dette og sagde: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord vil komme at tro på mig.” (Joh. 17:20) Så gennem Nåde åbner Gud mange døre. For eksempel blev jeg lige fra begyndelsen fortalt, at dette apostolske arbejde ville ske.
“Gud vil give dig Sin Fred og Sin Styrke, når tiden kommer til at vise budskaberne frem; Gud ønsker, du giver disse budskaber til alle... (Min engel talte 6. august 1986). Du behøver ikke at frygte; du kommer til at arbejde for Jesus Kristus; du vil hjælpe andre med at vokse åndeligt... (Min engel 7. august 1986) Når du bliver fyldt af Min Helligånd, vil du være i stand til at føre andre til Mig, og I skal blive mangedoblet... (Jesus taler 5. september 1986). Ved at kalde på dig på denne måde ønsker Jeg også at vejlede andre, alle dem der har forladt Mig og ikke hører; af denne grund er dette kald i skreven form;” (Faderen 18. november 1986).
Også buddhistiske munke fra Hiroshima blev bekendt med budskaberne og inviterede mig til at tale i deres tempel. Den katolske biskop var der også. Det var på mindedagen for atombomben. De blev præsenteret for et totalt kristent budskab; så gav jeg dem en kæmpe Rosenkrans til at hænge på væggen til deres meditation og en statue af vor Frue af Fatima, som de placerede i deres gård.
Jøder, som læste Sandt Liv i Gud budskaberne, bad om at blive døbt, og en af dem oversatte det første bind af Sandt Liv i Gud til hebraisk. Den er nu hos forlæggeren for at blive publiceret. De bor alle i Israel.
For nylig ønskede man i Bangladesh, at jeg skulle tale i Dhaka til mennesker på en åben plads. De inviterede fra moskeen en imam, som accepterede deres invitation til at åbne mødet med en bøn; der var også mange muslimer tilstede. Der var hinduer og buddhister repræsenteret, ligeledes katolske præster. Budskabet var igen totalt kristent (taget fra de inspirerede tekster i Sandt Liv i Gud). Det centrale og essentielle budskab, som jeg gav, var at åbenbare: Gud er Kærlighed, at skabe fred med Gud og næsten, at forsones og lære at respektere hinanden. Efter at mødet var forbi, ønskede to muslimer at blive kristne og døbt. “Jeg ønsker, at alle lande hører Mine Ord; Jeg skal undervise dig og fortælle dig vejen, du skal gå…” (10. januar 1987)
Kontemplativ undervisning
De inspirerede tekster lærer læserne at kende Gud og forstå Ham. Mange mennesker tror på Gud, men kender ikke Gud, derfor opmuntrer budskaberne os til at få et fortroligt forhold til Gud, hvilket leder os til et forenet liv med Ham. Således forenet gennem Helligånden, i Kristus, er de troende indbudt til at leve et og det samme liv, Kristus – livet.
Bibelen siger: Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom! Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. (Jer 9:22-23)
Dannelse af bedegrupper
Det, som står i Sandt Liv i Gud, lærer os at øve os i hjertets enkle bøn og at forvandle vore liv til en uophørlig bøn, hvilket er at leve bestandigt i Gud og Gud i os. Men der er også en stærk kaldelse til at danne bedegrupper over hele verden. Eftersom mennesker i mere end 60 lande har arrangeret møder, hvor jeg har vidnet, er der nu i alle disse lande blevet dannet bedegrupper. Der findes flere i hvert land. For eksempel er der i Frankrig 48 økumeniske bedegrupper, som er inspireret af spiritualiteten i Sandt Liv i Gud. I Brasilien, som er et større land, er der mere end 300 økumeniske bedegrupper. Hver bedegruppe begynder altid med at bede Rosenkransen sammen, hvad enten de kristne er ortodokse eller lutheranere, anglikanere eller baptister.
“Hvor Jeg længes efter denne dag! Den dag, da Jeg skal sende dig ud som en gave til hele menneskeheden, vil de også lære at elske Mig, og de vil forstå Mig bedre; Visdommen vil dele sine rigdomme med hele menneskeheden...” (Jesus taler 25. januar 1987).
Trofasthed mod Kirkens lære stimuleres
Ved at læse bøgerne lærer man sig at forblive tro mod Kirken. Jeg siger til mennesker, at “selv om de smider jer ud af kirken, så forcér vinduet men forlad aldrig Kirken.” Teksterne lærer os at besøge det Hellige Sakramente og være sammen med Jesus i tilbedelse. De lærer os at følge Kirkens Sakramenter og at holde fast ved Traditionen, at lære selvfornægtelse, bod, faste og især at bruge skriftemålets Sakramente. De tilskynder os til med iver at deltage i den Hellige Messe, hvis muligt dagligt. De forklarer os den fulde betydning af Eukaristien.
“Gennem denne Kommunion helliggør Jeg alle, som modtager Mig, guddommeliggør dem til at blive kød af Mit Kød, ben af Mit Ben. Ved at tage del i Mig, Jeg som er guddommelig, bliver du og Jeg et enkelt legeme, åndeligt forenet; vi bliver beslægtet, for ved Min deltagelse kan Jeg gøre jer til guder. Gennem Min guddommelighed, guddommeliggør Jeg mennesker”... (Jesus taler 16. oktober 2000)
Aktiviteter: Velgørenhedssteder drevet af læsere
Tilbage i 1997, efter at jeg i Nåde havde fået en vision af vor Hellige Moder, mens jeg stod uden for Fødselspladsen i Betlehem, hørte jeg hende sige, at åndelig føde ikke er tilstrækkeligt, men at man er nødt til at tænke på de fattige og også give dem noget at spise. Da jeg bekendtgjorde dette for vore bedegrupper, var der mange, der med det samme frivilligt hjalp mig med at åbne barmhjertighedshuse, hvor fattige kunne blive bespist. De hedder “Beth Myriams”. Der er et i Bangladesh, fire i Venezuela, tre i Brasilien, to på Filippinerne, et børnehjem i Kenya, og snart åbner der et i Puerto Rico, et i Indien, et i Rumænien og et børnehjem i Ukraine. Jeg vedlægger information om dette. (Bilag 2) Alt arbejde bliver gjort på frivillig basis. Beth Myriams huse fungerer udelukkende på donationer. De er alle lokale initiativer, lokale huse uden nogle strukturer, som forbinder dem. De er selvforsynende, og det er de selvsamme mennesker (bedegrupperne), der bestyrer husene, som også udfører opgaven at betjene de fattige. Det udvikler sig sådan, at der ikke kun gives mad til de fattige, men der kan også gives dem medicinsk hjælp, gives dem tøj og uddannelse til børn. Sluttelig bliver de ledet i en konstant ånd af bøn, og de er altid økumeniske i deres natur.
“Etablér vore Beth Myriams overalt, hvor du kan. Opløft de nedtrykte og hjælp de forældreløse, beskyt Mig, red Mig fra rendestenen, giv Mig tag over hovedet og giv Mig at spise, løft af Min byrde og udmattelse, støt Mig og anspor Mig; alt, hvad du gør for den mindste af Mine brødre, det gør du for Mig… Jeg velsigner alle, som støtter Mit liv, må de forblive dydige og kærlighedsfulde, Jeg er med jer... (Jesus taler 27. marts 2002).
Kaldelse til at udbrede evangeliet
Nogle af de læsere af Sandt Liv i Gud, som blev berørte, føler, at de kan blive vidner over hele verden til at bidrage med at sprede de Gode Nyheder. Efter at være blevet lydige redskaber for Helligånden, som giver dem Ordets nådegave og trosfølelsen, er de nu i stand til at rejse rundt i verden og vidne og invitere mennesker til at leve et liv i bøn og lære dem at danne bedegrupper. Målet er at få dem til at forandre deres liv og leve deres liv i uophørlig bøn. Enkelte fra bedegruppen i Dhaka går ud i landsbyerne (til muslimer) og læser budskaberne op for dem. Mange tror og ønsker at blive kristne.
“Jeg ønsker at gøre hver eneste en af dem til en Levende Fakkel af Min Kærlighedens Flamme; Ær Mig nu og forkynd evangeliet med kærlighed for Kærlighed” (Jesus taler 27. januar 1989).
Hengivenhed til Jomfru Maria
Sandt Liv i Gud leder os til at blive Gudmoders barn, eftersom Hendes Uplettede Hjerte aldrig er adskilt fra Jesu Hellige Hjerte, men er i fuldkommen forening med Hans. Vor Moder er vor støtte, og vi ved det. Enhver, som deltager i bedegrupperne, om de er protestanter, calvinister eller andre lærer at ære vor Frue, vore helgener og at bede til dem.
“Har I ikke bemærket, hvordan Mit Hjerte smelter og altid ynder Hendes Hjerte? Hvordan kan dette Hjerte, som bar jeres Konge, nægtes noget som helst, Hun beder Mig om? Alle troende velsigner Hendes Hjerte, for ved at velsigne Hendes Hjerte velsigner I Mig” (Jesus taler 25. marts 1996).
Sandt Liv i Gud Foreninger
Når der i nogle lande findes foreninger af SLIG, er det kun på grund af legale retslige formål som for at understøtte forkyndelsen og publiceringen af bøgerne. Når vi har grundlagt foreninger i visse lande, var det kun for at adlyde lokale love. Blot for at nævne et eksempel: at åbne en postboks i forbindelse med navnet SLIG. Men jeg har aldrig overvejet at danne en bevægelse. Bøgerne er oversat til 38 sprog, og jeg har ikke modtaget noget andet honorar bortset fra forlaget PARVIS, da forlæggeren sagde, at det var betingelserne. Disse penge går til barmhjertighedsarbejde, til dækning af udgifter til bøger og til rejseudgifter, når jeg rejser ud for at vidne i lande i den tredje verden, som ikke har midlerne.
Andre aktiviteter
Hvert andet år hjælper frivillige fra bedegrupperne mig med at arrangere et internationalt symposium om økumeni. Samtidig laver vi det til en pilgrimsrejse. Indtil nu har der været fire af disse. Den største, vi havde, var i året 2000 i det Hellige Land (mens Pave Johannes Paulus II var der), hvor der kom 450 mennesker fra 58 lande. Sammen med os var der 75 præster fra 12 forskellige kirkeretninger. I år prøver vi at gøre det i Egypten.
Alt i alt elsker jeg Herrens Hus, og frem for alt elsker jeg Gud. Jeg står i gæld til Ham for de nådegaver, Han har givet mig. Han sagde engang til mig: “Jeg har frit givet dig, så giv du også frit.” Så det er det, jeg prøver at gøre; jeg videregiver Hans Ord frit til hvem som helst, der vil lytte.
Jeg takker endnu engang for at have fået lov til at sprede lys over spørgsmålene i forbindelse med mine bøger og aktiviteter. På hjemmesiden www.tlig.org kan De finde mere information. Jeg beder Dem venligst om at fremføre min hilsen til Hans Eminence Kardinal Joseph Ratzinger, Hans Eminence Mons. Tarcisio Bertone og Mons. Gianfranco Girotti; ligeledes takker jeg igen Deres Excellenser i Rådet for Troslærekongregationen for at have bevilget mig lejlighed til at forklare mit arbejde. Jeg håber, jeg har gjort dette på behørig vis. Endvidere er jeg parat til at svare enten mundtligt eller skriftligt på andre spørgsmål, De måtte have. Og jeg er villig til at acceptere ethvert forslag, De måtte have, for at tydeliggøre visse udtryk, som forekommer i SLIG bøgerne. Hvis nødvendigt kan jeg tilføje sådanne tydeliggørelser i de nye udgaver af mine bøger. Hermed sender jeg mine hjerteligste hilsner og de inderligste, gode ønsker.
Deres oprigtige i Kristus,

Vassula Rydén